Sports

Vi spurgte en dansk idrætsprofessor og tidligere OL-deltager, om man kan løbe fra sit køn

En kvindelig løber med et usædvanligt højt testosteronniveau har revet op i en af sportens mest kontroversielle diskussioner.

af Casper Fauerholdt
19 august 2016, 7:10am


Sydafrikanske Caster Semenya blev 'kun' nummer to ved sidste OL i 2012. Billede via Flickr-bruger Jon Connell

For seks år siden løb en 18-årig sydafrikansk kvinde fra alle sine konkurrenter. Det så vanvittigt ud, da teenageren på de sidste 400 meter rundt om atletikbanen på det olympiske stadion i Berlin trak fra resten af klodens bedste løbere og kom ind over to og et halvt sekund før den forsvarende verdensmester fra Kenya og vandt en historisk overlegen guldmedalje ved VM. I sig selv var det en sensation. Men det pustede samtidig liv i en mere end 100 år gammel diskussion. En diskussion om køn - og særligt kvinder - i topsport.

For det var Caster Semenyas udseende, der blev snakket om bagefter. Hendes brede kæbeparti, smalle hofte, helt flade brystkasse og dybe stemme lignede ikke noget, en kvinde var udstyret med, hviskede konkurrenterne, tilskuerne og resten af atletikverdenen i krogene. Mistanken havde allerede inden finalen nået IAAF (Det Internationale Atletikforbund), som satte gang i en test, der skulle afgøre Caster Semenyas køn. Man ville finde ud af, om hun i virkeligheden var en mand. Hvis det var tilfældet, truede forbundet med at tage guldmedaljen fra hende.

Undersøgelsen af Caster Semenya var kontroversiel af flere grunde. Atletikforbundets og IOC's obligatoriske kønstest blev afskaffet i løbet af 1990'erne, og pludselig - et årti senere - skulle en 18-årig teenager have sit køn medicinsk afprøvet. I Sydafrika mente man, at det var racisme, andre betragtede testen som et overgreb på et menneskes identitet, nogle helt tredje krævede større og bredere forståelse af kønnets mangfoldighed - og i en fjerde lejr talte man om, at undersøgelsen var nødvendig for at sikre, at den gennemsnitlige kvindelige atlet også havde en chance.

Men det, der blev tydeligt for enhver, var, at sport - og især sport på højeste niveau - grundlæggende ikke er indrettet til at rumme mennesker, der befinder sig i gråzonerne.

En måned efter hun havde vundet VM-guld viste Caster Semenyas kønstest ifølge en kilde med kendskab til IAAF-undersøgelsen - af private hensyn blev selve rapporten ikke officielt offentliggjort - at hun har både kvindelige og mandlige kønsorganer. Hun har altså ingen æggestokke, men til gengæld har hun indre testikler, og hendes krop producerer store mængder af det mandlige kønshormon testosteron. Fordi hun ikke bevidst havde forsøgt at 'snyde', besluttede IAAF, at hun måtte beholde sin guldmedalje.

Men diskussionen var ikke slut. For hvordan skal en sportsverden imødekomme et samfund, hvor man i højere og højere grad kan være eller blive, lige nøjagtig det køn eller ikke-køn man føler sig som? Kan det overhovedet lade sig gøre?

I langt de fleste sportsgrene er fysikken det allervigtigste parameter, og sport har historisk været inddelt i to kønskategorier, fordi der er så store medfødte fysiologiske forskelle på mænd og kvinder. Hvis inddelingen ikke var der, ville stort set alle konkurrencer, hvor fysikken var afgørende, blive vundet af mænd. Og i takt med, at der sket en nuancering af køn - særligt i den vestlige verden - har sportsverdenen haft svært ved at følge med og spejle vores i stigende grad mangfoldige forståelse af hvad det vil sige at være 'mand' eller 'kvinde'. For hvem skal vi tage hensyn til? Personen, der vil deltage i den kønskategori, hun (eller han for dens sags skyld) føler sig hjemme i? Eller majoriteten af alle atleter, som aldrig nogensinde ville kunne komme til at vinde noget, fordi konkurrenten på forhånd har et afgørende fysiologisk forspring?

IOC har i tidens løb forsøgt at løse problemet ved indførelsen af forskellige regler og retningslinjer.

Den første primitive kønstest gik ganske enkelt ud på, at et hold læger vurderede kvindernes kønsorganer - for eksempelvis at forsøge at afgøre, hvorvidt der var tale om en lille penis eller en forstørret klitoris. En invasiv og uvidenskabelig metode - for at sige det mildt. I 1966, da man foretog den første officielle kønstest, fik kvinderne foretaget et mundsskrab, som skulle afsløre deres kromosomsammensætning. Havde man Y-kromosom-markører var testen positiv, og så var man ikke en 'rigtig kvinde'. Men testen havde indbyggede fejl: Mange kvinder med forhøjede testosteron-værdier og sekundære mandlige kønstræk har XX-kromosom og slap dermed igennem testen. Omvendt findes der hormonforstyrrelser, der resulterer i et Y-kromosom - selvom kvindens krop ikke kan gøre brug af testosteron og dermed hverken har mandlige kønstræk eller nogen beviselig fordel i en fysisk konkurrence.

Jeg fik det dér mundskrab. Og jeg har papir på, at jeg er 'rigtig'. Jeg er 'normal' - hvad det så end er.

Siden hen begyndte der at komme fokus på problematikken omkring transpersoner i elitesport. I 2003 vedtog man et sæt regler, som krævede, at de atleter, der ville skifte køn fra mand til kvinde, skulle kønsopereres, hvorefter de skulle modtage hormonbehandling i to år, før inden de kunne stille op som kvinde i konkurrencer.

I januar i år ændrede IOC igen retningslinjerne. Nu var operationen ikke længere et krav, men de atleter, der ville konkurrere som kvinder skulle kunne påvise, at deres testosteronniveau var nede på under 10 nmol per liter blod et år før, de kunne stille op. Undersøgelsen går reelt ud på, at man undersøger, om atleterne har noget inde i kroppen, der vil få dem til at præstere bedre, end de andre. Ligesom vi tester for doping. Men sidste sommer afgjorde Den Internationale Sportsdomstol, at den øvre grænse for testosteron-niveauet skulle afskaffes.

Sagen begyndte, da den indiske sprinter Dutee Chand i 2014 blev taget af det indiske atletikhold. Sportsdomstolen gik ind i sagen, der handlede om, hvorvidt der er nok videnskabeligt belæg for at konstatere, at høje mængder af mandligt kønshormon giver kvindelige atleter en betydelig fordel. For et år siden afgjorde domstolen så, at der ikke var belæg for at sige, at Dutee Chands indhold af mandlige kønshormoner gav hende nogen fordel. Det betød, at IAAF's regler blev afskaffet i to år, mens testen og alternative metoder granskes på ny.

Atleter behøvede dermed ikke længere at bruge testosterondæmpende medicin. Det kan meget vel være årsagen til, at den i dag 25-årige Caster Semenya igen er begyndt at løbe sensationelt hurtigt – efter nogle år, hvor hendes tider har været flere sekunder langsommere end dem hun præsterede, da hun var teenager.

I kvindernes OL-semifinale i 800 meter-distancen, der blev løbet i går var Caster Semenya, ikke overraskende overlegen, da hun nærmest joggede over målstregen i bedste tid med et halvt sekund ned til nummer to. Hvilket måske ikke lyder af meget. Men det er det. Til sammenligning sponsede hendes nærmeste udfordrere over stregen med blot en tiendedel sekund mellem sig. Og i finalen på søndagen er hun derfor igen storfavorit. Hun forventes at udradere al modstand, ligesom hun gjorde ved VM i 2009. Men er det rimeligt? Er det en sejr for menneskerettigheder og mangfoldigheden verden over? Eller ødelægger det sporten?

Jeg ringer til Else Trangbæk, der – udover at være professor emeritus med speciale i kvinder og OL-historie ved Institut for idræt og ernæring ved Københavns Universitet – deltog ved OL i Mexico i 1968 som den første kvindelige danske gymnast. Og det var i den forbindelse, hun selv oplevede at blive kønstestet.

VICE: Else, jeg er faret lidt vild i det her. Handler køntest-balladen grundlæggende om kønsstereotyper, kropsidealer, en rigid sportsverden - eller noget helt fjerde?
Else Trangbæk: Udgangspunktet for det hele er, at når folk laver topsport, vil vi ikke snydes. Det er det, som det hele handler om. Snyd er helt afgørende, hvis man skal forstå det her fænomen. Vi troede, at Caster Semenya var sidste led i den her historiske diskussion. Og det var hun så alligevel ikke.

Du blev selv kønstestet i 1968 under OL i Mexico City. Mange taler om, at det er et overgreb på ens identitet. Hvordan oplevede du det?
Jeg fik det dér mundskrab. Og jeg har papir på, at jeg er 'rigtig'. Jeg er 'normal' - hvad det så end er. Jeg kan ikke huske, om vi havde fået det at vide på forhånd dengang - men jeg ved, at nogle af dem der deltog, har været meget fornærmede og irriterede over, at de ikke hjemmefra havde fået at vide, at de skulle kønstestes. Det kan jeg godt forstå. Når man bliver kønstestet, går der nogle tanker igennem ens hoved. Gud, er jeg normal? Jeg havde jo ikke gået og tænkt over mit biologiske køn. Jeg gik ud fra, jeg var kvinde, så der var jo ikke noget i det. Men for nogen har det været et overgreb bare det, at det blev sagt, at man skulle testes på sit køn.

Hvor begynder vi, hvis vi skal forstå, hvorfor man kønstester?
Atletik er der, hvor det især har svært for kvinder at komme med til De Olympiske Lege, fordi det så at sige altid har været det ypperste eksempel på hurtigere, højere, stærkere. Og det var først i 1928, at kvinderne deltog i atletikkonkurrencen. Da kvinderne løb ind over målstregen, var de selvfølgelig slidte. De var trætte. Og så begyndte man at skrive om, at de her kvinder lavede grimasser, at det var grimt at se på, og at det ville vi ikke have. Det var den første diskussion om kvinder og kvindekroppen i topsport. Den kom til at handle om, hvad kvinder egentlig kunne tåle, og hvad man – ud fra et normativt synspunkt – godt kunne lide at se på. Det handlede om, hvorvidt de her kvinder nu kunne føde sunde børn. Og om at nogle af kvinderne var begyndte at se lidt maskuline ud.

Og det gav anledning til at begynde at kønsteste?
Første gang man kønstestede var jo ved VM i atletik i 1966 - og første gang ved OL var i 1968, hvor jeg selv deltog i gymnastik-konkurrencen og blev kønstestet. Det interessante er, at man før havde talt om normen omkring, hvordan en kvinde skulle se ud. Nu begyndte man at teste det biologiske køn. Samtidig indførte man dopingkontrol. Og mens mange blev taget for doping, var der ganske få, der blev taget i kønstesten. Dopingen synligjorde dengang, at der er noget galt. Eksempelvis dopede men sig med det mandlige kønshormon testosteron, og det gjorde, at kvindekroppen fik de såkaldte sekundære mandlige kønstræk: dyb stemme, behåring forskellige steder, stort adamsæble og et stort hageparti.

Er det i virkeligheden en illusion, at de otte atleter, der står klar ved startstregen til eksempelvis 800 meter finalen, konkurrerer på lige vilkår?
Ja. Problemet er, at der reelt ikke er nogen, som stiller sig lige, hvad enten vi taler køn eller andre parametre. Tag bare de danske gymnaster. I Kina træner nogle af dem op til 60 timer om ugen, og det er der ingen danskere, der kan eller får lov til. Det vil vi ikke acceptere. Så hvornår står man lige? Vi står heller ikke lige i forhold til, hvor mange ressourcer man smider efter atleterne. Skal de arbejde ved siden af? Skal de ikke arbejde? Skal de være professionelle? Der hvor vi så kan teste, om de er lige, er, om de har indtaget noget, de ikke må. Der er i virkeligheden ikke ret mange andre ting, vi kan måle ordentligt på."

Læs mere om OL fra VICE:

Sådan blev OL et påskud for at øge overvågningen i Brasilien

Derfor rækker OL-svømmeren Santo Condorelli fuck til sin far, hver gang han svømmer

Jacuzzi, YouTube-afhængighed og nuttede mikrohåndklæder: En hyldest til synkronudspring