Gaming

DM i at gå kold foran skærmen

Stemningsbilleder fra Danmarks største LAN-party, NPF #16, der bød på 48 timers non-stop gaming og oceaner af junkfood

af Victor Knötzel, Tekst af Lars Jellestad
13 oktober 2015, 7:35am

Danmarks suverænt største LAN-party, NPF #16, bød på 48 timers non-stop gaming og oceaner af junkfood. Her følger en stemningsrapport fra en kæmpe begivenhed, der bliver større hvert år.

For 16 år siden var NPF, som står for Net Party Fyn, et nichearrangement for nørder med en fælles kærlighed til computerspil. Med andre ord et såkaldt LAN-party, hvor du slæber din digitale øjesten med ind i en gymnastiksal, slutter netværkskablet til og sætter dig til rette foran skærmen, mens du indtager ufattelige mængder chips og sukkersager og glemmer alt om søvnbehov og dit øvrige liv..

Den beskrivelse passer sådan set også meget godt på NPF#16.

Objektivt set er der en påfaldende overvægt af colabøvsende, overtrætte teenagedrenge i færd med noget, der for den uindviede kan have karakter af mild massepsykose: Med alvor i blikket arbejdes der i dyb, uafbrudt koncentration, og samtalen med sidemanden holdes på et absolut minimum, mens der afgives hurtige, afmålte beskeder gennem headsettet. Ikke ulig det arbejdsklima, man givetvis finder i kontroltårnet i en lufthavn, bortset fra at flyvelederne (forhåbentlig) ikke har været vågne i 36 timer på en cocktail af taurinfyldte energidrikke og lunkne kebabpizzaer med den for provinsen obligatoriske creme-fraiche dressing på.

Læs også: En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende

NPF er og bliver et LAN-party, men noget har dog ændret sig på de 16 år, arrangementet har eksisteret. Navnligt er det vokset fra 50 til 4500 deltagere, hvilket gør den fynske computerfest (der i mellemtiden er rykket til en enorm messehal i Fredericia) til Danmarks suverænt største begivenhed af sin art. Deltagerne valfarter fra nær og fjern, sponsorerne står i kø, og også i udlandet er man begyndt at tage notits af NPF, der står på skuldrene af den voksende globale trend eSport - en disciplin, der i Asien fylder stadioner og hvis fremmeste udøvere nyder samme status som feterede sportsstjerner.

Derfor er mainstream-medier også til stede for at se nærmere på Nordens bedste IT-atleter, der i messehallens afdæmpede belysning til sammen udgør en slags digital stjernehimmel bestående af tusindvis af flimrende skærme.

I centrum af bygningen er der opsat en scene med et kæmpe lærred reserveret til finalerne i de forskellige turneringer. Det er her, hvor en ung nordmand, som kun vil oplyse sit nick "KOU", aftenen forinden vandt 25.000 i kroner i spillet League of Legends. Nu sidder han foran den mennesketomme scene og gnider søvnen ud af øjnene, før han igen skal op på podiet. Denne gang for at modtage sin præmie med resten af holdet GeekCore, som han deler sejren med.

Det er søndag formiddag og sidste dag på NPF, og folk er så småt begyndt at trække netværkskablet for at komme hjem og få noget ordentlig mad og en seng at sove i. Grupper af groggy teenagere kravler ud af soveposerne og starter dagen ud med kanelgifler og Cocio. Andre har allerede pakket sammen og står nu udenfor med blodsprængte øjne og liggeunderlag, som blafrer i efterårsvejret. "Mor, kan du ikke pleeease køre helt op til hovedindgangen, jeg orker ikke at gå ud til hovedvejen", siger en 14-15 årig dreng på indtrængende vis.

Se vores dokumentar om eSports i Sydkorea:

Indenfor er det blevet tid til sidste punkt på programmet, som er kulminationen på 48 timer med søvnunderskud og kalorieoverskud: præmieoverrækkelsen. Et efter et bliver vinderholdene kaldt op på scenen, hvor de får stukket overdimensionerede checks i hånden og bliver overrakt sponsorpræmier. Flere gange ruller spøjse kontorstole formet som racerbilsæder hen over scenen i retning mod deres nye ejermænd. Blandt vinderne tæller hold med navne som "Alex & his Bitches", "Om på ryggen mate", "Teach me how to hook, far", "Anton Lort" og publikumsfavoritten: "Der er ingen raketter i hiphop, Simon". Der klappes tålmodigt og taktfast.

Efter mit besøg i Messe C i Fredericia står det klart, at der (endnu) ikke er så mange kvinder, der dyrker computerspil på konkurrenceplan i Danmark - men der er både penge, berømmelse og masser af tilskuere i elektronisk sport. Ikke værst for en sportsgren, der teknisk set ikke er det.

Dyb koncentration var et gennemgående træk hos de mange gamere, der havde købt billet til NPF #16.

De tilstødende messehaller var indrettet som sovesale for udmattede gamere.

Energidrik, chips og cola gik igen på næsten alle borde. "At drikke vand til et LAN-party er ikke socialt acceptabelt," lød vurderingen.

En af NPF's relativt få kvindelige gamere. Selv vil hun skyde på, at der er max. 100 piger ud af de 4500 deltagere.

Ergonomisk korrekt gå-kold-henover-bordet-pude.

Det, du hører i headsettet, er vigtigere end din sidemands smalltalk.

Breakfast of champions: Kebabpizza med dressing på. Et stort hit under NPF #16.

Den kvindelige gamer "Sinterbell" livestreamer sig selv, mens hun spiller League of Legends.

Hun går udfordrende klædt og har på kort tid slået sit navn fast som celebrity-gamer. Når hun streamer sig selv, er hun opmærksom på ikke at vise maveskind, hvilket er imod reglerne.

Kvindelig spilentusiast, som er træt efter to dage med næsten ingen søvn.

Manden til højre på billedet er gameren "KOU", der vandt en af turneringens hovedpræmier på 25.000 kroner. Han venter på at modtage sin præmie, før turen går hjem til Norge.

En yngre gamer.

Og en noget ældre gamer.

Sukkervand til at holde trætheden stangen.

Tid til at gå hjem.

Arrangøren havde varslet, at der blev slukket for strømmen klokken 15. De fleste havde dog allerede trukket stikket inden da.

På vej ud kunne man snuppe sig en durum til hjemturen. Prisen på 49,- er i øvrigt for to ruller.