Et ægte menneske / og en vaskeægte helt
Din ynkelige, dødelige hjerne kæmper måske for overhovedet at kapere, hvad det egentlig er, der foregår her, men det her er jo også den mest originale forbrydelse, der nogensinde er begået. Vi er velsignet med en fremtidsforbryder, der er som sendt tilbage gennem et ormehul fra 50-60 år ude i fremtiden til en lille, intetanende kiosk, som han frarøver en ramme billige energidrikke. Det er en genistreg af hidtil usete dimensioner; en forbrydelse der radikalt redefinerer hele konceptet om kriminalitet.Her er hvad der sker. Der er en mand, som jeg fremover udelukkende vil betegne som 'Den kommende Konge af Verden', der nonchalant glider ind i en kiosk på et hoverboard, samler en kasse med 24 generiske energidrikke op og legende let bevæger sig tilbage mod udgangen uden at bevæge kroppen eller fortrække en mine. Han stopper i et kort øjeblik, tavs, stærk og trodsig for derefter at lave en afslappet pirouette og forsvinde ud af butikken og videre ned ad gaden. Det kan godt være, der ikke bliver uddelt priser for årets bedste forbrydelse, men vi burde i det mindste præmiere årets bedste kriminelle filmklip. Efter al sandsynlighed burde dette 18-sekunder lange CCTV-klip i princippet kunne vippe DiCaprio af pinden til næste Oscar ceremoni.
Spørgsmål. Så mange spørgsmål. Det største af dem: havde Den Fremtidige Konge af Verden planlagt det her på forhånd, eller fandt han bare spontant på det? Jeg ville nu vove den tese, at han ikke anede hvad han lavede, før han var i øjeblikket – syv sekunder inde, når han retter blikket mod de to kioskmedarbejdere, der går direkte imod ham – først der går det op for ham, at han er ved at stjæle rammen. Der går det også op for ham, at han ved at lave det mindste vip med sine fødder kan flygte fra dem uden så meget som at få sved på panden. Det er i det øjeblik, at han bliver klar over Swagway'ens sande potentiale for simultan hastighed og listighed og udnytter det til fulde.
Annoncering
Annoncering