stoffer

En mand får tilsendt 300 joints om måneden fra den amerikanske regering

10 joints om dagen har reddet Irvin Rosenfelds liv, og han er langt fra den eneste. Hør historien om, hvordan nogle få aktivister overtalte staten til at give dem gratis pot.

af Daniel Oberhaus
13 september 2016, 5:00am

Første billede er fra Irvin Rosenfeld

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Hvis man beder ham om at komme med et skøn, vil Irvin Rosenfeld gætte på, at han har røget 135.000 joints siden 1982 – det er omkring ti om dagen, hver dag, i 34 år.

Trods et cannabisforbrug, der sikkert ville slå Snoop Dogg omkuld, har den 63-årige mand fra Florida et temmelig normalt liv: Han er børsmægler for et stort sikkerhedsfirma, og hver lørdag arbejder han frivilligt med handikappede børn og voksne. Derudover lider han af en sjælden knoglesygdom med det mundrette navn medfødt multipel kartilaginøs exostose.

Da jeg ringede til Rosenfeld på hans kontor, havde han lige røget én af de 300 færdigrullede joints, som den amerikanske regering sender ham hver måned.

De joints, Rosenfeld får fra staten, er ikke særlig stærke. Det er noget mildt pot med omkring 4% THC, og han bliver ikke skæv af dem. Det er til gengæld ikke noget, han selv vælger. Lige siden han røg en joint for første gang i starten af 70'erne, har han ikke været i stand til at blive skæv, fordi der er nogle uregelmæssigheder med cannabinoidreceptorerne i hans hjerne. Til gengæld hjælper cannabissen med at tage brodden af hans kroniske smerter, og hvis man spørger ham, er det den eneste grund til, at han stadig er i live.

Rosenfeld var 10 år gammel, da lægerne opdagede, at han havde den kroniske sygdom, og samtidig fandt de over 200 svulster rundt omkring på hans knogler. De regnede med, at svulsterne ville blive flere og større, og i mellemtiden måtte han leve med smertefulde knoglesplinter. Hvis han var heldig, kunne Rosenfeld se frem til et liv med uafbrudte smerter og store mængder smertestillende piller i kroppen. Hvis han var uheldig ville svulsterne blive så store og ondartede, at de ville slå ham ihjel.

Det så ikke ligefrem lyst ud for ham, da han startede på universitetet i 1971. På det tidspunkt havde han aldrig prøvet af ryge fed – når han havde adgang til den ypperligste, receptpligtige medicin, synes han ikke, der var grund til at blande et ulovligt stof ind i det. Men til sidst gav han efter for gruppepresset og begyndte at ryge joints til fester.

Da han havde prøvet at ryge omkring ti gange, lagde Rosenfeld mærke til noget ganske særligt: Han havde siddet og spillet skak med en af sine venner i næsten en halv time, fuldstændig uden smerter. Tidligere var han ikke i stand til at blive siddende i den samme stilling i mere end ti minutter, fordi smerterne ville blive for voldsomme. Han havde ikke taget noget smertestillende. "Da gik det op for mig, at det ulovlige stof cannabis var den eneste medicin, der rigtig virkede for mig," fortæller han.

Rosenfeld viser sin pot frem til Kongressen i 2005. Billede fra Irvin Rosenfeld

Rosenfeld droppede ud af uni i 1972 og anmodede staten om at få lov til at bruge cannabis medicinsk, men hans bøn faldt for døve ører. I 1977 mødte han til gengæld Robert Randall, som netop havde fået lov til at bruge pot til medicinske formål året før. Randall fik diagnosticeret grå stær, da han var i 20'erne, og lægerne sagde, at han sandsynligvis ville være blind, inden han var 30. Men en dag, da han havde røget en joint, opdagede han, at potten mindskede pletterne i hans synsfelt.

"Det gik op for ham med det samme," fortæller Randalls enke og cannabisaktivist Alice O'Leary. "Han tænkte, at det var for godt til at være sandt, men ved at prøve sig frem beviste han, at det var korrekt. Så det blev en fast bestanddel af vores liv at skaffe pot."

Det var selvfølgelig ulovligt. I 1975 blev Randall og O'leary anholdt for at have fem potplanter på deres terrasse i Washington DC, ikke langt fra regeringsbygningen. De kunne nemt have betalt bøden og komme videre med deres liv, men i stedet besluttede de sig for at gå rettens vej og påvise, at der var tale om en medicinsk nødvendighed.

Ved et lykketræf var et forskningsprojekt fra UCLA, der handlede om cannabissens virkning på tryk i øjet, netop ved at blive offentliggjort. Randall var en af de sidste deltagere i forsøget, og de var i stand til at bevise, at pot rent faktisk lindrede hans grå stær og potentielt kunne hindre ham i at blive blind – om ikke andet i nogle år. Med den information i hænderne valgte dommeren at afvise anklagen mod Randall og O'Leary.

Randall tog kontakt til de myndigheder, der havde ansvaret for den cannabis, der blev produceret til forskning, og han ansøgte om at få adgang til deres pot, som behandling mod hans grå stær.

"Den ansøgning var en kæmpe overraskelse for myndighederne," fortæller O'Leary. "Medicinsk cannabis var ikke i søgelyset på nogen måde dengang, og så kommer der pludselig en enkelt mand ind på kontoret og beder om at få adgang til godterne. Deres første reaktion var stor medfølelse, så de endte med at give ham tilladelsen."

Randall blev den første patient, der fik tilkendt medicinsk cannabis i USA, siden regeringen forbød stoffet i 1937, og det blev startskuddet til Investigational New Drug-projektet (IND).

Robert Randall, efter han fik tilsendt sin første sending statslig pot i november 1976. Billede fra Alice O'Leary

Da Rosenfeld mødte Randall i Virginia et par måneder senere, forklarede han, hvordan staten havde ignoreret hans anmodning om at få adgang til medicinsk cannabis. Randall og O'Leary tilbød at hjælpe ham. Sammen lavede de en ansøgning til det program, Randall allerede var en del af, og i 1982 blev Rosenfeld den anden patient i projektet.

I løbet af 1980'erne blev IND-projektet større og større og begyndte at inddrage AIDS-patienter og personer ramt af sjældne typer kræft. Men i 1992 lukkede Bush-regeringen projektet ned, og kun 13 patienter fik lov til at forblive i behandling.

Rosenfeld var en af de 13. Hver femte måned modtager han seks æsker, der hver især indeholder 300 færdigrullede joints. Alt potten bliver groet på Mississippi Universitet, som er det eneste sted, staten dyrker cannabis.

Efter høsten bliver hele cannabisplanter sendt til Raleigh i North Carolina, hvor topskuddene bliver smidt i en cigaretmaskine. De færdige joints bliver frysetørret, puttet i metalæsker og frosset ned, til de skal bruges. Rosenfeld siger, at de joints, han ryger nu, blev pakket og frosset tilbage i 2009, og at han endda har røget joints, som var tretten år gamle.

"Hvis man er kender, som gerne vil være skæv, vil man sikkert blive skuffet over kvaliteten," fortæller han. "Men jeg er kun interesseret i det medicinske aspekt, og der fungerer det fint."

IND-patienterne Elvy Musikka, Irvin Rosenfeld og Robert Randall sammen med Mae Nutt, som er mangeårig cannabisaktivist. Billede fra Irvin Rosenfeld

Som et vilkår for deres deltagelse i projektet skal Rosenfeld og de andre patienter udfylde halvårlige rapporter i samarbejde med deres læge, men mærkeligt nok er de rapporter aldrig blevet brugt til at undersøge de langsigtede konsekvenser ved cannabisforbrug. Til gengæld viste en uafhængig undersøgelse af IND-patienter, at de var så sunde, som man kunne være med deres respektive sygdomme. Med andre ord var der ingen mærkbare, negative helbredskonsekvenser ved at ryge hundredvis af joints hver måned.

Der var faktisk flere tilfælde, hvor potten drastisk forbedrede patienternes livskvalitet. Som eksempel kunne Randall se, indtil han døde som 53-årig, selvom lægerne sagde, at han ville være blind inden han var 30. Et andet eksempel er, at lægerne sagde, at Rosenfelds svulster ville vokse og formere sig, men siden han begyndte at bruge cannabis har hans svulster ikke gjort nogle af delene. Dem som ikke kom med i IND-projektet har kæmpet for en legalisering af medicinsk cannabis, og det førte til, at Californien i 1996 blev den første stat i USA til at tillade brugen af cannabis som medicin. I dag har 25 stater lignende lovgivning, og til november vil yderligere ni stater stemme om at legalisere cannabis, først og fremmest til medicinsk, men nogle steder også til rekreativ brug.

Alligevel er Rosenfeld og O'Leary ikke sene til at anerkende, at kampen langt fra er vundet. "I 1982 lavede Bob Randall og jeg en pagt," siger Rosenfeld. "Vi ville lære hele verden om fordelene ved medicinsk cannabis. Det satte vi os for at gøre, men det er ikke alle, der har forstået budskabet. Det er frustrerende, når staten går ud og siger, at der ikke er nogle medicinske fordele ved cannabis, når vi ved, at det er der. Vi er levende beviser på, at det virker."

Læs mere på VICE om pot som medicin:

Dødeligt syge serbere risikerer fængselsstraffe for deres brug af medicinsk cannabis-olie

Når cannabis er den eneste medicin, der virker

I dag behandler politikerne et forslag om cannabis til syge