aborter

Jeg talte med min bedstemor om hendes 12 aborter

På grund af begrænset adgang til prævention fik sovjetiske kvinder i det 20. århundrede flere aborter end nogle andre kvinder. Min bedstemor var en af de kvinder.

af Polina Bachlakova
14 juli 2016, 5:00am

Foto fra forfatteren

Denne artikel blev oprindelig udgivet af Broadly USA

I russisk kultur er bedstemoren kernen i enhver familie. Da vores familie immigrerede til Vancouver fra Moskva i 1995, tog vi den tradition med os; som barn tilbragte jeg de fleste aftener sammen med min bedstemor. Selv da jeg var så ung, kan jeg huske, at jeg tænkte, at hun var en omvandrende katastrofe af modsætninger, som om nogen havde limet modsatrettede personligheder tilfældigt sammen og formet dem til en blød og rund halvanden meter høj krop.

Når hun satte sig for at lære mig at skrive på russisk, var hun ufattelig tålmodig og sød. Men i almindelig samtale var hun hård, nedladende og brutalt ondskabsfuld. Vores forhold var vakkelvornt for at sige det mildt, og jo ældre jeg blev, jo mindre forstod jeg, hvordan en kvinde med en kandidatgrad i kemi, passion for film og kærlighed til sin familie kunne være så nedbrydende overfor dem, hun elskede allermest.

En dag forsøgte min mor at give mig et svar: "Du ved, at din bedstemoder ikke har haft et nemt liv," sagde hun. "For eksempel har hun fået tolv aborter."

Jeg var chokeret. Da jeg voksede op, beskrev min familie sovjetiske kvinder som frygtløse matriarker – der utrættelig kogte enorme mængder borscht til deres familier med kød, det havde taget dem tre timer at skaffe. Jeg havde altid tænkt, at sovjetiske kvinder nærmest kun var fokuserede på at forsørge deres store familier, så det var aldrig gået op for mig, at aborter kunne være en fremtrædende faktor i Sovjetunionen.

Jeg var nysgerrig på det, der virkede som en forvirrende modsætning, så jeg googlede Sovjetunionens abortrater, og det gik op for mig, at min opfattelse af sovjetiske kvinder og deres familier var langt fra sandheden. I slutningen af det 20. århundrede havde Sovjetunionen en af de højeste abortrater i verden – ifølge New York Times var mange kvinder i Sovjet "afhængige af statsfinansierede aborter som den fremmeste form for prævention." Men selv efter jeg havde erkendt det, var jeg stadig målløs over min bedstemoders situation: Tolv virkede langt fra det gennemsnitlige antal aborter, især for en veluddannet kvinde. Jeg besluttede mig for at finde ud af mere ved at spørge hende direkte om hendes oplevelser.

Mens jeg venter på, at Skype-opkaldet går igennem, bliver jeg nervøs. Den kvinde har aldrig så meget som brugt ordet "sex" i min nærhed. Hvorfor skulle hun lige pludselig have lyst til at åbne op om denne del af sin personlige historie? Men lige så snart, hun tager telefonen, er hun rolig, ligefrem og meget lidt følelsesladet, som om hun beskriver handlingen i en film, hun lige har set. Selvom hun bevarer fatningen, føler jeg, at noget ulmer under hendes afslappede overflade; min bedstemor kan simpelthen ikke holde op med at snakke.

"Jeg har aldrig fortalt nogen om alt det her," siger hun. "Der er aldrig nogen, der har spurgt."

"Fra det øjeblik, en kvinde trådte ind på hospitalet for at få en abort, til det øjeblik, hun forlod det igen, blev hun behandlet som en kriminel."

Min bedstemor blev født i 1939 i Kiev, Ukraine. Som lille havde hun tuberkulose og hjerteproblemer. Hun blev opdraget af sin fåmælte, enlige far i en lillebitte lejlighed og overkom sine helbredsproblemer. Hun fik høje karakterer i skolen og flyttede til Moskva, hvor hun fik sin kandidat i kemi på universitetet. Kort efter mødte hun min bedstefader – en godhjertet filmnørd, som var afvikler af Moskva Film Festival – og hun fødte min mor som 24-årig. Min bedstemor fik sit andet barn som 35-årig. Det var i løbet af de elleve år imellem, at hun fik de fleste af aborterne.

På det tidspunkt var sovjetiske borgere alt for bekendte med ordsproget: "Der er ingen sex i Sovjetunionen". Ifølge min bedstemor var sex et tabu og blev set som distraktion for borgere, der i stedet burde bruge deres tid på at indfri deres pligter som gode, hårdtarbejdende kommunister.

Det var den attitude, der betød, at information om moderne prævention var svært at få fingrene i – selvom muligheder som p-piller, kondomer og spiral var tilgængelige på det tidspunkt, var de meget svære at skaffe.

"Seksualundervisning var meget, meget sjælden i det sovjetiske system," fortæller Anna Temkina. Hun er professor i sociologi og medkoordinator for kønsstudier på St. Petersborg Universitet. "Måske var der enkelte skoler, der beskæftigede sig med de mest basale detaljer om de kvindelige forplantningsorganer, men intet om prævention eller seksuel nydelse."

Temkina bemærker også, at de eneste mennesker i samtiden, som havde viden om prævention, var dem, der havde adgang til udenlandske medier. De udenlandske aviser og blade blev gemt godt af vejen, og der var kun adgang til dem på de bedste universiteter. "Det er derfor, så mange kvinder foretrak 'traditionelle' former for prævention som at tælle dagene i deres cyklus eller 'at trække sig ud i tide'-metoden," siger hun. "De var ikke vant til, eller havde ikke fantasien til, at bruge nye former for prævention."

Selvom formel seksualundervisning var fraværende i Sovjetunionen, blev aborter betalt af staten. Men ifølge Temkina var der en god del stigma forbundet med at afbryde sin graviditet på et offentligt hospital. "Fra det øjeblik, en kvinde trådte ind på hospitalet for at få en abort, til det øjeblik, hun igen forlod stedet, blev hun behandlet som en kriminel og en skændsel for kvinder," siger hun. "Hun blev hovedsageligt vanæret for to ting: For at forfalde til seksuel nydelse og for ikke at ville gøre sin kvindelige pligt og blive mor."

Min bedstemor, bedstefar og mor

Min bedstemor er enig i den karakterisering. "For de fleste kvinder føltes det som at stå ved et transportbånd, når man skulle have en abort. På en hvilken som helst morgen ville ti kvinder stå i kø på hospitalet for at få en abort," fortæller hun. "Så hver gang jeg havde brug for en, gjorde jeg alt, hvad jeg kunne, for at komme i kontakt med en person indenfor det statslige hospitalsystem, som jeg kunne betale lidt ekstra for at få bedre behandling."

Ifølge min bedstemor fik man en mere human behandling end ved de traditionelle statssponsorerede aborter, hvis man betalte ekstra. Da jeg spørger hende, hvordan de læger, der udførte de statsstøttede aborter ved de statslige hospitaler, egentlig var, bliver hendes stemme skarp og vred. "De var ikke empatiske eller opmuntrende," siger hun. "De hånede én og sagde, at man skulle holde sin kæft og holde op med at græde. De mennesker var hjerteløse og følte intet overfor de kvinder, der skulle have en abort."

Denne mangel på empati var også tydelig i selve den medicinske behandling, kvinderne fik. Ifølge både min bedstemor og professor Temkina modtog kvinderne, som fik statssponsorerede aborter, ikke bedøvelse. "Hvis man fik en gratis abort, blev man kørt ind i et lille rum med gardiner rundt om, og den eneste bedøvelse var lidt is," fortæller min bedstemor. "Lægerne ville vente til, at det hele var følelsesløst, og så bare give los."

"Det er rædselsfuldt, at de ikke brugte bedøvelse," siger Temkina, selvom hun indrømmer, at hun ikke er sikker på, hvorfor det forekom. "Måske var det fordi, der ikke var tid eller mandskab til rådighed til at uddele bedøvelse på korrekt vis. Eller måske var der begrænset adgang til den slags bedøvelse, lægerne kunne få fat i. Eksempelvis foregik selv en tur til tandlægen i Sovjetunionen uden bedøvelse."

Man skulle tro, at hvis så mange kvinder fik aborter og hørte disse rædselshistorier, så ville de kæmpe en eller anden form for kamp for bedre rettigheder, men sådan var mentaliteten ikke på det tidspunkt. "Eftersom kvinder blev vanæret så meget af hospitalsystemet for deres aborter, var der ingen, der tænkte, at de kunne ophøje problemerne til en offentlig debat," forklarer Temkina. "Når nu aborter var så skamfulde, blev de ikke diskuteret i det offentlige rum."

"Når nu aborter var så skamfulde, blev de ikke diskuteret i det offentlige rum."

Udsat for så stærkt et stigma og i mangel af god behandling var der mange kvinder, der i stedet valgte at få en ulovlig procedure fra folk på gaden, fortæller min bedstemor. "Mange kvinder fandt mennesker, der gjorde det derhjemme, og det var frygteligt," husker hun. "Folk lod, som om de var professionelle, men de gjorde det kun for pengenes skyld. Nogle kvinder, som arbejdede på hospitalet som viceværter eller den slags, ville lyve og sige, at de var læger, og narre de gravide kvinder. Nogle kvinder døde af det. Den slags historier hørte vi tit, selv i Moskva."

En række forskellige årsager lå til grund for Sovjetunionens astronomiske abortrate; ifølge professor Temkina handlede det ikke kun om, at sex og seksualitet ikke blev diskuteret offentligt – der var også udpræget mangel på åben debat i hjemmet. "En meget stor katalysator for den høje abortrate er, at der slet ikke var nogen åben kommunikation mellem mænd og kvinder om sex," forklarer hun. "Det var ikke en del af kulturen at diskutere den slags, ikke engang mellem mand og kone. Hvis partnere kom til en eller anden form for enighed, var det usagt. Hvis du var sammen med en, som ikke var din faste partner, var selv en usagt aftale ikke en mulighed. Så selvfølgelig var der konsekvenser."

Min bedstemor er enig. "Det afhang alt sammen af din partner," siger hun. "Nogle mænd kunne ikke lide at bruge kondomer, og nogle var ligeglade med, om der gik hul i dem eller ej."

Gennem hele mit liv tror jeg kun, at jeg har set mine bedsteforældre kysse hinanden en enkelt gang. Jeg har altid set på deres ægteskab som udmattet kammerateri og ren vane, så det er ikke svært at forestille sig, at deres forhold var et billede på de kønsdynamikker professor Temkina beskriver.

"Din bedstefar kendte til mine graviditeter, men han hjalp ikke rigtig," siger min bedstemor. "Han kørte mig til hospitalet et par gange, men gik aldrig ind sammen med mig. Kulturelt var det ikke en mands ansvar at være involveret i den slags. Hvis man rent faktisk skulle have et barn, var det en anden historie: Så ville de være involveret."

Efterhånden som samtalen mellem min bedstemor og jeg lakker mod enden, bliver jeg mere og mere vred og trist på hendes vegne. Hun boede i et land, der havde valgt at vende det blinde øje til det faktum, at så mange kvinder valgte at få aborter – et sted, der nægtede at indrømme, at deres traditionelle forståelse af seksualitet og moderskab skabte tydelig skade på kvinder.

"Alle havde en meget rationel og praktisk attitude overfor abort," fortæller min bedstemor mig. "Man fandt aldrig rigtig ud af, hvordan det påvirkede kvinder." Sovjetunionen lagde alt seksuelt ansvar på kvindernes skuldre, og kvinderne kunne ikke se en udvej. I mine øjne har det helt sikkert forandret hende som menneske – men jeg tror stadig ikke, at det er gået op for min bedstemor eller andre kvinder i hendes generation.