En erfaren blaffer fortæller, hvordan du tomler om kap med DSB – og vinder

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

En erfaren blaffer fortæller, hvordan du tomler om kap med DSB – og vinder

Danmark det nemmeste land at blaffe i, siger manden, der har tomlet sig igennem flere europæiske lande. Tag med på Danmarksturné i et kapløb med toget.
1.8.16

Jeg mærker adrenalinen begynde at pumpe. Selvom jeg har stået i nødsporet med tomlen ude flere gange før, er det lige spændende hver gang. Holder den næste bil ind til siden med et pludseligt ryk i rattet, eller drøner chaufføren storgrinende videre ned ad rampen? Der kan nå at køre 300 biler forbi på et kvarter, og der er kun én af dem, der skal stoppe.

Mit armbåndsur siger, at klokken er 13.23. DSB's Intercitytog er allerede i Roskilde. Mit mål er at nå til Esbjerg før toget, og efter tidsplanen kører toget ind på Esbjerg station klokken 16.36. Det giver mig lidt over tre timer. Jeg løfter min udstrakte tommel højere op i luften, smiler og søger øjenkontakt med chaufførerne. To minutter efter tordner en sort BMW forbi mig - men så blinker den pludselig til højre og bremser op 20 meter længere nede ad nødsporet. Jeg griber min taske og løber mod bilen.

Annoncering

Københavns Hovedbanegård, 30 minutter før …

Jeg træder ind i S-toget: Linje A mod Solrød Strand. Det er toget, du skal med, hvis du vil blaffe fra København. I mit relativt korte liv har jeg blaffet på tværs af landet flere gange, end jeg kan huske. Flere ture rundt i Europa er det også blevet til: Tyskland, Frankrig, Italien, gennem Alperne via Schweiz - og jeg føler mig overbevist om, at Danmark er blaffernes paradis. Det skyldes, at blaffere i Danmark er begunstiget med et nødspor, der starter helt oppe ved tilkørslen til motorvejene. Det betyder, at bilerne har et sted, hvor de kan holde ind til siden, så de ikke blokerer for trafikken på rampen. Derfor er opskriften på at blaffe i Danmark simpel: Hold dig til motorvejene ved at køre fra tilkørsel til tilkørsel. Og tilkørslen ved Vallensbæk Station - som man kan komme til med linje A - er oplagt at starte ved, fordi den ligger i gåafstand fra stationen.

Jeg åbner den sorte BMW's sidedør. En mand i midten af 30'erne med solbriller på sidder i førersædet.

"Hvor skal du hen," spørger jeg med hovedet halvt inde i bilen.

"Til Aarhus," svarer han. Perfekt. Jeg kaster tasken ind på bagsædet og sætter mig på passagersædet. Giver ham hånden, mens jeg kigger ham i øjnene og præsenterer mig ved navn. Han hedder Martin og er sælger i et svensk medicinalfirma.

Jeg forklarer ham, at jeg er journalist, og at jeg er i gang med at undersøge, om en blaffer kan nå hurtigere på tværs af landet, fra København til Esbjerg, end et DSB-tog. Han griner af min mission, men synes det lyder fedt.

Annoncering

"Jeg tager ofte blaffere med, når der en sjælden gang imellem står en i vejkanten. Vi kører land og rige rundt og bruger en masse brændstof på det. Når jeg ser en blaffer, tænker jeg, at jeg jo har plads til ham. Og jeg har lyst til at hjælpe."

Der er en vis sandhed i det, Martin siger. De nyeste tal fra Storebæltsbroen viser, at der i gennemsnit er 2,1 passagerer i en bil, der kører over broen. Og i maj måned alene blev den krydset af over en million biler. Det er mere end 33.000 biler hver dag med i gennemsnit to passagerer i hver.

Mens vi kører igennem betalingsboden ved Storebæltsbroen fortæller Martin, at han kommer fra en fremvisning på Glostrup Sygehus. Og hvis salget går igennem, dækker det cirka 20 procent af hele årets salg, forklarer han.

"Så jeg håber, du kan forstå, at jeg er glad og tilfreds i dag", siger han og smiler.

Fyn, kl. 14.25

Noget af det første, som Martin siger, at han lagde mærke til, var, at jeg præsenterede mig ved navn og håndtryk.

"Det er en god start, synes jeg. Men jeg går også virkelig meget op i, at folk præsenterer sig ordentligt. Med et håndtryk og - endnu vigtigere - med et kig i øjnene på personen. Ved at stoppe op har jeg inviteret dig ind i min stue og ind i mit kontor. Du er inde i min privatsfære," siger han.

Vi kører forbi Odense. Hvis det havde været endestationen, kunne turen ikke være gået mere gnidningsfrit. Jeg ville have bedt Martin om at dreje af ved afkørslen, køre mig et par hundrede meter ned ad vejen til et busstoppested og tage bussen ind til byen. Eller forsøgt af blaffe det sidste stykke vej. I tre år har jeg boet i Odense og ofte blaffede jeg frem og tilbage mellem den fynske hovedstad og København. Det er den nemmeste strækning i landet. Der er ikke nogen storbyer imellem, så oftest kan man nøjes med et eller to lift.

Annoncering

Som blaffer skal man selvfølgelig også være indstillet på, at det ikke altid går lige nemt. Eksempelvis har jeg engang prøvet at blaffe fra München og hjem til Danmark, hvor jeg ved en fejl blev kørt med ind til centrum af Hamborg. Der brugte jeg næsten lige så lang tid på at komme ud af byen, som jeg havde brugt på at komme fra München til Hamborg. Når først du bevæger dig væk fra motorvejen - eller Das Autobahn – kører bilerne i alle retninger, og det kan være svært at få et lift tilbage på motorvejen. I den situation kan et skilt være en rigtig god idé. På det kan du skrive "Zu Autobahn Nord" for eksempel - eller i det her tilfælde: "Mod Esbjerg". Flankeret af en lille smilende fisk.

Hvis der er én befolkningsgruppe, som myldretiden er god for, så er det blafferne.''

BMW'en nærmer sig Jylland og et farvel til Martin. Men vi nærmer os også det eneste sted i landet, som til tider kan være en udfordring at komme igennem som blaffer: Trekantsområdet. Her skiller motorvejene sig i tre forskellige retninger: Nord mod Aarhus og Aalborg. Vest mod Esbjerg og Vesterhavet. Og syd mod Sønderjylland og Tyskland. Her skal du som blaffer have luget ud i de biler, som kører den forkerte vej, så du til sidst kun står tilbage med de biler, der skal i retning af din destination. Første udfordring, når man kommer fra Fyn, er, at motorvejen skiller sig i to: Den ene i retning mod nord, den anden mod syd/vest. Her benytter jeg mig ofte af et lille trick, der hedder 'Taulov-tricket'.

Nogle kilometer før motorvejen skiller sig forklarer jeg Martin, hvad Taulov-tricket går ud på: En kilometer efter motorvejen har skilt sig første gang, kommer der en afkørsel ved Taulov, hvis man tager motorvejen mod syd/vest. Hvis du spørger pænt, kan du ofte få din chauffør til at køre den kilometer ekstra, sætte dig af ved Taulov-tilkørslen, hvorefter chaufføren blot skal køre 500 meter op af vejen for at køre på motorvejen mod nord igen. På den måde står du nu ved en tilkørsel med god trafik, hvor alle bilerne udelukkende skal mod syd eller vest, og du har dermed fået luget ud i alle de biler, der skal mod nord.

Annoncering

Martin griner lidt af mig og siger, at han gerne kører den lille omvej på fem minutter, hvis det hjælper mig på min færd. Klokken 15.10 - en time og 45 minutter efter at Martin stoppede op ved Vallensbæk - står jeg i nødsporet ved Taulov-tilkørslen. Jeg kigger i min Rejseplanen-app. Toget er nu lige omkring Middelfart. Jeg fører kapløbet. Noget andet, der gør mine chancer for en sejr bedre: Vi nærmer os myldretiden, hvor folk får fri fra arbejde. Hvis der er én befolkningsgruppe, som myldretiden er god for, så er det blafferne. For myldretid betyder masser af biler.

Taulov, kl. 15.10

En god tommelfinger(!)regel: Når man står et sted, hvor bilerne er nede i fart, mens de svinger ind på motorvejsrampen, er det en god ide at søge en reaktion hos så mange chauffører som muligt. Du kan ikke bare stå og kigge ud i luften. Du bliver nødt til at søge øjenkontakten og prøve at signalere, at de får en fest, hvis de samler lige præcis dig op. Jo flere reaktioner du får ud af bilerne, desto større chance har du for, at der pludselig er en, der stopper.

Jeg har stået ved Taulov-tilkørslen i cirka fem minutter, da en lille Fiat svinger ind i nødsporet. Jeg løber hen til sidedøren og kan nærmest ikke se, hvem der sidder bag rattet for bare potter og planter på forsædet. En kvinde stiger ud af bilen.

"Lad mig lige smide hele den have der om på bagsædet," siger hun.

Sammen får vi bugseret blomsterne om på bagsædet sammen med min taske. Et minut efter drøner vi ud ad motorvejen. Kvinden hedder Jeanette. "Men det sidste 'e' er stumt, når det er fransk. Så det udtales bare Jeanet'," siger hun og skifter til højeste gear.

Annoncering

Jeanette er på vej hjem, hvilket er i en lille by i Sønderjylland. Dejligt for hende, men knap så godt for mig. Næste udfordring i Trekantsområdet er nemlig at komme på motorvejen mod Esbjerg. Hun skal mod syd. Jeg når derfor kun at køre med Jeanette i 15 minutter, før hun smider mig af ved en tilkørslen mod Esbjerg. Eller tilkørsel er måske så meget sagt. Det er nærmere et Y-formet motorvejskryds stik vest for Kolding Storcenter, hvor man skal krydse motorvejen mod Flensborg for at komme over til vejen mod Esbjerg.

Efter at have vinket farvel til Jeanette spurter jeg over den sydgående motorvej og stiller mig i nødsporet med retning mod Esbjerg. Her kører bilerne så hurtigt forbi, at det er svært at skabe en øjenkontakt med chaufførerne. Der går dog alligevel ikke mere end ti minutter, før en lille hvid Volkswagen Polo kører ind i sporet og stopper op omkring 30 meter længere nede. Manden på forsædet er i gang med at smide diverse affald om på bagsædet: Et par McDonald's-poser, nogle dåsecolaer og en masse ledninger.

"Du skulle vel aldrig til Esbjerg," spørger jeg.

"Ikke helt, jeg skal kun til Brørup. Det er cirka halvvejs mod Esbjerg. Men du er velkommen til at køre med," siger manden bag rattet. Jeg springer ind i bilen og smider tasken om på bagsædet.

"Er du elektriker?" spørger jeg, mens han gasser op og blinker tilbage på motorvejen.

"Ja. Jeg arbejder i nærheden af Kolding, men bor sammen med min familie ude ved Brørup. Jeg hedder René," siger han.

Annoncering

Instrumentbrættet fortæller mig, at klokken er 15.40. Som tingene kører lige nu, levner jeg ikke DSB mange chancer for at vinde vores lille kapløb. Jeg hiver telefonen frem og tjekker Rejseplanens app igen. Toget kører ind ved Kolding Station om to minutter og har stadig en lille time tilbage, før det ankommer til Esbjerg.

"Vil du ikke have en øl," spørger René og hiver en dåsebajer frem fra gemmerne. Jeg takker pænt ja og knapper op. For lidt over en time siden sad jeg sammen med Martin i hans BMW. Nu sidder jeg i en halvrusten Polo med en bajer i hånden og vinduet nede.

Folk spørger mig tit, om dem, jeg kører med, gider snakke med mig. Ja, det gør de, for ellers havde de ikke hugget bremserne i og drejet ind. Når du vælger at stille dig i nødsporet med tomlen strittende ud i luften, signalerer du, at du har brug for hjælp for at komme videre. Og når du signalerer det, møder du et fremmed menneske på en ydmyg måde.

Den lille hvide bil nærmer sig Brørup.

"Jeg regner stærkt med, at de har åbnet afkørslen ved Brørup igen. I morges var den lukket på grund af noget vejarbejde," siger René. Uf. Den var værre. En lukket af- og tilkørsel skal man i sagens natur helst undgå som blaffer. Der er ingen grund til at løbe den risiko.

"Kan du så ikke smide mig af ved afkørslen før den? Ved Vejen," spørger jeg.

Et par minutter efter drejer René af ved Vejen-afkørsel, kører over på den modsatte side og stopper op i nødsporet ved tilkørslen til motorvejen. Jeg har endnu ikke fået drukket hele min øl, og jeg tænker, at der nok ikke er den store chance for at få et lift, mens jeg står med en Tuborg i den ene hånd.

Annoncering

"Sender du mig ikke lige en snap, når du er nået til Esbjerg, så jeg kan se, om du kommer i mål," spørger René. Lidt efter har vi fundet hinanden på Snapchat. Jeg nærmest vælter ud af døren allerede en lille smule svimmel af den enkelte øl, smider min taske ud i græsset og takker Rene for tur og øl. Jeg kigger til venstre og ser en bil dreje ind på rampen. Jeg når kun lige at løfte tommelfingeren, før bilen drejer ind i nødsporet. Med øl og taske i hænderne løber jeg ned til bilen. Chaufføren har rullet vinduet ned.

"Skal du til Esbjerg," spørger han.

"Det er lige det, jeg skal."

"Spring ind."

Vejen, kl. 16.00

Lidt flov over min dåsebajer sætter jeg mig i passagersædet.

"Jeg troede ellers ikke, det kunne lade sig gøre at få et lift med en bajer i den ene hånd," siger jeg, mens bilen svinger ud på rampen igen.

Mandens blik finder min øl.

"Nå, den havde jeg faktisk ikke set," siger han og griner. "Men bare rolig, det har jeg ikke de store problemer med."

Vi giver hånd. Han præsenterer sig som Alexander og han fortæller, at han tit tager blaffere med.

"Jeg tænker altid, at der må være en grund til, at de står der. Det kan jo være, at de ikke har råd til andet, eller måske er bilen gået i stykker. 1 ud af 1000 gange kan det være, at det ender med, at man får stjålet sin bil af en blaffer, men man kan jo ikke tro noget dårligt om alle," siger han.

Det får mig til at tænke på mit svar, når folk spørger, om jeg aldrig er bange for at blaffe. Især når jeg bevæger mig uden for landets trygge grænser. Jeg har et par enkelte gange været nervøs. En af de mest ubehagelige episoder var i Italien, lidt nord for Milano, hvor jeg stod ved en tankstation og spurgte folk, om de skulle mod øst. Ingen havde lyst til at tage en blaffer med. Alle sagde, at der var meget kriminalitet i området, og at det var sindssygt at blaffe der. Efter nogle timer, da mørket var begyndt at falde på, fandt jeg en fornuftig italiensk professor, som jeg kørte med i flere timer. Eneste forbehold fra hans side var, at han ville have mit pas som depositum under turen. Så det lykkedes alligevel.

Annoncering

For mig er det at blaffe en ukrænkelig tro på det gode i mennesket i en tid, hvor man hurtigt kan få en fornemmelse af, at verden brænder. Det er en tro på, at 999 ud af 1000 mennesker ønsker at hjælpe dig. Og det synes jeg - i hvert fald indtil videre - at jeg har fået bekræftet på mine ture.

Til daglig arbejder Alexander som maskinsnedker i Vejen, fortæller han. Men han bor i Esbjerg. Jeg spørger, om Alexander nogensinde har blaffet.

Jeg opfatter jo mig selv som 100 procent dansk, men mit udseende sender et lidt andet signal. Men så er det jo heldigt, at jeg har min egen bil.

"Haha. Det er sgu ikke sikkert, at der er nogen, der tør tage mig op, når jeg har sort hår og er lidt mørk i huden," siger han. Han forklarer mig, at han er født og opvokset i Esbjerg, og at han har en dansk mor og en arabisk far. "Jeg tvivler meget på, at jeg ville have lige så stor succes som blaffer, som jeg kan høre, at du har," siger han.

Det får mig til at tænke på en af mine venner, der gennem tiden har blaffet meget i Norge. Her har han en rygsæk med, hvor han har syet et dansk flag på. Når han står i vejkanten, har han altid sin rygsæk stående ved benene, så flaget tydeligt kan ses. Når han bliver samlet op, spørger han ind til, om chaufføren bemærkede flaget. Langt oftest nikker de ja.

"Danmark er i manges ubevidsthed forbundet med noget trygt og godt. Noget man kan stole på. Jeg opfatter jo mig selv som 100 procent dansk, men mit udseende sender et lidt andet signal. Men så er det jo heldigt, at jeg har min egen bil," siger Alexander og griner. Vi nærmer os Esbjerg. Uret viser 16.15. Toget er et sted omkring Vejen lige nu. Jeg fører stadig kapløbet.

Annoncering

For tiden bor jeg i en kolonihave sammen med en god barndomsven. Kolonihaven ligger i en haveforening lidt uden for Esbjerg og ret tæt på en motorvejsafkørsel. Jeg spørger derfor Alexander, om det ville være muligt, at vi kunne køre af der, så jeg kunne blive smidt af ved indgangen til haveforeningen.

"Ingen problem," siger Alexander. Han skal alligevel bare ind til byen bagefter, så for ham betyder det ikke noget, om det er den ene eller den anden afkørsel.

Det havde et tog ind til stationen i Esbjerg ikke gjort for mig. Jeg skulle stadig have været med en bus ud til kolonihaven, hvilket ville have smidt en ekstra halv time oven i rejseregnskabet. Jeg ville derfor først være ankommet til kolonihaven omkring 17.15.

Kolonihaven 'Kongedybet', kl. 16.27

Alexander holder ved indgangen til min haveforening. Jeg har vundet kapløbet ud til kolonihaven med mere end tre kvarter. Jeg takker Alexander for at have kørt den ekstra kilometer for min skyld, smækker døren i og bevæger mig med min rejsetaske over skulderen mod kolonihaven. Mens Alexander kører væk, tager jeg et snap af bilen og sender det til Rene med teksten:

"Velankommet til Esbjerg og igen; Tak for turen".

Læs mere fra VICE:

Jeg prøvede at downloade MP3-filer fra de hjemmesider, jeg brugte som teenager

Ensomhed, hjemve og mørke tanker: Langturschauffører fortæller om det rå liv på landevejen

Det jeg lærte af at åbne 10 firmaer - og lukke dem igen