psykisk sygdom

Depression stjæler din sjæl, og bagefter tager den dine venner

Det er alt for nemt at miste kontakten til en ven, som konsekvent er besværlig, selvcentreret og isoleret. Især hvis han eller hun selv afbryder kontakten først.

af Not In Use
04 august 2017, 5:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Depression er en tyv. Den hugger din tid, dine tanker og dit selvværd. Men inden da tager den dine venner.

I modsætning til selvmord opererer depression konstant under overfladen. Et selvmord er et højt skrig, der resonnerer mellem mennesker, der ikke kender hinanden: Alle ved det, og alle mærker det. Men forfaldet ind i isolation inden selvmordet, ind i sygdommens tag, får sjældent den samme opmærksomhed. Vi vil gerne tale om mørket, men ikke om skumringen. Det betyder også, at det er svært for venner at interagere følelsesmæssigt med depressionen, især fordi den spænder over en meget lang periode.

For mig har kombinationen af at være bipolar, have borderline og have depression klemt en cyanid-kapsel ind mellem mine tænder, så alle forhold næsten med garanti vil ende med at blive forgiftede.

Og jeg forstår det godt. For mine venner og familie er det alt for nemt at miste kontakten til en som mig, der konsekvent er besværlig, selvcentreret, ubehagelig og altid står udenfor. Især hvis jeg selv afbryder kontakten først.

Jeg har tænkt på det tusind gange: En af mine bedste venner – en ustyrligt dygtig forfatter og et helt igennem godt menneske – begyndte langsomt at glide ind i sig selv. Han slettede alle sine venner på Facebook, han holdt op med at besvare opkald og sms'er, og så låste han sig inde på sit værelse som en eneboer. Vi vidste alle, hvad der foregik. Mine venner blev ved med at spørge: "Har du set X? Er X okay? Vi burde tage hen og besøge X."

Der var aldrig nogen af os, der besøgte X. Nu er det to år siden, og ingen af os har set ham eller talt med ham siden. Han er ikke død, men han er væk. Han sidder indespærret i sin hjernes egen iglo. At miste en ven på den måde, var ligesom at se et spøgelse gå gennem vægge – en forsvinden, som gjorde det umuligt at slappe af bagefter.

Sidste år gled jeg selv tilbage i et depressivt hul og begyndte at kopiere den samme opførsel. Jeg isolerede mig selv og brændte så mange broer, at jeg indenfor seks måneder havde mistet flere venner end en person, der i liberale kredse stolt blærer sig med at have stemt på Donald Trump.

En depressiv dvale er ikke en meningsfuld form for eksil, men i højere grad en uendelig langsom låsen af alle døre omkring dig. Når din hjerne er groggy, og hele din dag er en evig cyklus af stilstand og fortvivlede tanker, kan det være svært at finde energien til at tage til en vens koncert, drikke en kop kaffe eller svare på en sms. Min erfaring siger mig, at sygdommen er så god til at overbevise dig om, at du er et afskyeligt menneske, at du begynder at se dit fravær som en slags deform tjeneste, du gør dine venner.

Du lukker af for dig selv, fordi du frygter, at din indre jamren vil skabe dårlig stemning.

Illustration af Ashley Goodall.

Samtidig betyder frygten for at ødelægge andres dag, at du får dårlig samvittighed. Depressive mennesker går rundt med en tyk frakke af skyld. Du gør andre i dårligt humør. Depression er en malstrøm, der suger andre med sig i dybet. Dine nærmeste, som udstråler intet andet end livsmod, bekymring, empati og hjælpsomhed, bliver langsomt udtømt og slidt ned. Det er urimeligt svært at blive ved med at give så meget kærlighed og støtte til en person, der ikke er i stand til at give noget igen, og det ved vi godt.

Alt for mange gange har jeg mærket min tunge svulme op i forsøget på bare at sige tak.

Takken kan være ubehagelig og pinlig af utallige grunde. Det er svært at forklare din kæreste, at bare det, at hun er til stede og ser tegnfilm med dig, holder dig i live, for det gør en ellers harmløs eftermiddag til et øjeblik af enorm betydning. Det lægger også et pres på en person, som ikke har – og heller ikke bør have – evnen til at bære dig og kurere det, som ikke kan kureres.

Jeg er meget bange for, at min taknemmelighed, eller den tilsyneladende mangel på den, bare fører til en undskyldning, der aldrig stopper. Jeg har prøvet at undskylde for, hvem og hvad jeg er over for en person, der elskede mig, og det fører til en stabil erosion af den tillid, man viser hinanden, hvis den ene part er ude af stand til at forstå, hvorfor den anden kan eller vil elske dem.

I den mistro bliver sygdommen stærkere og ondere. Jeg har fortalt venner, at jeg fik kvalme af deres selskab, og jeg har fortalt mine forældre, at de har vanskabt min hjerne. Jeg har fortalt min kæreste, at hun har ladet mig stjæle et stykke af hendes liv, og at det er hendes egen skyld.

Depression suger identitet ud af kroppen på dig som mørk magi, og det, vi får at vide er en neurokemisk oplevelse, som mange af os går igennem, føles stædigt og unikt, og som noget, der kun kan være ens eget. Det kan du mærke så voldsomt, at du kan overbevise alle omkring dig om, at det er sandt. Lige pludselig kan alle se, at du er et håbløst tilfælde. Spild af tid.

De organisationer, der arbejder med psykisk sygdom, fortæller konstant historien om, at vi skal række ud – for at få hjælp og for at give hjælp. Selvom jeg er enig i, at det er det bedste, man kan gøre, så er de færreste i stand til det, og den dårlige samvittighed, der sniger sig op til overfladen, når man ikke formår at gøre det, man burde, er ekstremt destruktivt i sig selv.

Det følte jeg i hele kroppen, da jeg ikke var i stand til at støtte min ven, og jeg kan mærke det nu, hvor jeg ikke selv er i stand til at bede om hjælp.

Jeg siger alt det her, fordi det er begrænset, hvor meget tålmodighed de fleste har med psykisk sygdom, og 9 ud af 10 tror, at du bare ligger og ser 13 timers Frasier hver dag, fordi du er doven.

Den foruroligende virkelighed er, at depression alene ikke kan få en person til at forsvinde. Venner er med til at gøre forsvindingsnummeret til virkelighed. Og den ubehagelige sandhed er samtidig grunden til, at vi ikke tager samtalen. Og så fordi vi alle har en begrænset mængde empati.

Jeg tror, det er nødvendigt, at vi anerkender, at hverken den syge eller de pårørende er skyldige, hvis vi skal finde en form for fred. Kun gennem den erkendelse kan vi se depressionen som den aggressive tyv, den er, og holde vanviddet og lidelsen i vores liv på afstand.