død

Vi dissekerede en hjerne i et forsøg på at forstå, hvad der sker, når man dør

Hvad sker der i de sidste 30 sekunder, før man dør? Lad os finde ud af det!

af Julian Morgans
24 marts 2017, 9:26am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien/NZ

Det er som regel, lige før solen står op, at jeg tænker på døden. Den der mystiske gråzone klokken fire om morgenen, når jeg vågner og skælver lidt ved tanken om, hvordan det mon bliver at dø. Jeg forestiller mig, at det måske føles lidt ligesom at kaste op. Måske får jeg det lidt dårligt i et stykke tid, og så får jeg det virkelig dårligt, og så kommer der 30 sekunder, hvor jeg bliver ramt af en følelse af, Okay, nu sker det. Og så vil mørket fare ind og omslutte mig, alt vil blive stille, jeg vil gispe og tænke, nårh. Og så...jeg kan ikke forestille mig noget efter det.

Det er det mysterie, jeg hader. Det, at der ikke er nogen, der aner, hvad der sker, efter vi dør. Det faktum, at størstedelen af vores trøstesvar, kommer fra religion og reklamer for livsforsikring. Koblet med det faktum at jeg på et eller andet tidspunkt skal spænde mig fast og tage en tur på den her mærkelige, ukendte forlystelse og bare følge med, til endestationen, også selvom endestationen er intetheden. Det hader jeg, og derfor besluttede jeg mig for at finde ud af, hvad vi faktisk ved, hvis vi overhovedet ved noget. 

Derfor mødtes jeg med en neurolog ved navn Cameron Shaw. Sammen dissekerede vi en menneskehjerne og gennemgik, hvad der sker i de sidste sekunder, før man dør. Så bad jeg ham om at vise mig bevidsthedens sidste tilholdssted – det sidste knudepunkt, der lukker ned, før lyset permanent går ud.

Det her er Cameron Shaw. Han står over liget af en kvinde, der forærede sin krop til Deakin University, så medicinstuderende kan øve sig på en ægte menneskekrop. Det virker logisk at indlede en samtale om døden ved at se på et dødt menneske, så en båre bliver kørt ind, en pose bliver lynet ned, og pludselig står vi og kigger på en afdød gammel dame. Cameron fjerner køkkenrullen fra hendes ansigt. Hendes mund står på vidt gab. Hun har lange øjenvipper. Hendes hænder minder mig om min bedstemors.

Det er en mærkelig følelse, men måske ikke direkte ubehageligt. Der er et eller andet pocheret kylling-agtigt over den måde, hendes hud er blevet balsameret på, der gør det hele lidt mindre mærkeligt. Selvom øjenvipperne gør mig lidt utilpas. Der er bare et eller andet ved hendes øjenvipper, der siger, Jeg var flot, engang. Igen er det noget, der understreger, hvor allestedsnærværende døden er. En eller anden dag ender vi alle sammen med at se nogenlunde sådan her ud.

Det kom frem sent i 2000'erne, at formaldehyd er kræftfremkaldende, og derfor bruger moderne uddannelsessteder nu etanolopløsninger som konserveringsmiddel i stedet. Mens Cameron piller låget af en spand etanol fyldt med menneskehjerner, gør han rede for den videnskabelige definition af at dø. "Kort sagt er det et katastrofisk mangel på blodtilførsel til hjernen," siger han og fisker et cremefarvet eksemplar ud af spanden. "Vi ved, at kikkertsyn opstår, når blodtilførslen til hjernen bliver afbrudt. Så det første, du kan mærke, når du besvimer, er, at dit syn snævrer sig sammen, før det fuldstændig sortner for dine øjne." Ifølge Cameron minder døden meget om at besvime, fordi de begge er forårsaget af manglen på iltet blod – medmindre man selvfølgelig dør i et eller andet voldsomt uheld. 

LÆS MERE VICE: En ung bedemand fortæller om livet med kister i kælderen og døden som embede

Hans beskrivelse af kikkertsyn lød en smule som lyset for enden af tunnellen, så jeg spurgte ind til hans holdning. "Altså, jeg er skeptiker," siger han. "Jeg tror, at ud af kroppen-oplevelser er blevet aflivet som en myte, simpelthen fordi vores syns- og hukommelsesmekanismer ikke er funktionsdygtige." Kort sagt, forklarer han, er der større sandsynlighed for, at det er noget, man oplever, før man mister bevidstheden, og ikke noget, der sker imens.

Jeg havde allerede en anelse om, at Cameron ville sige, som han gjorde, fordi jeg havde læst på lektien for nogle uger tilbage og sendt ham det, der stadig er den mest kendte videnskabelige undersøgelse af nærdødsoplevelser. Undersøgelsen, der blev udført af Sam Parnia fra Southampton University i 2014, tog udgangspunkt i over 2000 mennesker, der havde fået hjertestop på 15 hospitaler i Østrig, USA og Storbritannien. Af de 2000 havde næsten 40 procent oplevet en eller anden form for "bevidsthed", mens de var erklærede døde. Men trods resultaterne indrømmede Parnia senere, at "der er nok tale om en illusion...men hvis jeg kendte alle svarene, så ville jeg nok ikke have brugt 12 år af mit liv og sat mit ry som videnskabsmand på højkant for at prøve på at lære mere om det her."  

Cameron vidste godt, at han ikke kunne opstille en endegyldig teori ud fra resultaterne, men indrømmede, at omdømme er en af hovedårsagerne til, at neuroforskere bruger så få ressourcer på nærdødsoplevelser. "Jeg har aldrig mødt nogen til en medicinsk konference, der har lyst til at tale om de her oplevelser," siger han. "Men meget af det, tror jeg, handler om måden, den medicinale branche er indrettet på. Det er vores arbejde at forlænge livet, så hvis man snakker om døden, er det egentlig det samme som at snakke om vores begrænsninger."

Efter det skærer Cameron en hjerne midtover med en skalpel. Han forklarer, at levende hjernevæv generelt er blødere – "ligesom syltetøj" – men at konserveringsvæsken som regel får den til at størkne til en konsistens nærmere et syltet æg. "Den er så blød, at bare et sammenstød med indersiden af dit kranie kan forårsage hjerneskade. Eller få din hjerne til at hæve så katastrofisk meget, at den knuser sig selv inden i kraniet."

Efter de to halvdele af hjernen har slimet sig fra hinanden, gennemgår Cameron de forskellige dele af den med mig (som vi har photoshoppet for at gøre dem nemmere at identificere). Kort sagt har menneskehjernen udviklet sig på samme måde, som man ville lave tilbygninger til et hus. Teorien går på, at den mest primitive kerne kom først, for millioner af år siden, hos en eller andet pattedyrisk forfader og ikke har ændret sig så meget siden. Det er den basale seneknude, som er farvet lyserød på billedet for oven, der regulerer både frivillige og ufrivillige bevægelser, såvel som de primitive drifter (sult, sexlyst og så videre). Funktionerne bliver mere "menneskelige" jo længere ud, man går, hvilket bringer os videre til hippocampus og den temporale hjernelap, der er farvet blå og er associeret med indlæring og hukommelse.

Til sidst finder vi det gule, yderste hjernelag, som er det seneste trin i vores udvikling og på mange måder er kronen på værket. Det er hjernebarken, der består af fire lapper og regulerer alt fra sociale adfærd til vores fornemmelse af, hvad der er rigtigt og forkert, og – den mest menneskelige af alle vores egenskaber – vores evne til at gennemskue og planlægge fremtiden. Det er den her del af min hjerne, der klokken fire om morgenen gør mig i stand til at dvæle ved tanken om, hvordan det mon vil føles at dø en dag.

Jeg beder Cameron om at gennemgå dødsøjeblikket med mig. "Lad os antage, at der bliver lukket for blodtilførslen," begynder jeg. "Hvad sker der så i de 30 efterfølgende sekunder?" Cameron forklarer, at det som regel er den øverste del af hjernen, der dør først, fordi hjernens blodtilførsel kommer nedefra, hvilket betyder, at vi mister vores mest menneskelige egenskaber først. Vores selvopfattelse, vores humoristiske sans, vores evne til at tænke fremad – alle de ting ryger i løbet af de første 10 til 20 sekunder. Derefter kortslutter vores hukommelses- og sprogcentrer i takt med, at de blodhungrende hjerneceller spreder sig, indtil kernen er det eneste, der er tilbage. Cameron beskriver, hvordan folk, der kun har kernen tilbage, ligger i en vegetativ tilstand. "Praktisk talt kunne man sagtens sige, at de var døde, fordi de har ikke nogen bevidsthed eller fornemmelse for deres omgivelser. Men hvis de her basale strukturer stadig er i behold, vil de stadig trække vejret og have en puls."

Jeg vil have Cameron til at fortælle mig, at min sjæl vil holde skansen, selv når mørket trænger sig på. Men nope. Som han beskriver det, er det sjælen – eller måske alle de egenskaber, vi forbinder med en sjæl – der ryger først og efterlader os ude af stand til at gøre andet end at ånde og skide, indtil det hele er forbi. Det er måske ikke så overraskende, men det var ikke det, jeg havde håbet på at høre.

Jeg fortæller Cameron, at jeg er skuffet, og at jeg havde håbet på, at videnskaben havde haft mere at byde på, hvilket får Cameron til at indrømme, at han tror på højere magter. "Jeg tror altid, at jeg vil have min videnskabelige måde at tænke på, men jeg vil også altid have min tro, så jeg må bare have dem parallelt," siger han. Det får mig til at indse, at han i virkeligheden frygter de samme ting som mig: Tilværelsens uerkendelighed og det overhængende pres, som døden lægger på vores eksistens. Jeg var gået til Cameron for at finde svar, men han var gået til en præst. Det fortæller jeg ham, hvorefter han reflekterer over det i et øjeblik.

"Et eller andet sted har jeg altid bare erkendt, at jeg har brug for min tro, og at livet ville være svært at komme igennem uden den," siger han langsomt. "Det er en stor trøst, når man ser – som jeg gør – folk, der ikke har det godt, og befinder sig i tragiske og forfærdelige situationer, som de hverken har bedt om eller fortjent. Og videnskaben har ikke nogle svar på de her tilfældige hændelser, så min tro har hjulpet mig med at pålægge en verden, der er styret af tilfældigheder, noget betydning."

Senere, efter vi har sagt farvel og jeg sidder i bilen på vej tilbage til byen, tænker jeg, at jeg på ingen måde er den religiøse type, men det er der noget fortrøstningsfuldt i, at Cameron er. Det, koblet med det faktum, at vi alle sammen, overalt på planeten, går rundt med de her smukke, masseproducerede hjerner, der alle sammen frygter døden og det ukendte. Betryggende nok virker det famøse udsagn om, at "vi alle dør alene" pludseligt lidt længere fra virkeligheden.