"Min generation af kvinder kæmper ikke sammen om noget. Vi kæmper bare med os selv"

FYI.

This story is over 5 years old.

Fotografi

"Min generation af kvinder kæmper ikke sammen om noget. Vi kæmper bare med os selv"

I anledning af Kvindernes internationale kampdag viser den prisbelønnede fotojournalist Marie Hald os et udvalg af sine stærkeste billeder af kvinder og fortæller historierne bag.

Den danske fotojournalist Marie Hald fotograferer kvinder, som kun få kan det. Hvad enten det er emner som anoreksi, prostitution eller transkønnethed, så formår den 29-årige prisbelønnede fotograf gang på gang at komme tæt på de kvinder, vi alle sammen taler om – men hvis historier og kampe alt for sjældent bliver set og hørt.

"Jeg har aldrig set mig selv som en kvindefotograf. Altså, jeg er kvinde, og jeg er fotograf. Men for kort tid siden bemærkede en kurator på min nyeste udstilling om unge piger med anoreksi, at jeg jo altid beskæftigede mig med emner og historier med kvinder i hovedrollen. Det har ikke været et bevidst valg, men måske er de historier mig bare nære, fordi jeg kan relatere til historierne på en speciel måde," siger hun.

Annoncering

"Mine fotografier tager altid udgangspunkt i noget, der har mit hjerte nær. Det kan være problematikker, der berører mig, forarger mig eller skræmmer mig. Men en ting, jeg har fundet ud af er, at jeg fotograferer kvinder, som vil fortælle deres historie for at gøre en forskel. De vil enten stoppe en stigmatisering, sætte lys på et emne eller prøve at ændre noget."

Marie Hald har her udvalgt en række af sine billeder af kvinder og fortæller, hvorfor netop de historier var værd at fortælle, og hvordan det var at fotografere dem.

Bonnie

Bonnie er en 39-årig dansk mor til tre, som arbejder som prostitueret. Jeg begyndte at fotografere Bonnie på det sidste semester af min uddannelse på Journalisthøjskolen. Hun havde en drøm om at fortælle sin historie; vise folk, at hun var mere end "bare en luder". Hun er et menneske og frem for alt en mor, der vil gøre alt for sine børn.

Det var en turbulent tid af mit liv, og jeg brugte to år på projektet. Gode historier tager tid. Jeg blev en slags del af familien og sov der ofte og tog med på arbejde dagen efter. Billedet her tog jeg, da jeg havde kendt Bonnie i over et år. Vi var begge blevet så vant til, at jeg var der, og så havde jeg pludselig mod til at gå helt helt tæt på. Jeg tror endda, jeg rørte ved mandens fod. Folk spørger mig tit, hvorfor folk dog giver mig lov til at tage de her billeder. Jeg er kommet frem til, at de stoler på mig, og det er jeg virkelig glad for.

Annoncering

Bonnie gør rent mellem besøg af kunderne. Der kom ofte virkelig mange mænd i løbet af en dag, og det var hårdt at være vidne til. Jeg hjalp lidt til og åbnede døre og gav sodavand og øl. Huset var altid rent. Og der duftede af Bamseline og tørretumbler.

Perfekte piger

Vi stræber sådan efter den. Perfektheden. Pigerne i min omgangskreds, mig selv og mine veninder. Mange siger til mig, at det bare er sådan, det er at være i tyverne: Man flakker rundt og prøver at finde sin rigtige sti. Men jeg synes, der sker noget, når jeg kigger mig omkring. Flere og flere af mine veninder bryder sammen. De dropper ud af deres studie, begynder på antidepressiv medicin og må få psykologhjælp. Det er stress over fremtiden, der fylder. Forventningen om at tage de helt rigtige valg.

Min generation af kvinder kæmper ikke sammen om noget. Vi kæmper bare med os selv. Forventningerne til os er voldsomme, og vi føler et enormt pres; om at være rigtige, blive til noget specielt. Skille os ud og præstere. Man må ikke falde i et med mængden.

Vi lever i en tid, hvor vi lærer, at vi skal have X-Faktor. Og kan man blive berømt er det helt i top. Vi skal være slanke, kloge, se godt ud, være gode kærester og leve et godt socialt liv. Men hvad sker, der når presset bliver for meget? Jeg har fotograferet og snakket med mine veninder og andre piger i min generation.

Therese, 24
Vi lever i en tid, hvor man skal vise, hvad man kan hele tiden. Man bliver meget bedømt på de ting, man gør – og ikke så meget på, hvem man er. Det er en meget resultatorienteret kultur. Derfor vejer man også sig selv på de resultater, man opnår. I virkeligheden vil jeg helst bare være lykkelig.

Annoncering

Det der med, at du skal gøre, hvad du har lyst til – det er så nemt at sige. Det er nemt at fortælle perfektioniske piger, at de ikke behøver at være perfekte hele tiden. Det er som at sige til en anorektiker: Du skal bare spise noget mere. Det er en slags tvangstanker, jo. Jeg kan ikke mærke, hvad der gør mig glad, og hvad jeg har lyst til. Det synes jeg er virkeligt skræmmende.

Nogle dag er alt sort og uoverskueligt. Livet virker ofte ligegyldigt og meningsløst. Det meste af tiden går jeg bare og er sådan lidt tom. Jeg er ikke rigtig til stede der hvor jeg er. Det hele er for overvældende.

Anna Kathrine, 21 
Før jeg startede Body Fitness, var jeg slet ikke glad for min krop. Jeg har haft virkelig lavt selvværd, siden jeg var teenager, fordi jeg ikke kunne lide min krop. Mange af mine veninder havde den der typiske tynde, flotte krop, og de klagede altid over at være tykke. "Hvis I er tykke, hvad er jeg så?" tænkte jeg. Det hele har ændret sig, efter jeg er begyndt at tage styring over min krop.

Pigerne fra Malawa

Kroppe og unge kvinder er et tema, jeg har meget på hjerte omkring. Jeg forestiller mig, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis jeg var teenager og skulle vokse op i den her tid fyldt med falskhed over alt og prøve at leve op til det.

Derfor tog jeg forrige sommer til et opholdssted for unge med anoreksi i Polen for at bo og dokumentere sygdommen. Én ud af fem unge på verdensplan lider af en spiseforstyrrelse, og jeg synes, det er så vigtigt, at vi sætter mere fokus på det. Vi kvinder er opdraget til at hade vores krop, og der er så mange ting, vi kan købe og gøre for altid at gøre den bedre og i særdeleshed tyndere.

Annoncering

Kaia (19) og Karolina (18) er blevet bedste veninder i løbet af deres ophold på behandlingshjemmet "Tree of Life" i det sydlige Polen. De har haft anoreksi i henholdsvis to og tre år og har begge været indlagt på hospitalet, inden de prøvede den private institution.

Dagen er delt op i skemaer med fem faste måltider og terapi-sessions. Pigerne deler en e-cigaret, inden det er sengetid klokken 22. Det er blevet fast rutine.

Agatha (17) kigger ud af vinduet i det lille hus, hvor der bor 16 piger. Folk siger ofte til mig, når de ser serien: 'Wow, hun ligner jo en fotomodel'. Jeg har fotograferet serien i en æstetisk stil, der leger lidt med ens tanker. Hvis man først kigger og ser en smuk pige og derefter opdager, at, hov, hun er jo syg – da synes jeg, vi er ude i noget interessant. Tænk, at piger med alvorlige/dødelige spiesforstyrrelser ligner vores idé om skønhed.

Efter hvert måltid skulle pigerne sidde ved bordet i en time, inden de måtte gå. Det var for at forebygge, at nogen kastede op på toiletterne, og skulle man må WC, måtte man gøre det med åben dør og tælle til 10, så pædagogerne kunne høre, at man ikke kastede op.

Efter morgenmaden sidder Agatha (17) på græsset udenfor. Hun rokker frem og tilbage, mens hun kæmper med stemmerne, der fortæller hende, hvor forfærdeligt det er, at hun har spist. Mange af pigerne beskriver anoreksien som en stemme, der lever inden i dem. De kalder den for Ana.

Annoncering

Transpersoner i Pakistan

I december sidste år rejste jeg på en opgave i Pakistan. Jeg skulle blandt andet fotografere det transkønnede miljø, som er under stor udvikling. I 2016 indførte den pakistanske regering en lov, der blandt andet tillader transkønnede at have et id, der definere et tredje køn og sikrer dem stemmeret, men i praksis er der lang vej til accept blandt landets konservative, og de transkønnede bliver dagligt udsat for chikane, vold og drab.

27-årige Jannat Ali er en af de mest aktive i 'Khwaja Sira', som er en stor organisation i byen Lahore. Organisationen er overvåget af sikkerhedsfolk, da Janat en tirsdag er på vej ud og danse til et musikshow.

Noget, jeg fandt virkelig specielt i landet, var, at selvom transkønnede var stigmatiserede, ser pakistanerne dem også som en slags hellig figur. Der har i århundreder været tradition for at hyre transkønnede til at danse til for eksempel bryllupper, barnedåb eller andre fester, hvor de skal bringe held og lykke til folket. Nedenfor er det skuespilleren Lucky, der er på vej til at opføre et stort teaterstykke om transkønnethed.