Jeg isolerede mig i en hytte i 48 timer og fandt for første gang i mit liv ud af, hvad det vil sige at være alene
offline

Jeg isolerede mig i en hytte i 48 timer og fandt for første gang i mit liv ud af, hvad det vil sige at være alene

Hvornår har du sidst prøvet at være alene? Altså, sådan rigtigt?
14.3.17

Klokken er præcis 12.28, da jeg slukker min telefon. Foran mig står et lille, sort træhus. Det ser tomt og vinterforladt ud.

Jeg går ind gennem den rustne havelåge, videre ind gennem haven og den tilmossede flisegang og op til døren, som via et vindue giver et blik ind i huset: Der er et tekøkken, en sovesofa i hjørnet og et spisebord. Et par bøger og magasiner i en reol og lidt legetøj, der ligger spredt ud på gulvet. Mest af alt er der ro. Mit hjem de næste 48 timer.

Annoncering

Hvornår har du sidst prøvet at være alene? Altså, sådan rigtigt? Det er formentlig svært at svare på: Selv når vi vælger at tage en såkaldt alene-dag – hvor vi dropper baren, caféen, vennerne, byturen og biografen og i stedet bliver hjemme – er vi alligevel aldrig rigtig alene. Der er mails, beskeder og telefonen, der ringer. Notifikationer fra Facebook, Snapchat, Instagram og distraktioner og digital støj i ét væk.

For nylig læste jeg en artikel om konsekvenserne af, at vi hele tiden er koblet op: Her sagde en psykoterapeut, at de sociale medier har gjort det meget svært for os at være alene og fordybe os. I en anden artikel mente en sociolog, at de har ødelagt vores evne til dybe samtaler og til at være i nuet. Og det stopper ikke her: Forrige år viste en undersøgelse, at de sociale medier på få år har gjort vores koncentrationsevne dårligere end en guldfisks, mange af os føler os mindre nærværende, og i en nylig rundspørge svarede hver tredje, at de får det decideret dårligt, hvis deres telefon ikke er i nærheden.

Jeg er på vej ud for at hente vand til morgenmaden, da jeg ser den liggende på ryggen henne ved døren. Helt død og forstenet. Fluen. Mit eneste selskab.

I 2015 tilbragte en britisk journalist en uge i en forladt hytte i det skotske højland for at prøve at være alene. Han havde spurgt sig selv, hvornår det sidst var sket i en verden, hvor internet og smartphones gør, at vi aldrig nogensinde behøver at være for os selv – uanset, hvor vi er, eller hvad vi laver.

»Det svar, jeg kom frem til, var bekymrende,« skrev han i artiklen.

Annoncering

»Aldrig.«

Da jeg træder indenfor, føles hytten iskold. Det må være længe siden, at nogen har været her. Jeg pakker min dyne og min pude ud på sofaen, placerer mine nyindkøbte madvarer i køleskabet og skynder mig at tænde for den lille el-radiator, der skal varme det hele op. Jeg ser på de ting, jeg har medbragt: Et par bøger, en notesbog, en A4-blok og en kuglepen. Der er også et kortspil, hvis jeg virkelig keder mig. Det lægger jeg hen på bordet ved siden af de farvetuscher, som ligger der i forvejen.

Alle billeder af skribenten.

Jeg kigger rundt og konstaterer, at mit eneste selskab i hytten er en flue, der trisser hvileløst rundt i den ene vindueskarm. Den ser tyk og doven ud. Jeg overvejer et øjeblik, hvor længe den har været her. Om den mon også har valgt at tage en pause fra alt ræset? Mens jeg venter på, at radiatoren får varmet hytten op, pakker jeg mig under dynen og finder den første bog frem. "Planen" af Morten Pape. Jeg tænker, at det faktisk ikke er så slemt endda.

Jeg ved ikke helt, om jeg køber alle dommedagsprofetierne: Eksperter, der mener, at sociale medier ødelægger en hel generation og gør os til asociale og like-hungrende mennesker.

Omvendt har de jo nok en pointe: Jeg mærker selv følelsen af rastløshed, når jeg ikke har tjekket min telefon i noget tid, og tanken om ikke lige at sende en Snap eller lave en Instagram-opdatering, når jeg ser et godt motiv, ligger mig efterhånden fjernt.

De første par timer går let. Jeg laver frokost, læser lidt, kigger ud af vinduet. Jeg går ud for at ryge mig en smøg og ser op mod de mørke skyer, der truer med snart at briste. Kl. 17.30 går jeg i gang med at lave aftensmad – pasta med kødsovs – og bruger lang tid på at se vandet koge. Mens jeg spiser, noterer jeg i min notesbog:

Annoncering

»Kl. 18.23: Alt er ok.«

Dag 1. Status: Første engangskamera-selfie. Alt er godt. Måske har de der silent retreat-typer faktisk fat i noget.

Jeg ved ikke helt, hvem jeg skriver det til.

Jeg går også lidt rundt i kvarteret. Et tilbagetrukket kolonihaveområde, der ligger helt øde hen. Jeg tager billeder med mit engangskamera. Går om bag hytten, hvor toiletskuret og vandbrønden står. Overvejer lidt, hvor koldt det må være at tage et bad under den udendørs bruser på den her tid af året. Beslutter mig for, at det skal jeg ikke. Går ind igen og læser videre.

Kl. 21.27 har jeg ikke mere at lave. Jeg beslutter mig for at slå sovesofaen ud og rede sengen op. Jeg tager mig god tid, mens jeg børster tænder og bladrer lidt rundt i et magasin. En times tid senere lægger jeg mig til at sove.

Der sker noget underligt, når man pludselig afsondrer sig fra virkeligheden. I begyndelsen føles det befriende; nærmest som en pjækkedag fra skolen, hvor man bruger hele dagen hjemme i nattøj og ser tegnefilm i fjernsynet. På samme tid forbudt og lidt spændende. En form for tilranet tid. Men så sker der noget andet. Efterhånden kommer ubehaget snigende. Følelsen af at være udenfor, at der er en hel verden, der kører, som man ikke selv er en del af. FOMO eller noget. Det går op for mig, at jeg ikke kan huske, hvornår jeg sidst har tilbragt så lang tid i mit eget selskab. Og om jeg overhovedet kan finde ud af det.

Det er på andendagen, at det sker. Jeg er helt uforberedt. Det er et par timer efter, at jeg er vågnet op efter en nats søvn – en forfærdelig én af slagsen, hvor el-radiatoren begyndte at klikke, og hvor jeg blev grebet af en irrationel frygt for, at den pludselig ville kortslutte og brænde hele hytten ned – at jeg opdager den. De første par timer har jeg brugt på at rydde op efter gårsdagens aftensmad og finde ud af, hvad jeg vil bruge dagen på. Jeg er på vej ud for at hente vand til morgenmaden, da jeg ser den liggende på ryggen henne ved døren. Helt død og forstenet. Fluen. Mit eneste selskab.

Dag 2. Status: Et dødsfald udløser en ubehagelig følelse.

Allerede fra morgenen har jeg haft en fornemmelse af, at det vil blive en lang dag. Jeg har meget få ting, jeg skal nå: Spise morgenmad, frokost, aftensmad. Tage opvasken og sørge for, at hytten er varm nok. Min eneste fornemmelse af tiden er mit armbåndsur, som ligger og tikker for sig selv henne på bordet. Ved siden af ligger min slukkede mobiltelefon.

Som timerne går, går ting op for mig: Det er efterhånden 24 timer siden, at jeg har hørt min egen stemme. Eller nogen stemme i det hele taget. Al snak er foregået i mit eget hoved. Gad vide, om et stemmebånd kan sætte sig fast, hvis man overhovedet ikke bruger det?

Annoncering

Det går også op for mig, hvor meget stilheden larmer. Normalt plejer jeg at drukne den slags med musik eller podcasts. Jeg begynder at notere lyde ned, jeg kan genkende: Køleskabet, der brummer cirka hvert tredje kvarter i omkring 11 minutter ad gangen. El-radiatoren, der klikker frem og tilbage omtrent hvert andet minut. Grenene og blomsterne, der hyler, hver gang vinden rusker i dem, og som slår mod ruden. Der er en form for taktfast monotoni i det hele.

Klokken er 11.37, da jeg sætter mig hen til spisebordet. Jeg tænker, at jeg må prøve at fordybe mig. Det må være det, der er formålet med den her tur. Jeg finder min A4-blok frem og begynder at skrive et par sætninger:

»Er fremtiden positiv?«

»Hvad sker der egentlig for Linse Kessler?«

Jeg krøller papiret sammen og smider det ud. Det er for dumt. Jeg venter på, at der dukker noget bedre op, men jeg kan ikke koncentrere mig. Jeg tegner et par tændstikfigurer, der jagter hinanden med økser. Så giver jeg op og lægger mig hen i sofaen for at læse videre.

Kl. 15.08 kommer krisen. Jeg har følt den liste op på mig i noget tid, men jeg har slået den hen. For at slå tiden ihjel, har jeg kastet mig over alle de aktiviteter, jeg kunne komme i tanker om: Jeg har lagt en kabale (indtil jeg opdagede, at hjerter 3 og klør dame manglede). Jeg prøvede at bygge et korthus men måtte give op, da det hele tiden faldt sammen. Jeg besluttede mig for at måle hytten op med de redskaber, jeg kunne finde (den måler 45 farvetuscher i længden og 32 i bredden). Udenfor regner det, og jeg har ikke nogen regnjakke med. Der er 20 timer og 52 minutter tilbage. For første gang føler jeg mig helt alene.

Engang snakkede jeg med en klog mand om, at det ikke kun er vores evne til nærvær og fordybelse, der er i fare for at ryge med de sociale medier. Det er også vores evne til at kede os.

Annoncering

»Kedsomhed er blevet vores tids sociale tabu. Vi prøver på alle mulige måder at undgå at kede os,« sagde forskeren, der hedder Einar Baldvin Baldursson og er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet.

»Men hvis vi ikke engang i mellem giver os selv lov til at kede os, når vi simpelthen ikke at fordøje den viden, vi får ind i løbet af dagen. Så når vi ikke at gennemtænke de beslutninger og valg, vi træffer.«

Jeg begyndte at reflektere over ting, jeg ellers ikke ville reflektere over: Mit arbejde. Familie og venner. Mennesker, der betyder noget for mig.

Senere på aftenen bliver det lidt bedre. Vejret klarer op, og jeg har fundet mig til rette i sofaen. Så snart mørket falder på, går jeg udenfor og kigger op på stjernehimlen. Himlen er helt klar; jeg kan se både Karlsvognen og Cassiopeia.

Jeg har affundet mig med tanken om, at jeg ikke kan tjekke min telefon. At jeg ikke lige kan se, om der er kommet en mail eller en Facebook-besked. Eller om der er et sjovt billede på Instagram, som jeg bør like. Ikke at det bliver lettere af den grund. Men i det mindste er der ikke så lang tid tilbage.

Dagen efter er jeg lidt groggy, da jeg vågner. Jeg brugte det meste af aftenen forinden på at læse mine bøger færdige (først Planen af Morten Pape og bagefter Fear and Loathing in Las Vegas), og bagefter lå jeg i lang tid og kiggede op i loftet. Jeg begyndte at reflektere over ting, jeg ellers ikke ville reflektere over: Mit arbejde. Familie og venner. Mennesker, der betyder noget for mig. Jeg begyndte at savne dem. Jeg blev også fyldt med en følelse af melankoli. Jeg begyndte at skrive ting ned.

Dag 3. Status: Krise. Lad det her slutte. Nu.

Om morgenen bliver jeg liggende så lang tid, jeg kan holde ud. Det går op for mig, at jeg slet ikke har travlt. Den er omkring 10.30, da jeg tænder miniovnen, så jeg kan varme nogle boller. Jeg tager mig god tid til hver eneste bid og sidder et øjeblik og bare lytter til stilheden. Jeg ved ikke helt, om jeg har vænnet mig til den, eller om det bare er fordi, jeg snart skal af sted. Men den skræmmer mig ikke lige så meget mere, som den har gjort.

Resten af tiden går med at rydde op. Feje gulvet, pakke sovesofaen sammen, samle mine ting sammen. Der er kun gået 47 timer, men det føles som en uge siden, at jeg sidst har haft en form for menneskelig kontakt. Jeg føler mig som en eneboer, der går rundt i sin egen lille boble. Som det eneste menneske i hele verden. Den sidste time tæller jeg minutter, mens jeg bladrer lidt i en tourguide til det østlige USA.

På forhånd havde jeg troet, at den her pause – offline-retreat, silent break, kald det, hvad du vil – ville give mig noget indsigt. Noget tid til fordybelse, til at tænke store tanker og reflektere over tilværelsen. Sådan har jeg det ikke helt. Måske var jeg bare ikke væk i lang nok tid. Måske er det bare ikke så nemt.

I begyndelsen var jeg skræmt over udsigten til at trække stikket helt ud i 48 timer. Sådan har jeg det stadig lidt. Jeg glæder mig til at komme tilbage. Men jeg er også lidt nervøs for at sætte stikket i igen.

Da jeg tænder min telefon, har jeg 32 mails, 9 Facebook-notifikationer, 19 sms-beskeder, 3 telefonsvarerbeskeder og 4 Snapchat-beskeder.