Annoncering
danmark

Drikkepenge er faktisk en ting her i Danmark, din fedterøv

"Jeg har oplevet, at en regning på 1000 kroner udløste fem kroner i drikkepenge. Det er jo et fornærmende lille beløb. Så hellere ingen drikkepenge."

af Anonym; som fortalt til Simon Espholm
02 maj 2017, 9:35am

Billede via Flickr-brugeren Jay-chilli

Restaurant Confessionals er vores tilbagevendende artikelserie, hvor vi giver ordet til en del af restaurantverdenen, der normalt ikke bliver hørt. I denne udgave har vi talt om drikkepenge med en studerende fra udlandet, der arbejder som tjener i København.

Der er nogle mennesker, der insisterer på, at man ikke giver drikkepenge i Danmark. At vi simpelthen ikke har en drikkepengekultur. Det er jeg uenig i. Det har vi. Men det er der bare nogle, der er glade for at sige, at vi ikke har. Det er dem, der aldrig giver drikkepenge.

Man tjener altså ikke særligt meget som tjener - heller ikke her i Danmark. Det er sjældent, at man tjener mere end 120 kroner i timen. Jeg har arbejdet på restauranter, der krævede alt min tid; 16 timer om dagen, seks dage om ugen. Fra klokken syv om morgenen til langt ud på natten.

Jeg giver altid selv drikkepenge, når jeg er ude. Med mindre spiseoplevelsen er fuldstændig horribel. Hvis servicen er dårlig, tjeneren er uforskammet, maden er dårlig, og der ikke bliver gjort noget ved det, så giver jeg ikke noget. Men ellers giver jeg altid noget og aldrig mindre end 50 kroner. Som gæst på en restaurant kommer man ikke kun for at blive mæt. Man kommer for at få en oplevelse, og der er tjeneren lige så vigtig en del som kokken, der laver maden.

LÆS MERE: Den her passivt agressive drikkepengestrategi har fået internettet til at eksplodere

Drikkepenge er ikke bare et supplement til min dårlige løn. Man kan blive helt høj af det. Det er jo sådan, man som gæst viser den, der betjener en, at man er glad for det stykke arbejde, de har udført. Som tjener er det enormt motiverende.

De nyere betalingsterminaler i Danmark har gjort det nemmere for folk at give drikkepenge. De kan i hvert fald ikke undskylde sig med, at de ikke har nogle småpenge. Det værste er dog, når folk rent faktisk spørger ind til, hvordan man giver drikkepenge, og man forklarer dem, at folk som regel giver ti procent, men at det absolut ikke er et krav, hvorefter de så smider en brøkdel af det. Jeg har for eksempel oplevet en regning på 1000 kroner, der udløste fem kroner i drikkepenge. Det er jo et fornærmende lille beløb. Så hellere ingen drikkepenge.

Der er også dem, der bare aldrig giver drikkepenge. Aldrig. Man kan se det på folk det øjeblik, de træder ind ad døren. Det er den slags mennesker, der ikke engang hilser på en, når man byder dem velkommen. Dem, der bare vil have mad og noget at drikke, og som end ikke anerkender min eksistens. Folk, der aldrig har haft et job, hvor de har skullet forholde sig til andre mennesker.

Sådan er det sikkert over hele verden, men nogle er bare værre end andre. Det er dem, der hiver en i ærmet eller forklædet eller knipser med fingrene for at få ens opmærksomhed, men som altid ender med at sige: Åh, jeg ville ønske jeg kunne give dig drikkepenge, men det kan jeg desværre ikke. Det sker ofte, hvis folk betaler med firmakortet. Så bruger de det som undskyldning. Prøv at hør her: I sidder 15 kvinder, I har alle håndtasker, og jeg er kvinde, så jeg ved, at I alle har mønter liggende i jeres håndtasker. Firmaet betaler jo regningen, så hvorfor kan I ikke bare lægge en 20'er hver?

At drikkepengekulturen her i Danmark ikke er en lige så indgroet del af en aften i byen, som det er andre steder i verden, er der jo ikke noget at gøre ved. Men København bugner jo også med turister, der kommer fra lande, hvor man altid giver drikkepenge, og de får at vide af turistbureauerne, at man ikke giver drikkepenge i Danmark. Det gør folk altså! Og drikkepengene udgør en stor andel af min indkomst. Jeg er ikke totalt afhængig af dem, men det er penge, der gør det muligt for mig at leve mere komfortabelt, købe en kop kaffe og selv betale for serviceydelser.

Dogmet her i landet er bare, at man kun sjældent giver drikkepenge og kun for ekstraordinær service på dyre restauranter. Det er fordi, danskerne er vant til elendig service.

Mange tjenere her i landet er danske studerende, der ikke tager deres arbejde seriøst, som ikke rydder af, før regningen er betalt, som ikke er til stede, fordi de holder rygepause, og som ved, at de altid kan falde tilbage på deres sociale ydelser eller deres forældres penge, hvis de bliver fyret. Det er mennesker, der aldrig har arbejdet hårdt for noget før. Det betyder også, at folk ofte ser ned på tjenere.

LÆS MERE: Jeg løj mig vej til toppen af restaurationsbranchen

For en uge siden betjente jeg en gruppe fyre, og det var meget tydeligt, at de gloede på mig. En af fyrene spurgte mig: "Træner du?" Jeg svarede bare: "Ja, jeg kan da godt lide at tage i træningscenter en gang imellem, hvis det er det, du spørger mig om." Så stak han en finger i vejret, tegnede en cirkel i luften og bad mig om at dreje rundt. Nej, jeg er da ikke en eller anden mannequin, du kan belure, som det passer dig! De gav ikke en krone i drikkepenge. Heller ikke selvom de havde opført sig dybt ubehøvlet.

Når det så er sagt, så er der jo en grund til, at jeg bliver ved med det her. Jeg elsker at servere, tale om mad og vin med gæsterne og møde mennesker fra hele verden. Og danskerne er ikke de værste til at give drikkepenge. Slet ikke.

Det er franskmændende.

Som fortalt til Simon Espholm