Harry Styles’ ubærlige stilhed
Popkultur

Harry Styles’ ubærlige stilhed

Den britiske One Direction-frontmand har været popmusikkens marketingværktøj #1 i flere år uden egentlig at have sagt noget som helst.
10.1.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey

Nu siger jeg det bare: Harry Styles er den lækreste mand, der nogensinde har levet på den her planet. Han ligner en ung Mick Jagger, bare mere veltrænet og nordisk. Hans hår ligner noget, der er spundet af engle, selv når han samler det i en fedtet man-bun. Han får blomstrede jakkesæt med svaj til at virke nuttede frem for frastødende. Har du set ham i Another Man? Har du velsignet dine øjne med den herlighed, der er en glødende Harry Styles i en 90'er-agtig BDSM-choker foran Willy Vanderperres linse? Som et fuldvoksent menneske formulerede det til Noisey: "Jeg vil aldrig nogensinde se en anden mand, der vil kunne måle sig med ham… Harry Styles er blevet sammenligningsgrundlag for alle andre mænd i mit liv."

Annoncering

Men selvom det førnævnte passer – og selvom Harry nærmest flyder over med både magnetisme og sangtalent – kunne jeg godt tænke mig at stille et vigtigt spørgsmål: Har han nogensinde sagt noget? Og jeg mener ikke, om det er lykkedes ham at koble nok stavelser sammen i håb om, at slutresultatet bliver en sætning. Jeg mener, mindes du nogensinde at have hørt ham dele en holdning eller en anekdote eller noget som helst bemærkelsesværdigt overhovedet? Efter at have scrollet igennem hans sociale medier og studeret interview med ham nænsomt (ja, jeg har ret meget fritid), er det mest interessante ved Harry Styles, at hele hans berømmelse kredser om  et kæmpemæssigt tomrum af intethed.

Tag hvilken som helst af Styles' feeds, og du vil ikke finde andet end et tomt og trøstesløst hulrum. Hans Instagram (der har 20 millioner følgere) er fyldt med billeder af tomme stole i sort og hvid, træer set på afstand, funklende dråber kondensvand på en rude og bogstaveligt talt bare tomme firkanter – alle sammen med millioner af likes og kommentarer. Når han deler billeder af sig selv (hvilket måske sker en gang om året), viser han sjældent sit ansigt. I stedet får vi et glimt af hans mund, hans støvler eller hans nakke. Det kunne være hvem som helst, men vi ved, at det er Harry Styles, og vi tror oprigtigt på, at han har givet os et vindue ind til sit liv. Hvert opslag lokker med en eller anden form for indsigt eller et strejf af menneskelighed, men det er sjældent, at de faktisk leverer varen.

Annoncering

Det er selvfølgelig en taktik, som vi har set før. Kunsten at holde sig tilbage har længe været central for mange kæmpe popstjerners succes. I en New York Times-artikel fra 2015, der havde rubrikken "Beyoncé is Seen but Not Heard", bemærkede Matthew Schneier, at Beyoncé ikke havde sagt et eneste ord siden 2013, efter hun hastigt udslettede sin Twitter. "Hvis hun bevidst undgår nyhedsmedier, undgår medierne ikke hende," skriver Schneier. Og så var der Frank Ocean, der som bekendt holdte os alle sammen hen i fire pinefulde år. Da hans album endelig kom, føltes det, som om vi blev tilbudt et intimt glimt af hans hjerte og sjæl, som han havde åbnet på vid gab for os. Men der er et eller andet ved Styles, der føles helt anderledes – for når Beyoncé og Frank havde noget at sige, så sagde de det.

Selv i interviews har Styles ikke givet os noget bemærkelsesværdigt. I en GQ-forsidehistorie fra 2013, der opfattes som One Directions mest kontroversielle interview til dato, får skribenten en halv time med bandet. I et par ubehagelige øjeblikke bombarderer han Styles med nærgående spørgsmål, der undviger dem som en garvet ekspert, før han forsvinder fuldstændigt. Sidste år blev det især spændende, da Another Man løftede sløret for tre forskellige coverbilleder til deres eftertragtede september-magasin (Styles var på dem alle tre med tre forskellige frisurer og outfits).  Hans beslutning om at vælge et nichemagasin var en indikation om, at han var en kunstner, der gerne ville vedligeholde (eller skabe) en form for kunstnerisk integritet og konstruere et bestemt image. Men selve interviewet – hvori Styles konverserede med Paul McCartney og Chelsea Handler – afslørede absolut intet, som vi ikke allerede vidste i forvejen.

"Hvis One Direction har ambitioner om at udvide deres målgruppe, så er de nødt til at lære at afsløre mere af sig selv – eller have lov til det," konkluderer skribenten, der talte med dem for GQ i 2013, før han stikker lidt til boybandet: "[Det] får en hver journalist til at spekulere over, om talenterne har noget at skjule eller måske bare ikke noget at dele ud af."

"At holde sig tilbage over for pressen handler i første omgang om kontrol," indleder musikbranchens mega PR-mand Simon Jones, der har arbejdet med alle fra One Direction til Little Mix. "Det tror jeg er en af grundene til, at store kunstnere gør sådan – de er nok bare trætte af at blive skildret på en misvisende måde. Og hvis man er lige så stor som Beyoncé eller Adele eller Frank Ocean, så er det en luksus, man har råd til, fordi der er ikke nogen, der kommer til at glemme en, selvom man ikke siger noget."

Annoncering

Jeg spørger Jones, om det rent faktisk kan være en fordel for megapopstjerner at holde sig fra at sige noget, der har substans, eller afsløre nogle personlige holdninger? "Vi sætter os aldrig ned med folk og siger: 'Lad være med at have en mening eller være interessant', for det gør dem ikke til særligt spændende popstjerner," fortæller han. "Men jeg vil sige så meget som, at den generelle regel er at undgå at tale om politik, for man vil aldrig vinde på det. Poltik går hånd i hånd med splittelse. 50 procent af folk har det på en måde, mens de tilbageværende 50 procent har det på en anden måde. Så hvis du har en specifik holdning om noget, betyder det, at du øjeblikkeligt fremmedgør 50 procent af de mennesker…og det giver ofte bagslag."

I månederne siden One Directions udefinerede "pause" har alle medlemmerne af drengegruppen hver især åbnet lidt mere op for deres privatsfære. Louis deler billeder af sin baby på Instagram. Liam farer ud med sin vrede på Twitter, hver gang der er noget, der pisser ham af. Zayn har udtalt sig om alt fra sin kamp med angst til sin muslimske tro i interview. Og Niall… tja, han er i det mindste dukket op i flere forskellige talkshow for at promovere sin nye single. Men det er stadig Harry Styles, som folk gerne vil vide noget om, og samtidig ham, der afslører mindst. Han har ikke udgivet nogen musik, han har ikke været på tv, og han har stort set fuldstændigt ghostet sociale medier. Det eneste, vi ved, er, at han arbejder på sit debutalbum som soloartist, og at han i 2017 vil kunne ses i Christopher Nolans krigsfilm Dunkirk. Hans seks år med semi-stilhed er derfor motiverede, men indtil da er han fortsat et komplet mysterie. Hvorfor?

Kirsty Fairclough, der er lektor i medier og performance, mener ikke, at Harrys mangel på ord er noget nyt. "I en tid, hvor alle har tendens til at dele for meget, og vi ved, når en kendis er i bad, eller hvad de spiser til aftensmad, virker det interessant og særligt at holde sig tilbage," forklarer hun, "men det er heller ikke noget nyt – faktisk er det et kneb, der er ældre end show business! For mig var Prince den ultimative mester i at skabe en aura af mystik omkring sig selv. Han gav sjældent interview, var meget tilbagetrukket, og det er næsten, som om Styles har taget noget af det til sig for at skille sig ud fra alle de andre teen-idoler og på samme tid skabe mere interesse omkring sig selv. Hans sociale medier virker på en eller anden måde så nænsomt kurateret. Der er ikke så meget at komme efter, og hvis du ser hans profilbillede på Twitter, er det bare ham med et kamera peget tilbage mod dig, hvilket siger en hel del om, hvor han befinder sig lige nu… Jeg er ret kynisk omkring det hele, men det fungerer tydeligvis for ham."

Det, som Fairlough umiddelbart hentyder til, er, at Prince, Beyoncé og Frank Oceans tavshed føles autentisk eller legitim, hvorimod Harrys virker mere som en minutiøst sammensat markedsføringsteknik, der er inspireret af intrigens ikoner. Beyoncé trak sig tilbage fra pressen efter sit gigantiske femte album, i kølvandet på en aggressiv krænkelse af hendes privatliv, da de berygtede elevator-optagelser blev solgt til pressen. Frank Oceans længere stilhed føltes mere som en introvert person, der trak sig tilbage for at få den plads, han havde brug for til at skabe endnu et mesterværk. Som Fairlough siger, "handlede det om at vedligeholde en fornemmelse af kunstnerisk integritet, næsten som at sige: 'Jeg er kunstner, jeg er autentisk, jeg giver jer musik, når jeg har lyst til det.'"

Men hvis vi skal ligge alle teorier og spekulationer fra os et øjeblik, så er det selvfølgelig også en mulighed, at Harry Styles ikke siger noget, fordi, ja, han ikke har noget interessant at sige. Måske ville vi finde ud af, at han er lige så jævn som alle os andre, hvis han åbnede munden og delte sine mest inderlige tanker og følelser med masserne; at han kan lide Jeopardy!, eller at han er glad for at synge Coldplay i bilen og drikke sangria med sin farmor. Det kan også være, at han bare ikke føler et behov for at drukne os i mening og substans. Det, han gør, fungerer jo fint, og han skylder os ikke noget. Han er Harry Styles – hvad mere kunne man ønske sig?

Men hvis mystikken og intrigen skal ramme plet, er der nødt til at være noget substans der, hvor regnbuen ender. Prince gav os Purple Rain, Beyoncé gav os Lemonade, Ocean gav os Blond(e), og jeg siger ikke, at Harry skal præsentere verden for et mesterværk uden lige for at legitimisere seks års obskur tavshed, men kun tiden vil vise, om han er kunstens mest interessante, nye redningsmand eller blot endnu et eks-boybandmedlem, der håber, at han kan ryste sin fortid af sig.