Annoncering
Musik

Sådan er det at lave tour-mad til popstjernerne

Man kan lære meget om popstjernerne, hvis man ved, hvad de kan lide at spise. Hvem havde troet, at Katy Perry elsker rosenkål?

af Cas Van De Pol
14 marts 2016, 7:00pm

Da jeg var 23, arbejdede jeg som kok i London. En af mine bedste venner – der også var kok – tog på turné med Madonna for at lave mad. Tre måneder efter vendte han hjem, og de historier, han kunne fortælle, ansporede mig til at følge i hans fodspor. Jeg sagde mit job op på en restaurant og meldte mig hos et firma, der specialiserer sig i at levere kokke til musikeres turnéer.

Katy Perry spiste rosenkål hver eneste dag.

Min første opgave var ikke specielt rock 'n' roll. Jeg var to uger på turné med Andrea Bocelli. Jeg vidste ikke særligt meget om ham, udover at han var blind. Ugen efter tog jeg på halvanden måned lang turné med Crowded House. Jeg kendte lidt til deres musik, fordi mine forældre lyttede til dem, da jeg var barn.

Selvom turnéen ikke forlod de britiske øer, var det noget af det fedeste, jeg nogensinde havde prøvet. Rygterne taler i hvert fald sandt: briter, irere, skotter og walisere kan drikke mere, end noget andet folkeslag jeg har mødt. I takt med at vi bevægede os længere ud på landet, havde folk færre tænder og drak større mængder alkohol.

Jeg havde det virkelig sjovt med resten af crewet. Forsangeren Neil Finns søn varmede op for Crowded House sammen med sit band, og de var alle sammen på min alder, og vi røg en masse fede bagved tourbussen.

Crowded House var et sjovt band at arbejde for. Bandmedlemmerne var oprigtigt interesserede i, hvad jeg lavede til dem og gav mig frihed til at gøre som jeg ville. De var hverken kræsne eller på kur. Uheldigvis for mig var de meget ulig andre musikere. De fleste gider ikke spise fed mad, salt mad eller sød mad. På andre turnéer måtte jeg derfor lave to forskellige retter: en til sceneteknikerne, roadierne og det øvrige personale, og en anden ret til musikeren eller bandet.

På det tidspunkt var superfoods endnu ikke så udbredte, selvom mange af musikerne allerede var glade for måltider bestående af nødder, kerner, dampede grøntsager og quinoa. Men jeg syntes, at det var ret fedt, at Katy Perry spiste rosenkål hver eneste dag. Jo større turnéen var, jo større måltider skulle jeg forberede, og derfor kunne jeg somme tider finde på at lave helstegt pattegris. Eller hashkager.

Min første europæiske tour var med Supertramp. Jeg kan bedst beskrive deres musik som mit musikalske mareridt, og bandmedlemmerne var svære at omgås. På det tidspunkt var de ikke specielt populære længere, og det virkede bare som om, de skulle overstå en allersidste tur for at skrabe lidt penge ind. Efter hvert eneste show smuttede de direkte ud i en taxa, der så kunne køre dem til deres privatfly. Den slags har jeg ikke engang oplevet Katy Perry eller Paul McCartney gøre.

Stederne, hvor jeg skulle tilberede maden, var også altid en overraskelse. Jeg har lavet mad i et omklædningsrum, bagved scenen og midt ude på gangen. Hvis jeg var heldig, var der et aflukket rum med komfur, hvor jeg kunne lave mad. Det tredje stop på Supertramp-turnéen var et amfiteater i Verona. Jeg skulle sætte mit køkken op ad en af de antikke mure, og en times tid efter vi havde spist, gik bandet på scenen. I samme sekund showet startede, begyndte det at regne. Det kan godt være, det lyder lidt bittert, men jeg tænker stadig tilbage på det øjeblik med stor glæde. Hver eneste aften var jeg tvunget til at lytte til deres lortemusik. Den dag i dag begynder mine hænder stadig at ryste, når jeg hører nummeret "Dreamer". Jeg må dog indrømme, at jeg misundte deres måde at leve på. De fløj jorden rundt i privatfly og kørte i limousiner, hvor køleskabet var fyldt med champagne.

I samme sekund showet startede, begyndte det at regne. Det kan godt være, det lyder lidt bittert, men jeg tænker stadig tilbage på det øjeblik med stor glæde. Hver eneste aften var jeg tvunget til at lytte til deres lortemusik.

I begyndelsen elskede jeg tour-busserne. I busserne kunne man få lige, hvad man havde lyst til: alkohol, flere forskellige skærme med tilhørende spilkonsoller, mad og film – det hele af højeste kvalitet. Man sov, når man kunne komme til det og der blev regelmæssigt afholdt iPodbattles. Når turnéen lakkede mod enden, så bussen ud som om, den havde været beboet af Mötley Crüe i flere måneder. Toilettet var nok det mest rene sted på bussen, da det var streng forbudt at putte alt andet end pis ned i kummen. Det er bare ekstra ufedt at bo så tæt sammen, hvis alting lugter af lort.

Engang var jeg lige ved at sætte ild til bussen med en flaske absint. Den rigtige måde at drikke absint på involverer en sukkerknald på en ske, som man så holder hen over et glas. Så hælder man absinten (der har en alkoholprocent over 80) henover skeen og sætter ild til sukkeret, inden man blander det med resten af drinken. Jeg havde åbenbart fået hældt en del ved siden af, for da jeg satte ild til sukkeret, gik der også ild i bordet. Jeg fik heldigvis hurtigt slukket ilden med et viskestykke. Stoffer var der også altid masser af. Alle spillestederne havde deres egne runnere. Som regel var det en af dem, der sørgede for, at man fik fat i det, man skulle bruge - hvad end det så var madvarer eller stoffer. Runneren fik bare en indkøbsliste, når man ankom, og så blev det leveret kort efter.

Jeg er på ingen måde hellig, men mine dage som stofmisbruger var allerede ovre, da jeg begyndte at tage på tur. Jeg fyrede dog en fed engang imellem. Det var også en af grundene til, at jeg stoppede med at tage på tour. Misforstå mig ikke; musikerne brugte ikke alt deres tid på at ryge eller sniffe, men de fleste af dem, der var med til at stå for madlavningen, holdte sig ikke tilbage. Det er ikke nogen hemmelighed, at kokke er glade for sprut og stoffer. Men tour kokke er i en liga for sig selv. Imens rockens legender indtager deres quinoaretter i ro og mag, er folk omkring dem høje som bare fanden.

Men livet som tour kok var ikke kun sjov og ballade. Jeg arbejdede 18 timer i døgnet og kunne kun slappe af på turene fra spillested til spillested. Mine fridage var rigtig gode men ensomme. Jeg så de samme ansigter hver dag, så når jeg endelig havde fri, gjorde jeg alt for at undgå velkendte ansigter. Produktionsselskabet gav også altid rigeligt med lommepenge oveni vores løn, og de penge brugte jeg på at frekventere Michelin-restauranter. I dag tjener jeg ikke lige så gode penge og kan derfor heller ikke bare vade ind på den slags restauranter efter behag. Jeg tvivler på, at jeg nogensinde kommer til at tjene lige så mange penge på at lave mad, som jeg gjorde dengang.

I bogen Kitchen Confidential skriver Anthony Bourdain: "Din krop er ikke et tempel, den er en forlystelsespark. Sørg for at nyde turen." Mange af dem, der arbejder på turnéerne, tager det råd lige lovligt bogstaveligt. Det er en livsstil, der lynhurtigt bliver hverdag, og det er ikke en særlig sund livsstil. Efter to år besluttede jeg mig for, at jeg havde set og oplevet rigeligt. Jeg havde ikke lyst til at ende som nogen af de mennesker, jeg havde arbejdet sammen med. Jeg ville hellere bare være en kedelig fyr med en normal tilværelse. I hvert fald så normal en tilværelse, det er muligt at have, når man arbejder som kok.

Tagged:
Munchies
Food
katy perry
andrea bocelli
Tænk
Katy perry elsker rosenkål
popstjerner
turnémad