Gin

Derfor var gin ved at ødelægge London i det 18. århundrede

I 1730 forvandlede omkring 7000 ginbutikker englænderne til savlende alkoholikere. Historiske beretninger tegner et billede af en by præget af vold, udbredt misbrug og social forarmelse.
9.10.17

Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA

Mellem 1700 og 1760 havde London en intens og utroligt destruktiv kærlighedsaffære med gin – en drik der også blev kaldt for "mødrenes undergang". Byen var ved at drukne i lortet.

I 1730 blev det anslået, at der var 7000 ginbutikker (og der var sikkert mange flere, hvis man kunne tælle alle de ulovlige drukbuler med), og der blev destilleret op imod 40 millioner liter hvert år. De historiske beretninger om vold, udbredt misbrug og social forarmelse minder om situationen i Danmark på samme tid, selvom det var andre former for sprut, danskerne druknede deres sorger i.

Annoncering

For mange arbejdere i London blev gin mere end bare en drink. Den gav en form for mæthedsfornemmelse, når man sultede, og den fik en til at glemme den konstante kulde, for slet ikke at tale om den kærkomne flugt fra det deprimerende slid og slæb, der prægede slummen. Det var en billig rus, der kunne skaffes for nogle få pennies på selv de mest usle gadehjørne, eller dybt i de klammeste kældere i byen, og det smadrede det indre London fuldstændig.

LÆS MERE: Fra danske frikadeller til libanesisk hummus: En historisk gennemgang af madkrige

I en pamflet fra 1751 ved navn Enquiry into the causes of the late increase of Robbers, beskriverhistorikeren Thomas Fielding alkoholens indflydelse på tiden og dem, han kalder "de mindreværdige mennesker":

"En ny form for fuldskab, som vores forfædre ikke kendte til, er begyndt at dukke op på det seneste, og hvis ikke vi sætter en stopper for den, kommer den til at ødelægge en stor del af de mindreværdige mennesker. Den fuldskab, jeg taler om, er forårsaget af den gift, vi kalder gin… en drik som er over hundredetusind mennesker i hovedstadens primære form for ernæring."

Men hvorfor gin? Hvorfor er det lige præcis den form for sprut – i modsætning til whiskey eller brandy for eksempel – som har forårsaget så udbredt en ulykke?

Vi taler på ingen måde om "dry" eller nogen botanikbaseret, sofistikeret drik. Det var i højere grad en helvedesbryg, der skar i halsen, gav røde øjne og fik det til at vende sig i maven.

Under de mange års krig mellem Storbritannien og Frankrig blev det umoderne at drikke det franske cognac, som ellers havde flydt frit i Londons gader. Ja, det blev endda upatriotisk at drikke, og derfor blev det sværere at skaffe. Derfor vedtog parlamentet en række love, som skulle forøge den lokale produktion af spiritus og derigennem bryde franskmændenes jerngreb om markedet.

Samtidig faldt prisen på mad, og det betød, at arbejderne havde flere penge mellem hænderne, som de kunne bruge på druk. Det var dømt til at gå galt.

Annoncering

Selvom gin fik et forholdsvis urbant og sofistikeret ry i det 20. århundrede, og mest fik folk til at tænke på en cool, livstræt Humphrey Bogart i Casablanca, eller måske Ian Fleming, der vælter i baren efter endnu en martini, så er det værd at huske, at den drik, der oversvømmede 1700-tallets Londons, var en markant voldsommere omgang.

LÆS MERE: Den her bartender betjente Hemingway og hjalp modstandsbevægelsen mod nazisterne

Det blev oprindeligt importeret fra Holland i slutningen af 1600-tallet, og den hollandske spiritus, der var kendt som jenever, var svagere med sine kun 30%. Men den gin, der blev produceret i London var afsindigt stærk, og meget ofte blandet med alt muligt afskyeligt. Vi taler på ingen måde om "dry" eller nogen botanikbaseret, sofistikeret drik. Det var i højere grad en helvedesbryg, der skar i halsen, gav røde øjne og fik det til at vende sig i maven.

Drikken var ofte blandet med terpentin eller svovlsyre, og ligesom det var tilfældet med den amerikanske hjemmebrændt, så var der mange historier om drankere, der blev blinde efter at have kigget for dybt i glasset. På de berygtede skilte over de gaslampe-oplyste ginkældre stod der: "Fuld for en penny; døddrukken for to pennies; ren hø gratis." Antagelsen var, at hvis først man havde brugt et par pennies, ville man være så stangstiv, at den eneste mulighed var at falde omkuld i en hø-seng (som sikkert ikke var særlig "ren").

Annoncering

En tragisk begivenhed endte dog med at ændre folkestemningen, og skandalen var begyndelsen til enden på gin-manien. I 1734 kvalte en kvinde ved navn Judith Dufour sin to-årige søn og solgte hans tøj for gin. Opmærksomheden omkring sagen gjorde, at parlamentet var tvunget til at gøre noget – selvom de nød godt af de høje skatter. I løbet af de næste to årtier blev en række love vedtaget for at dulme byens tilsyneladende umættelige tørst efter gin.

Den vigtigste ændring kom med 'Gin-loven af 1751', som forbød producenterne at sælge til købmand, som ikke var certificerede, og øgede afgifterne for de mindre butiksindehavere. Resultatet var, at gin ikke længere blev solgt i små ginbutikker, men i stedet i store barer, hvor kvalitetskontrollen var højere.

Som historikeren GM Trevelyan beskrev det i tredje bind af sin Illustrated Social History:

"Loven af 1751 nedbragte virkelig overforbruget af spiritus. Det var et vendepunkt i Londons sociale historier og blev også betragtet sådan af samtiden, men selv da ingen længere kunne huske, hvordan det var dengang, gav sundhedspersonalet stadig alkohol skylden for hver ottende dødsfald i London. Men det værste var overstået, og omkring midten af århundredet begyndte te at være en værdig rival til alkohol, og det gjaldt alle klasser i både land og by."

GinLanejpg

Foto via Wikimedia Commons.

Efter loven var blevet vedtaget, udødeliggjorde kunstneren William Hogarth perioden i sin gravering Gin Lane fra 1751 .

Han gengav det centrale Londons slum, der var hærget af fuldskab. Gin Lane var en chokerende social kommentar og viste et samfund i forfald: En baby dingler udover et rækværk, mens hendes mor er helt væk. En tigger og hans hund slås om et kødben. Slagsmål bryder ud på gaden. Et lig bliver lænset for værdigenstande. En pantelåner tjener kassen, når folk kommer og bytter deres ejendele til penge, så de kan købe mere gin.

Annoncering

Graveringen var også udstyret med et fyrigt digt af James Townley: "Forbandede gin er fyldt med raseri / Du gør mennesket til bytte / Du sniger dig ind af en dødelig sti / Stjæler vores liv uden nytte."

LÆS MERE: Din rosé har en alt andet end lyserød fortid

Gin Lane hang sammen med en anden gravering af Hogarth, som hed Beer Street. Det værk lovpriste det glade og ubekymrede liv, krydret med enorme krus med skummende ale, og viste en produktiv by, hvor runde og glade englændere bundede store fadøl, som var "vor øers lykkelige produkt … vi bæller den milde nektar med jubel og sender vandet til Frankrig".

Men selvom den billige gin var ildeset i mange år, er det for nylig blevet populært igen – ikke kun i den britiske hovedstad. En række mindre destillerier er åbnet rundt omkring i verden, og de bliver hyldet i stor stil for deres urtefyldte alkohol.

Det er alt sammen meget pænt, og i hvert fald langt fra de dage, hvor man væltede ud af ginbutikken med en halv liter giftig hærværkssaft.