Denne artikel er oprindeligt udgivet af MUNCHIES USA i 2016.
Velkommen tilbage til Restaurant Confessionals, hvor vi hører fra en del af restaurationsbranchen, som sjældent bliver hørt. Denne gang har vi talt med tjeneren Thomas Clarke, som fortæller, hvor deprimerende det er at synge for fremmede i gæstfrihedens navn.
Engang imellem står jeg med en lidt kedelig kage i den ene hånd og en stjernekaster i den anden, mens jeg synger fødselsdagssang for et menneske, som jeg ikke kender og ikke bryder mig særlig meget om. Samtidig har jeg 9000 ting, jeg skal nå ved de andre borde.
Måske burde jeg bare være glad for at have et job, eller også skulle jeg bare være stolt over, at jeg giver alt, hvad jeg har på mit arbejde – eller også skulle jeg bare sige fuck det hele. Jeg vil gerne pointere, at der ikke findes noget job, hvor du er tættere på at være hofnar, end hvis du står som tjener og synger fødselsdagssang for en kunde.
Det er virkelig røv at stå og synge foran en hel gruppe pubertære piger uden at ramme tonerne, når de bare kigger på og ikke synger med. Det er min virkelighed. Jeg er en millimeter fra at være en rigtig klovn – jeg står bogstaveligt talt og synger for at få mad på bordet. Der var engang, da jeg var i starten af 20’erne, hvor jeg virkelig nød at synge, især hvis det var en ældre dame eller et barn. Jeg er jo ikke så gnaven, at jeg ikke kan lide at se uforfalsket, ægte lykke i ansigtet på et andet menneske.
Selvfølgelig ved jeg godt, hvad folk vil have. Du søger ridderlighed og romantik. Du rejser dig fra bordet, hvor dine venner sidder, mens du mumler, at du skal på toilettet. For at virke helt oprigtig spørger du dem, hvor det er. Du ser mig knokle løs og slentrer hen til mig i håbet om, at jeg vil opdage dig, inden du bliver nødt til at afbryde mig.
Pludselig er både din ven og jeg kastet ud i en situationen som ingen af os har lyst til at være i – lidt ligesom det værste sex nogensinde.
Når først vi har fået øjenkontakt, kommer du hen mod mig, mens du gentager, hvad du vil sige inde i hovedet. Jeg ved selvfølgelig allerede, hvad du vil, og jeg har allerede bestilt den åndssvage kage, for jeg smuglytter. Jeg lader dig tale i din hemmelige hviske-stemme, inden du smider aftenens tophemmelige spørgsmål: ”Gør I noget særligt, hvis man har fødselsdag?” Det minder alt sammen lidt om narkosalg – det er mig, der har de gode varer.
Men det hele bliver fuldstændig åndssvagt, når det sidste i verden, din ven har lyst til, er, at jeg skal synge fødselsdagssang. Pludselig er både din ven og jeg kastet ud i en situationen, som ingen af os har lyst til at være i – lidt ligesom det værste sex nogensinde. Det sker virkelig tit, og når det gør, har jeg det som om, universet griner hånligt af mig. Som om selve skaberen får skyerne til at dele sig og med et sadistisk grin spørger, om jeg fortryder alle de år, hvor jeg festede i stedet for at få en anden uddannelse.
Og nu vi er ved det: Hvem fanden gider fejre, de er blevet et år ældre, når de har fyldt 25? Det er bare en pervers påmindelse om, at du er et år tættere på at kunne trække dig tilbage i en verden, hvor det koncept er stort set forældet, især hvis man er tjener.
Selvfølgelig er der nogle mennesker, der virkelig godt kan lide at gøre noget ud af deres fødselsdag, men det må da være lige så frygteligt for jer, som det er for mig, hvis jeg skal slæbe min to meter høje krop hen til bordet, mens jeg synger med min frygtelige sangstemme og holder pauser hver gang, der er noget information, jeg mangler – for eksempel dit navn.
Der er mange, der snakker om, at vi skal sætte en stopper for drikkepenge. Jeg synes vi skal få fødselsdagssangen ned med nakken. Æd din kage, og lad dine venner synge. Og for guds skyld, vær sød ved tjeneren.
De gør deres bedste, og de er sikkert vildt trætte af at skulle synge igen.