Hvis kokke er de nye rockstjerner, så er rap-moguler de nye madbloggere. I hvert fald når det gælder den 62-årige amerikaner Steve Plotnicki. I starten af 1980'erne var han med til at grundlægge pladeselskabet Profile Records, som blandt andet udgav Run-D.M.C., Poor Righteous Teachers og Rob Base, og dermed satte han et definerende aftryk på hiphoppens historie.
Og det var måske ikke så tosset en ide, for Plotnicki solgte Profile for en styrtende masse penge, beholdt rettighederne til de store rapklassikere, og er nu i den privilegerede position, at han kan rejse verden rundt på restauranter og spise sig vej gennem den gastronomiske superliga. Det har han skrevet om på bloggen og forumet Opinionated About Dining (OAD) - hvor den bramfri tone til tider lever godt op til bloggens titel - og siden 2012 har han brugt anmeldelser fra sine bidragsydere til at skabe en liste, der rangerer de bedste restauranter i Europa og USA.
I år bliver denne liste offentliggjort i København i forbindelse med et par storstilede middage og en family-style barbecue, hvor deltagerlisten af nordiske superkokke - fra René Redzepi til Daniel Berlin - hiver OADs hær af velbeslåede læsere til byen. Men hvad er det egentlig for en guide, Plotniciki laver, og hvordan ser madverdenen ud oppe i de dekadente luftlag, hvor han befinder sig?
MUNCHIES: Hej Steve. Først og fremmest, hvordan endte du i hiphop-branchen? Steve Plotnicki: Jeg var musiker, men jeg kunne ikke lide livsstilen, så jeg blev jeg sælger i stedet for. Jeg solgte plader engros, og rap og disco var på vej frem. Det var sådan, jeg kom ind i den branche. It Takes Two med Rob Base og DJ E-Z Rock er stadig den største plade, vi har haft. Hvis du tager til baseballkamp i USA, så spiller de den altid over anlægget. Det er helt vildt.
Hvad mener du, er den vigtigste plade fra hiphoppens guldalder? Sucker M.C.'s med Run-D.M.C.. For mig repræsenterer den uskyldigheden: to unger - to sorte middelklasseunger - som står i en skolegård og praler. Det er street, men ikke ghetto street. Det er den næste generation af ghetto. For mig er det en ret god beskrivelse af, hvad disse mennesker følte på det tidspunkt.
Ok, fra rap til ramsløg, hvordan fik du lokket alle disse kokke til at stille op til dine middage i København? Det krævede meget arbejde, men vi oplevede ikke ret meget modstand fra kokkene. Arrangementet er ikke forretningsorienteret, og der er ikke en masse sponsorer inde over. Kun folk, der kan lide mad og elsker at spise på restauranter. Og den slags mennesker kan kokkene godt lide at tale med. Der kommer omkring 55 restaurantentusiaster til København fra hele verden. Fra steder som Tokyo, Hong Kong og Canada.
Heldigvis er det mig, der er ansvarlig for alt: fra at anskaffe brødet og til at bestemme hvilke retter, der bliver serveret. Der kan godt være for mange egoer tilstede, når man arbejder med kokke. De vælger de ting, de selv synes er gode, eller ting de selv mener er et udtryk for deres stil. Og der er jeg nødt til at sige, 'prøv nu lige at høre her, folk kommer for at blive underholdt. I kan sgu ikke servere kohjerner. Bøf!!!'
Og hvorfor lige Danmark til at lancere jeres nye liste? Mit første arrangement var i Paris, det andet var i Bruxelles, det tredje var i Barcelona, og så tænkte jeg, at det var en god idé at komme hertil. Og det er også et sted, mine anmeldere gerne vil spise. Det tog mig flere år at komme til Danmark, og da jeg så endelig kom, i februar 2010, var det midt i en frygtelig snestorm. Jeg tog på Noma og René Redzepi spurgte mig, 'hvordan var maden?' Mit svar var, at 'det ikke var dansk nok'.
Wow, du er en modig man. Giver det dig sommetider problemer, at du er så påståelig? Jeg synes, det er vigtigt at sige sin mening, når man interagerer med kokke. Nu er det ikke for at prale, men jeg kan efterhånden ikke holde styr på hvor mange gange, jeg har forladt en restaurant, er taget hjem og har skrevet et eller andet på min blog om, hvordan køkkenet var nødt til at ændre det ene eller det andet. Og når jeg så vendte tilbage, havde restauranten gjort tingene præcis, som jeg foreslog. Så de hører altså efter.
Hvordan udarbejder I listen? Alle, der har lyst, kan anmelde, men bidragsyderne vægtes efter både antallet og kvaliteten af de restauranter, man anmelder. Lad os for eksempel sige at man har spist på alle de bedste restauranter i København, men man har ikke spist på nogle restauranter i udlandet. Så vil ens anmeldelser blive vægtet lavt, og man vil derfor ikke have særlig indflydelse på resultatet. Men hvis man rejser over hele verden, stiger vigtigheden af ens anmeldelser, fordi man anmelder flere vigtige restauranter. Jeg er derfor nummer ét blandt anmeldere, nummer to på listen er fyr fra Tokyo, og nummer tre er Andy Hayler.
Skal anmelderne dokumentere, at de rent faktisk har været på restauranterne? Lad mig lige sige dig en ting: Det giver jo ingen mening, hvis man sætter sig ned og anmelder 500 restauranter, som man ikke har besøgt. Og vores algoritme kan frasortere eventuelle ekstreme afvigelser. Der er en masse forskellige tests bygget ind i vores system.
Ville det være fair at beskrive dine anmeldere og læsere som værende elitære? De er destination diners. Folk, der rejser for at spise. Jeg har kørt sitet siden 2007, og jeg har lavet listen siden 2012. Før i tiden gav jeg restauranterne karakterer, men det var folk ligeglade med. Men da jeg begyndte at udgive en liste, eksploderede interessen. Den vigtigste faktor er bevægelse. Jeg forsøger at indfange mine anmelderes bevægelser. Hvor de rejser hen fortæller mere, end hvad de synes om restauranterne. For det meste mener de alligevel nogenlunde det samme, om de restauranter, de besøger. Det, der i virkeligheden betyder noget, er kvantiteten af folk, der bevæger sig i den samme retning. Det er også dét, der gør Michelin-guiden så langsom. Michelin indfanger kvalitet, men den tager ikke højde for bevægelse. Og bevægelse er tid.
Er det ikke også rigtigt, at når man spiller golf, så vil man gerne vide, hvor mennesker, der er ligesom en selv, spiller golf? Eller man vil vide, hvor mennesker, der er ligesom en selv, tager på dykkerferie.
Øh… jo, det virker da meget nyttigt. Men hvorfor lave endnu en liste over restauranter? Det virker til at både spisende, anmeldere og kokke kan blive drevet til vanvid af den slags? Men du taler om listen som en objektiv rangering af kvalitet, og det er ikke den måde, mine anmeldere og læsere ser den. Det er en liste over steder, der er værd at besøge. Mine læsere er ligeglade med, om en restaurant er nummer 52 eller nummer 62 på listen. De er mere interesserede i, hvor de kan tage hen og samtidig gøre en tur ud af det. Vi kan eksempelvis starte i Torino og tage til Venedig og spise godt hele vejen; det er sådan, de ser listen.
Men hvorfor så overhovedet rangere restauranterne? Fordi det giver folk noget at tale om. De kan lide den begejstring, der er forbundet med at blive nummer 1 og ved at bevæge sig opad listen.
Det er jo ikke fordi, rangeringen er ubetydelig, men de mennesker, der er med til at sammensætte listen, bruger den på en makro måde, ikke på en mikro måde. På et tidspunkt vil jeg lave en GPS-app, der kan guide dig fra én restaurant til den næste. For det er sådan, jeg lever. Jeg flyver rundt i verden og bevæger mig fra en restaurant til en anden.
Sikke et liv. Og der bliver stadigvæk spillet Rob Base. Ja, det er helt fint. Man skal bare sælge sit pladeselskab for en masse penge.
Hvor mange restauranter har du besøgt? Det må være over 1500.
Wow. Fortsat god arbejdslyst. Tak fordi du ville tale med os.