Fiskefilet med piller og pomfritter i provinsen

Velkommen til Stranger Than Flicktion, vores Flickr-inspirerede artikelserie. Vi giver forfattere fem tilfældige madrelaterede billeder fra Flickr og beder dem skabe en novelle på under fem dage. I dette afsnit forestiller Kristian Nielsen historien om en fiskehandel på kajen i Esbjerg, hvor man kan få meget mere end skrubber.

Dave har ringet og givet mig klar besked, og man siger ikke nej til Dave, så nu er jeg på vej ned på havnen.

En strid, iskold vind suser gennem industribygningerne, og jeg forbander mig selv for ikke at have taget lange underbukser på. November er en klam kælling, og jeg bliver så deprimeret over, at det allerede er mørkt, selvom klokken ikke engang er tid til Fjernsyn for dig. Jeg har lyst til en smøg, men jeg er lidt for sent på den, så jeg småløber om hjørnet ned til kajen, hvor vi skal mødes.

Dave ejer Fiskehuset på Isingkaj.

Han er geordie og kommer fra Newcastle, men skred derfra, da han ragede uklar med en lokal rocker. Hans nordengelske accent er tyk som mormors brune sovs, og når han snakker hurtigt (hvilket han ofte gør, især når han har fået lidt til næsen) er det næsten umuligt at forstå ham. Men man skal bare nikke og smile, for han bliver arrig, så blodårene på hans enorme, behårede arme står ud. Det ser næsten ud som om, de er ved at sprænges, hvis man antyder, at hans grødede tale ikke er til at forstå.

Han har altid været en rod, men han har samtidig et guddommeligt talent for madlavning. Allerede inden han kom til Danmark fuldførte han kokkeuddannelsen, og efter kun nogle få måneder i eksil i Århus havde han overtaget rollen som souschef på Restaurant Hybris. Der var michelinstjerner i luften, men mulighederne forsvandt i svinedyr cognac og kridhvidt pulver. Dave kunne simpelthen ikke slippe sin fortid og sine forbindelser til bandemiljøet. For at være fair, så forsøgte han heller aldrig at give slip.

Straks han kom til Danmark fik han fat i gamle forbindelse, hjalp med at fragte kokain og amfetamin til landet, og tjente styrtende med sorte penge. Men det var da han på en tur hjemme for at besøge familien blev venner med en kemiker fra Newcastle-forstaden Redhead, at hans forretning virkelig tog fart. Han sagde sit job på Hybris op og købte en forfalden bygning på havnen i Esbjerg, som blev gennemrenoveret og blev til Fiskehuset på Isingkaj.

Her startede han en helt legitim restaurant og fiskebutik, men stedet var samtidig transportcentral for mindst halvdelen af alt det ecstasy, der kom ind i Danmark i en periode. Hvis du har taget ecstasy på Crazy Daisy i provinsen i starten af 00'erne, har du prøvet Dave's piller.

Der stinker af dild, da jeg kommer ind i Fiskehuset. Jeg hader dild.

Alle de der fissefornemme, kulinariske eksperimenter, Dave har gang i, siger mig ikke en skid. Jeg kan godt lide dansk mad, sådan som min mor lavede den. Min livret er biksemad – med to spejlæg og rødbeder, og en kold Tuborg til. Dave er ligeglad og ævler løs om frysetørring og sifoner, men han har trods alt så god sans for kundetilfredshed, at han er holdt op med at servere de avancerede retter for mig. Da jeg finder min plads ved et bord i rygeafdelingen, hvor man skal skære sig gennem røgen med en kniv, kommer han hen til mig, lægger en bjørnelap på min skulder og stiller en tallerken med fiskefilet og pommes fritter foran mig. Eller fish'n'chips, som han kalder det.

"Beer-battered cod, and double-fried chips – to get that crispy exterior just bloody right. And your fucking remoulade," siger han, da han stiller tallerkenen foran mig. Han vrænger det danske ord ud, fordi han synes vores nationaldyppelse er klasser under en rigtig tartarsauce. Så bryder han ud i et grin.

Jeg mødte Dave for fire år siden og har altid tænkt, at han var fucking 'noia, men egentlig ganske flink. Jeg var langsomt blevet en del af hans inderkreds, fordi jeg hjalp med at sælge stoffer på barerne og diskotekerne. Jeg havde erfaring og var pålidelig.

På grund af mit rolige sind og neutrale fremtoning har Dave udvalgt mig til en opgave, som kræver ubetinget loyalitet. Han skal have hjælp med sin ecstasylevering. Inden han kommer hen til mig, kan jeg se ham vimse rundt fra bord til bord, fortælle anekdoter om havkat og arktiske rejer, og grine højt af kundernes kommentarer.

Kort efter sætter han sig ned ved det runde egetræsbord og er anderleds alvorlig. En servitrice kommer og sætter en bakke med to øl og to Highland Park som luksuriøse sidevogne på den ternede dug. Dave slukker fraværende sin Lucky Strike i askebægeret, så et stykke af gløden stadig ulmer og sender en tynd stråle af hvid røg op mellem os. Han ser sig henkastet omkring, læner sig let ind over bordet og begynder at forklare med rolig stemme, mens jeg lytter i stilhed.

Dave forklarer, hvordan pillerne bliver produceret i en kælder i Redhead og kørt til lystbådehavnen. Her overtager en rigmand ved navn Pratt, som har en kæde af pizzariaer af tvivlsom kvalitet i England, og sejler stofferne tværs over østersøen i sin yacht. Pratt lægger til ved marinaen på Fanø, hvor en gammel fisker henter varerne i sit skrummel af en firhjulstrækker og kører dem hjem i sin kælder.

Min opgave er at tage et smut med Fenja - færgen, der sejler til Fanø - besøge fiskerens hus og aflevere betaling til ham. To dage efter skal jeg stå klar på havnen sammen med resten af holdet, når forsendelsen kommer ind med kutteren "Lone". Båden er faktisk registreret som "Solitude", men da fiskeren mødte sin kone, malede han det over og skrev hendes navn i stedet. Flamingokasser fyldt med knust is og rødspætter skal fragtes fra kutteren til butikken på hjørnet. Pillerne ligger i forseglede plastikposer under isen og bliver således både præserveret og holdt skjult. Der kan være 1500 piller i hver kasse, uden at laget af piller bliver så tykt, at det ser mistænkeligt ud. Der er mindst 20 kasser hver gang, afhængig af hvor heldig fiskeren har været på havet den morgen.

Det hele virker ret ligetil, og Dave løfter sit glas for at skåle med mig. Vi hælder whiskyen ned på én gang, og jeg kan mærke det brænde lang tid efter, han har rejst sig.

Jeg har de 50.000 kroner til fiskeren vakuumpakket i kontanter i en backpackerrygsæk, og jeg har lånt en mountainbike, så jeg ligner en friluftstosse, der vil campere på den lille ø. Der er få mennesker med færgen, og efterhånden som blæsten tager til, bliver det kun endnu koldere.

Fiskeren bor et par kilometer udenfor Nordby, og på vejen møder jeg kun en traktor og en enkelt bil, og begge chauffører hilser venligt, da de kører forbi. Jeg skal faktisk ikke mødes med fiskeren, men kun aflevere pengene i den røde trækasse, han har stående ved landevejen, hvor turister kan købe et kilo kartofler for en tyver. Han har slet ingen kartoffelmark. Kun to rækker i urtehaven, som hans kone passede, inden hun drattede om en dag, og efterlod ham med to kolde stykker flæskesteg fra dagen før i køleskabet og en halv flaske kommensnaps. Planterne er for længst døde.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at det er mistænkeligt at påstå at sælge kartofler midt om vinteren – især når man slet ingen kartoffelplanter har - men landbetjenten er en doven hund, og fiskeren er for iskold til at bekymre sig om det. Der er ikke en sjæl, så det er ingen sag at åbne det knirkende trælåg, lægge pengene og nonchalant cykle tilbage til færgen. Der er lige tid til en fransk hotdog inden afgang.

Aftenen inden den store forsendelse kan jeg ikke sove, så jeg ryger mig en fed joint, får mig lidt natmad og ser YouTube-videoer af tyskere, der spiser vanvittige kaloriebomber og er ved at eksplodere. Jeg kommer frem til, at jeg nok aldrig falder i søvn, fordi jeg er så spændt, men pludselig vågner jeg med et sæt i stolen. På bordet står resten af min ostemad, og YouTubes auto-play på min Mac er endt et helt bizart sted med amerikanere, der reagerer på japansk slik. Jeg føler mig tung i hovedet og kigger henkastet på mit armbåndsur. Jeg er forsinket. Det drejer sig højest om 10 minutter, men jeg kender Dave, så jeg løber ud af døren.

Det virker til, at solen også har sovet over sig, og et tungt mørke ligger over Esbjergs tomme gader. Rimfrosten hænger på buskene ind til folks haver, og ingen af de små huse har fået øjne endnu. Men jeg er lysvågen, og mit hjerte banker som et psy-trance-beat.

Da jeg går om hjørnet, ser jeg et syn, der får mig til at kaste mig tilbage i skjul bag muren. Havnen er badet i blå blink, og råb og skrig skærer gennem den frostbidte morgen. I ly bag en busk stirrer jeg vantro ud over scenariet. Panik. Den orange stjerne fra en revolver bryder det tunge mørke malet med blåt, og jeg får et chok, da braget fra skuddet runger mellem industribygningerne. Så et brag mere. Jeg kan høre panserne råbe til hinanden. Det virker til, at det var den sidste krampetrækning fra Dave og sine mænd. Flere af betjente tager deres tjenestepistoler tilbage i hylsteret kort efter.

Fiskeren er i gang med at flygte ud af havnen igen, og i panik har han kastet nettene over bord, som om de var bevismateriale. Et par betjente står og råber af ham, men ret hurtigt kan jeg se, at de lader ham sejle. Det vil alligevel kun tage et øjeblik at finde frem til ham igen i bådregisteret. Måske det falske navn på kutteren kan redde ham.

Lidt efter kan jeg se Dave i håndjern, hans ansigt oplyst af de blå blink. Han er fattet og rolig, men sviner panserne til med ord, jeg ikke engang har hørt før, mens de fører ham ind på bagsædet af en politibil. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at han kommer til at hade fængselsmaden. Han kan gå helt amok, hvis der ikke er det rigtige bid i hans kogte asparges Jeg bliver siddende i busken en halv time, forstenet og forfrossen, og tør ikke flytte mig.

Da en tåget sol er begyndt at titte frem inde over hustagene, får jeg rejst mig og listet bort. Ude på hovedgaden begynder jeg at løbe uden at vide, hvor jeg skal hen. Efter ti minutter stopper jeg op. Jeg ser mig omkring, mens den dovne morgentrafik kører forbi. En gammel flamme hilser, da hun triller forbi på cykel. Et forsigtigt smil breder sig på mit ansigt.

Jeg har lyst til biksemad.