Munchies

Fiskehandel lukket ned, efter den friskede sine fisk op med rulleøjne

Genial markedsføring eller ildelugtende mareridt? Begge dele!

af Jelisa Castrodale
05 september 2018, 7:49am

Screenshot via Facebook

Artiklen er oprindeligt publiceret af MUNCHIES USA.

I George Bernard Shaws teaterstykke Back to Methuselah siger slangen i Biblen til sin nabo i paradisets have, Eva: ”Du ser ting, og du siger, ’Hvorfor?’ Men jeg drømmer om ting, som aldrig har eksisteret og siger, ’Hvorfor ikke?’” I sidste uge pustede en ejer af en fiskehandel i Kuwait nyt liv i ordene ved at klistre rulleøjne – som dem man finder i hobbyforretninger – på sine daggamle varer, så de så friske ud igen, og stillede dermed spørgsmålet: ”Hvorfor fanden ikke? Går den, så går den.”

Forretningen er blevet lukket af de kuwaitiske myndigheder, efter en video på Facebook afslørede ejerens ”snedige” forretningsstrategi. (Vandene er delte her på redaktionen – der er intet morsomt ved madforgiftning, men rulleøjne er jo vildt sjove). I det ti sekunder lange klip fjerner en kvinde det falske øje fra en fisk og afslører det indsunkne, gule øje bagved. Ifølge Gulf News indikerer gule, tilbagetrukne øjne på en fisk, at det er mere end to dage siden, den blev fanget.

Da Twitter endelig var kommet sig over latteranfaldet og flodbølgen af ”her lugter lidt af fisk”-vittigheder, kom der fokus på det alvorlige, underliggende problem, nemlig fødevaresikkerhed. For nogle uger siden blev en anden forhandler taget i at fylde sine fisk med søm for at øge kiloprisen. ”Først er det søm, så er det rulleøjne, næste gang bliver det legetøjsfisk. Mange er villige til at snyde og lyve for at tjene hurtige penge,” skriver en foruroliget bruger.

I mellemtiden har den kuwaitiske fiskehandlers konkurrenter fået ny ammunition i kampen om kunder. En af dem har annonceret, at han kun sælger ”fisk, som ikke har undergået plastikkirurgiske indgreb," hvilket helt sikkert er et bedre slogan end, ”Hvis vores fisk er rådne, så ved du det”. Når forretningen med de påklistrede rulleøjne genåbner, kan ejeren regne med, at myndighederne vil holde godt øje med hans aktiviteter.

Næste gang han kaster sig ud i at udsmykke sine fisk, skal han i hvert fald gøre det bedre.