Annoncering

Jeg voksede op i den tro, at tamponer tager ens mødom

Vi talte ikke om tamponer i min marokkanske familie. Derfor vidste jeg, at det var forbudt.

af Leila Ettachfini
21 august 2018, 11:20am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Da jeg nærmede mig min 16-års-fødselsdag, fantasere jeg i dagevis om at få mit kørekort. Det virkede normalt nok – det gjorde alle mine venner. Forskellen var, at jeg var spændt på at få mit kørekort, fordi det betød, at jeg endelig kunne køre hen og hente tamponer alene.

Før jeg kunne køre, kunne jeg kun skaffe tamponer ved at nappe dem fra mine venners badeværelser eller bede om et lift til supermarkedet i spisefrikvarteret. Nogle gange lånte jeg af mine venner, men jeg kunne aldrig holde styr på, hvem jeg havde spurgt før, og var bange for at de skulle optage, at jeg aldrig selv havde tamponer.

Jeg havde ikke lyst til at fortælle dem hvorfor. I min marokkanske familie var tamponer tabu. Visse familiemedlemmer mente sågar, at man mistede sin mødom, hvis man brugte tamponer, hvilket virkede helt absurd – alt for fremmed og underligt – til at jeg kunne fortælle mine hvide venner om det. (Det var på den anden side de samme hvide venner, som drillede mig, fordi jeg brugte bind: ”Klamt!”) Min mor brugte ikke tamponer, og hun blev overrasket, da hun fandt ud af, at alle mine venner gjorde, og hun havde helt sikkert også bidt mærke i, at jeg aldrig havde bedt hende om at købe tamponer eller bind med hjem, når hun købte ind. Da min kusine sagde, at hendes far havde bandlyst tamponer i deres hjem, gik jeg ud fra, at de samme regler gjaldt hos os. Jeg vidste, at tamponer var forbudt – ikke fordi vi havde talt om det, men fordi vi ikke havde talt om det.

Jeg havde derfor intet andet valg end at bruge bind, så længe jeg boede under mine forældres tag. I gymnasiet var jeg cheerleader (den akrobatiske slags), og derfor var bind ikke ligefrem den bedste løsning, når jeg gik i spagat og afslørede mit skridt kun iført en stram spandexdragt og et miniskørt. Det var derfor ikke et spørgsmål om, hvorvidt jeg havde tænkt mig at bruge tamponer, men hvordan jeg skulle få fat på dem. Det var et tilbagevendende problem, jeg gruede for hver måned.

På daværende tidspunkt troede jeg, at jeg var den eneste, som var fanget mellem to kulturer på den måde. Jeg har senere erfaret, at forestillingen, om at tamponer fratager en kvinde hendes mødom, er udbredt blandt mange kulturer i verden, og at masser af unge kvinder står i samme situation, som jeg i sin tid stod i. Den religiøse og kulturelle berøringsangst overfor emnet har eksisteret lige så længe, som tamponerne har. Kort tid efter, at tamponen blev opfundet i 1929, fordømte katolske præster ugifte kvinders brug af tamponer, fordi de mente, tamponerne berøvede dem deres jomfruelighed. I mange kulturer opfattede man tamponer som noget syndigt i lighed med onani, og det er fortsat et tabubelagt emne i visse kristne trosretninger og i mange jødiske og muslimske hjem.

Men for de langt fleste mennesker i USA er det i dag helt acceptabelt for kvinder og piger at bruge tamponer – det er dog ikke en tolerance, som er opstået ud af det blå. I bogen Virgin: The Untouched History skriver forfatteren Hanna Blank: ”Selvom tamponproducenter til tider har følt det nødvendigt at informere offentligheden om, at tamponer ikke påvirker en kvindes mødom – som for eksempel i en Tampax-reklame fra 1990, hvor en eftertænksom, teenagepige iført en hvid t-shirt optræder under skriften, ’Er du sikker på, jeg stadig er jomfru?’ (implicit i spørgsmålet ligger et rungende ’ja’) – så er det generelt sjældent, man hører om kvinder i den Første Verden, som udtrykker skepsis overfor brugen af tamponer blandt menstruerende kvinder i alle aldre.”

Men der stod jeg alligevel, 15 år gammel, midt i den ”Første Verden” og gemte tamponer bagerst i kommoden, så min mor ikke skulle finde dem (jeg sørgede for at rulle dem ind i t-shirts), mens jeg bekymrede mig for min jomfruhindes ve og vel. Jeg havde været meget interesseret i feminisme, siden jeg var ti, og jeg tilbragte også alt for meget tid på Tumblr, så jeg vidste udmærket, at mødommen er et koncept og ikke en fysiologisk ting.

Mange folk har en forkert opfattelse af, hvad en jomfruhinde er, så her er svaret: Jomfruhinden er en tynd hinde, som dækker skedeåbningen og har et halvmåneformet hul, selv om der også findes mange forskellige typer og former. Nogle kvinder fødes helt uden en jomfruhinde. Hinden er elastisk, og vævet eroderer ofte, når man er ung, hvis man dyrker forskellige aktiviteter som ridning, yoga, gymnastik og, jeps, sex. Men når det er sagt, så kan en jomfruhinde også sagtens holde sig intakt, på trods af at man udøver de aktiviteter – selv sex. Eftersom denne hinde altså intet siger om en kvindes jomfruelighed, mener nogle, at det er mere rammende at kalde den for 'kønskransen'.

I et afsnit af podcasten Strangers, beskriver en gæst ved navn Becca, hvordan hun var nødsaget til at få foretaget en jomfruelighedstest for at berolige sin ortodokse jødiske mor, da moren opdagede tamponer i hendes lejlighed. ”Hun flippede helt ud og talte ikke til mig i ti måneder,” fortæller Becca. Det var først, da hun indvilgede i at gå til en persisk gynækolog for at få tjekket sin jomfruhinde, at moren begyndte at tale til hende igen – og det var kun, fordi lægen lovede at fortælle moren, at Becca fortsat var jomfru (det var hun ikke).

Min mor har aldrig været så ekstrem. Hun har aldrig forbudt mig at bruge tamponer eller fortalt mig, hvad hendes holdning er til dem. Faktisk har jeg aldrig spurgt min mor, om jeg måtte bruge tamponer. Vi talte ikke om sex, og hvis vi skulle tale om tamponer, ville det betyde, at vi skulle tale om jomfruelighed, og den tanke var så ubehagelig, at jeg foretrak at holde det skjult, indtil jeg skulle på universitetet.

I sidste ende fandt min mor ud af, at jeg brugte tamponer, men jeg kan ikke huske præcis, hvornår det var – jeg holdt bare op med at gemme dem. Jeg holdt op med at vente, til jeg var alene, før jeg tog dem med ind i huset. Når jeg skulle ud at svømme, og min mor sagde: ”Men har du ikke menstruation?” vrængede jeg bare: ”Mor, vi lever ikke i 1785” og skyndte mig videre. Jeg glemte ikke at gemme mine tamponer af dovenskab. På et tidspunkt ønskede jeg, at hun skulle finde ud af det. Jeg havde tiltro til min egen forståelse af jomfruhinden og feminisme, så jeg var ganske enkelt ligeglad.

Inderst inde håbede jeg, at min mor ville spørge ind til tamponerne, så jeg kunne dele min viden med hende og aflive de myter, hendes familie holdt fast på, men jeg var tilfreds med, at hun aldrig gjorde et stort nummer ud af det. Hun blev ikke vred, og hun bad mig ikke om at holde op, som jeg havde forestillet mig, da jeg først begyndte at gemme dem… Til sidst holdt jeg også op med at gemme dem i kommoden og lagde dem i stedet i skabet under vasken på badeværelset, hvor hun opbevarede toiletpapir og ekstra håndsæbe.

Første gang min mor og jeg talte om tamponer, var da min lillesøster fik sin menstruation for et par år siden. Jeg ringede til min mor og fortalte hende bestemt, at hun skulle købe tamponer til hende. ”Hun er danser, mor. Hun kan ikke bruge bind i en trikot.” Hun skulle ikke føle sig tvunget til at luske rundt og gemme tamponer, sådan som jeg havde gjort. Min mor fulgte mine anvisninger.

Jeg er ikke vred på min mor for at have holdt fast på myten, om at tamponer har indflydelse på ens mødom, ved aldrig at tale med mig om det. Det var jeg som teenager, men med alderen har jeg indset, at hun er lige så meget et produkt af sin kultur og opvækst, som jeg er af min. Jeg er sikker på, at jeg selv en dag kommer til at projicere gammeldags holdninger over på mine egne fremtidige børn, og jeg håber, de får den samme indsigt, som jeg gjorde, når den tid kommer.

Siden telefonsamtalen med min mor har jeg egentlig ikke talt så meget om tampontabuet, fordi jeg (heldigvis) ikke konfronteres med det en gang om måneden længere. Men i foråret fik jeg en påmindelse om det. Jeg var på besøg hos min familie i Marokko sammen med min mor og en ven og fik noget uventet min menstruation, fordi jeg havde kludret i det med mine p-piller på grund af tidsforskellen. Min mor flyttede bjerge for min skyld i forsøget på at finde en forretning, der solgte tamponer – de er fortsat ikke særligt udbredte i Marokko – mens hun samtidigt holdt hele miseren skjult for resten af familien. (Måske ville de have været forstående, men jeg havde kramper, og jeg gad ikke forholde mig til det).

Jeg var frustreret over, hvor svært det var at finde tamponer, og den aften satte jeg mig ned sammen med min 17-årige, marokkanske kusiner for at snakke. Hun fortalte mig, at næsten ingen på hendes alder bruger tamponer (eller nogen anden form for menstruationsprodukter, der skal indføres i skeden), så jeg lavede en lille jomfruhinde ud af toiletpapir for at forklare hende om den.

Senere under opholdet var jeg på restaurant med min ven, min mor og to tanter, som begge er gift. Da min ven skulle ud på badeværelset, spurgte hun, om nogen i selskabet havde en ekstra tampon. Min tante fandt straks en frem, men da min ven var ude af syne, sagde hun: ”Min gud, bruger hun dem?” Jeg skulle lige til at springe op af stolen, da min mor brød ind: ”Nej, nej, det er helt fint. Det, vi fik at vide i sin tid, er forkert. Tamponer tager ikke din mødom.”

Tagged:
Religion
Teenage
Menstruation
Kultur
essay
tamponer
mødom
tabuer
bind
jomfruhinde