"Mine bøger er en planke at holde sig fast til på det her åbne hav"

jeg husker du spurgte mig / hvad jeg forventede af livet // at chille og stene / på en uforstyrret strand // jeg husker du spurgte mig / hvem er disse mennesker // der hører bølgernes brusen

vi ligger ved poolen og venter / på at jeg vælger mellem / to typer sorg // at miste dig // eller en lille rysten / fra en kutter / på vej over middelhavet en tidlig morgen

Hvordan håndterer man at være på kæresteferie, mens flygtninge bliver skyllet op på strandene? Det er omdrejningspunktet for digtsamlingen Resort. Dermed lægger 26-årige Victor Boy Lindholm låg på trilogien, der undersøger, hvordan man som privilegeret ung i Vesten forholder sig til en verden, der er hærget af krig og kaos.

Jeg møder Victor i hans lyse og rummelige lejlighed, der ligger i en sidegade til Holmbladsgade på Amager. Her er unægteligt langt til krigens rædsler og gummibåde med desperate børn i.

“Det er ikke muligt at påtage sig alt smerten. Man har brug for at gå i byen og glemme det. Det er en overlevelsestaktik, at man kan trække sig tilbage i det her rum af glemsel. Det var netop, hvad Guld (den første digtsamling i trilogien, red.) handlede om. No hard feelings (den anden digtsamling i trilogien, red.) er modsat, og Resort, den nyeste og sidste digtsamling i trilogien, er mere ambivalent,” siger han.

Når Victor Boy Lindholm ikke skriver lyrik, anmelder han af og til bøger på Information, og så læser han en kandidat i litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Det var på universitetet, han begyndte at skrive lyrik – men skrivetrangen opstod faktisk allerede i slutningen af teenageårene.

“For mig opstår der en trang til at skrive det sted, hvor der opstår et behov for at forstå. For jeg har et behov for at forstå de kriser, vi er en del af. Vi kan risikere at fucke det hele op, hvis vi ikke forstår. Mine bøger er en planke at holde sig fast til på det her åbne hav. Men jeg skriver også for at overleve, for ikke at bryde sammen.”

Siden Victor startede med at skrive på trilogien som 20-årig, er han blevet voksen. Og selvom han ikke er meget for, at man lægger et biografisk net ned over hans tekster, så er hans lyrik vokset med ham. Resort er mere afdæmpet, nedtonet og skarpere skåret, end de de to forrige. Det har ifølge Victor ikke været nemt at nå dertil. Faktisk tog det ham et år mere, end han havde regnet med.

“Inden jeg skrev Resort, havde jeg så mange uforløste ambitioner. Jeg var et dårligt menneske at være i nærheden af. Jeg arbejdede enormt hårdt på det, og det blev ikke til noget. Lige dér ville jeg hellere ikke have nogle ambitioner og så bare være tilfreds. Men har man ro, hvis man ikke har nogen ambitioner? Er man tilfreds? Det er nok en illusion.”

Victor er disciplineret. Han sætter sig ved skrivebordet klokken otte, og så rejser han sig, når klokken nærmer sig tre om eftermiddagen. Hvis alt går efter planen. Det bliver han nødt til, hvis han vil lykkes. Men ambitionerne kan også ende med at spænde ben for ham.

“Der er ikke nogen mulighed for, at det går galt. Jeg tror på det. Jeg kan ikke stå tidligt op og sætte mig hen og skrive hele dagen, hvis ikke jeg føler, at det er det vigtigste. Det er svært at komme frem til de her ting. Og den her bog kom ikke bare ud. Jeg havde kaos over det. Ambitionerne, og det at skulle fremad, fik det til at fucke op.”

jeg ser ud på det lille lys / der gynger i bølgerne / en søsyge / der presser sig op gennem svælget // mågerne om båden / deres næb der svælger / i det fordøjede mad // jeg har tænkt mig at sidde her / bare sidde her / helt stille / hele natten / og heppe på dem

Victor er vokset op i Værløse nord for København, som han kalder “et godt mikrokosmos”. Det er vigtigt for ham at bo et sted, hvor folk har forskellige vilkår. Siden flyttede han til Nørrebro, men det var for “gentrificeret” med børnefamilier, friværdi og folk, der ikke hilste på hinanden i opgangen. Men han har optur over at bo på Amager, som han gør nu. Blandt andet fordi det minder ham om Neuköln i Berlin, hvor han har boet tidligere.

“Der ligger spillebuler, dårlige spisesteder og mærkelige butikker, men folk er meget åbne og afslappede. Det er vigtigt at vide, hvem din nabo er og hilse på vedkommende, når man går forbi hinanden på gaden. Jeg bliver tiltrukket af steder, hvor man dyrker det. Hvis vi stopper med det, så mister vi alle chancer for at have et fællesskab.”

Fællesskabet finder Victor i de nære relationer. Selvom han allerede har fået udgivet seks bøger i en alder af 26, så er det de rene følelser, der gør ham mest stolt.

“Det gør mig stolt, at jeg har været sammen med min kæreste længe, og at det stadig fungerer. Det er jo en rimelig turbulent periode at være sammen fra 16-26 år. Jeg er selvfølgelig også stolt af mine bøger, men jeg hader dem jo også. Når jeg kommer væk fra dem, så synes jeg, at det er dårligt og lidt pinligt. Det er jo bare tvivlen. Men jeg er ikke i tvivl om det er godt, at jeg er sammen med min kæreste. Dét er en meget ren følelse.”

Det er den samme stræben efter kontinuitet, der kendetegner hans drømme for fremtiden:

“Jeg vil gerne blive ved med at skrive bøger. Og så drømmer jeg om, at mine venner bliver ved med at være der, og at jeg bliver ved med at være sammen med min kæreste. Og måske også, at der er nogen, der bliver ved med at udfordre mig, og at jeg kan være i stand til at sige til mig selv, at jeg skal blive bedre. Min største frygt er at falde hen i en døs.”

Resort er udkommet på forlaget Kronstork.