Jeg besøgte Danmarks eneste alterbrødsbageri
Billeder af Victor Knötzel.

FYI.

This story is over 5 years old.

brød

Jeg besøgte Danmarks eneste alterbrødsbageri

I en kælder på Frederiksberg bages der op til tre millioner oblater om året – men hvorfor smager de små brød ikke af noget?

Det er af de mest genkendelige og spiste måltider, men det består kun af et undseeligt papirtyndt brød og et skud druesaft. Alterbrød er en fast del af nadveren i kirker verden rundt, og i Danmark er der kun ét sted, hvor de små oblater bliver produceret. Nemlig hos Diakonissestiftelsen på Frederiksberg, som har eksisteret siden 1877, og som årligt bager op mod tre millioner af de små brød.

Diakonissestiftelsen ligger i starten af Peter Bangsvej og huser blandt andet et plejehjem, seniorboliger og børneinstitutioner. For at finde vej til deres ‘bageri’ skal jeg ned i kælderen af en lang, mørk gang, der til forveksling ligner en hospitalskorridor. På et tidspunkt drejer vi til højre og kommer ind i et lokale, hvor der er placeret et monstrum af en maskine, der synes endnu større på grund af loftets lave højde. Det er den eneste maskine i Danmark, som producerer alterbrød, og der bages op til 20,000 oblater om dagen. “I gamle dage bagte man internt til Diakonissestiftelsen, til vores kirkes brug og til patienter på vores hospital, der gerne ville til alters,” fortæller Søster Merete Pelle Poulsen, som er forstanderinde. “I dag bager vi til hele folkekirken og til danske kirker i udlandet.”

Annoncering

LÆS MERE: Hvor meget halalslagter vi egentlig i Danmark?

Diakonissestiftelsen startede som et kristent virke med henblik på at uddanne kirkens kvinder i sundhed og hygiejne. Diakonisser aflægger, modsat nonner, ikke et livslangt løfte om tjeneste til kirken, men de indgår stadig i et kirkeligt søsterfællesskab.

Det er dog ikke diakonisser, der står for produktionen. I bageriet møder jeg nemlig de to “bagere”: John, som er uddannet smed, og Haris, der er tidligere procesoperatør i medicinalindustrien.

Selvom processen ikke minder meget om det brød, din bager slår op søndag morgen, starter oblater ligesom alt andet brød med en dej. Den består af mel, vand og lidt olie. Man bruger økologiske ingredienser og arbejder desuden på at få lavet en glutenfri version. Dejen er opmålt helt nøjagtigt, for “ellers risikerer man klumper”, fortæller Haris.

Efter dejen er rørt på røremaskine, hældes den på oblatmaskinen, hvor den tynde dej transporteres gennem små plastikslanger, og det er derfor klumper er fjenden.

LÆS MERE: 74-årig mand anklaget for at spise menigheden skæv i hashkager

Nøjagtig afmålte klatter dej sprøjtes ud på en stålplade, hvorpå der er runde afstøbninger med Jesus-symboler. Så sænkes endnu en stålplade ned over dejen, og de bages som små, runde vafler. Maskinen har flere af disse højhellige Jesus-afbildende jern, som den punktligt og nøje roterer rundt om sit indre maskineri.

Til sidst skrabes oblaterne af pladen, og så begynder sorteringsarbejdet, hvor der kigges efter ujævnheder, afbrækkede kanter eller skæve Jesus-afbildninger. Til slut placeres de i en aflang stålrille og ender i et lufttæt paprør. Så er de klar til afsendelse.

Annoncering

Men brødene er stadig ikke hellige, forklarer Haris:

“De oblater, vi har her, er ikke hellige endnu. Det er først, når de kommer i kirken, og præsten har indviet dem, at de bliver hellige.” Præsten indvier dem ved, at slå korsets tegn over det lille brød og sige, at man skal huske Jesu Kristi-legeme.

Selvom alterbrødets historie på Diakonissestiftelsen kan spores tilbage til 1877, er de naturligvis ikke altid blevet bagt på den store, dystopiske maskine. I gamle dage brugte man et helt særligt jern, fortæller Søster Merete.

“Det første jern, man anvendte, havde man fået foræret af den katolske kirke i Rom,” siger hun. “Diakonisserne kom fra tidlig morgen for at lave dejen og var færdige omkring klokken syv om aftenen, lige tids nok til at de kunne nå til messe ovre i kirken.”

LÆS MERE: Den her præst samler menigheden omkring gud og kolde pilsnere

Dengang var det kun, hvis man var meget syg, skulle dø eller havde akut brug for syndsforladelse, at man kom til alters. Senere blev altergang skrevet ind i højmessen og blev til den nadver, vi kender fra kirken i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om det har noget at gøre med, at vi - i en kirkelig forstand - er blevet større syndere med tiden. Søster Merete griner: “Det tror jeg ikke,” siger hun. “Jeg tror, det handler om, at det fælles måltid blev det vigtige element i menigheden.”

Alle, der har smagt en oblat, kan blive enige om, at det ikke er en speciel stimulerende oplevelse for smagsløgene. Tilgiv mig, men det smager altså lidt af pap. Eller luft med bid i. Hvordan kan det være, at man ikke har udviklet lidt på smagen?

Annoncering

“Det er ikke brødet, det kommer an på,” siger Søster Merete. “Det er det, man skal huske, når man spiser det, det handler om. Så det skal være det her usyrede brød, ligesom det Jesus gav til sine disciple dengang.”

Hun fortæller, at man i nogle kirker i dag bager sine egne brød, som præsten deler mellem dem, der går til alters. Det er dog ikke noget, de overvejer at gøre her på stedet, men Diakonissestiftelsen er ikke bange for forandring, siger Søster Merete.

“Vi kan på Diakonissestiftelsen ikke leve af at blive ved med at være, som vi altid har været. Det er vigtigt at følge med i den udvikling, som samfundet er i.”

Men en ting forbliver det samme på Diakonissestiftelsen: Danmarks eneste produktion af tynde, sprøde brød, der med en enkelt bid, kan give os forladelse for vores synder.