Alkohol

Skal danske gymnasier stramme reglerne for alkohol?

Ja, siger lærere, læger og måske mere overraskende også ret mange studerende. Vi har spurgt elever fra fire danske gymnasier, hvad de tænker om mulige restriktioner.
5.10.18

Det er efterhånden ikke længere en nyhed, at gymnasier og andre ungdomsuddannelser forsøger at få eleverne til at drikke mindre. Mange gymnasier har allerede indført regler, der skal forhindre eleverne i drikke sig i hegnet, ligesom otte ud af ti gymnasier og erhvervsskoler har forbudt alkohol under introforløbet for nye elever. Derfor kan det dårligt komme som et chok, at der nu er tale om yderligere at regulere alkoholforbruget på danske ungdomsuddannelser.

Annoncering

Men noget der måske kommer bag på de fleste, er, at det ikke kun er bekymrede lærere og forstokkede overlæger, som mener, der skal strengere regler på området. En ny, omfattende undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen peger mod, at hele 44 procent af eleverne på danske ungdomsuddannelser også vil have mere regulering af druk på skolerne.

Det lyder vildt, så vi har talt med seks elever på fire forskellige gymnasier for at høre, hvad de tænker om strammere regler for alkohol på uddannelserne.

Amalie, 17, 2.g, Roskilde Gymnasium

VICE: Hej Amalie. Drikker du selv alkohol?
Amalie Schroll: Ja, jeg drikker til arrangementer, hvis stemningen er der. Men ikke altid – og aldrig bare for at gøre det.

Hvordan ville du have det, hvis der kom regler for alkohol på dit gymnasium?
På min skole er der i forvejen en ret omfattende alkoholpolitik, og det er jeg glad for, men jeg synes heller ikke, det skal være strammere.

Så der er allerede regler. Hvad går de ud på?
Skolen må kun afholde ét arrangement med alkohol om måneden, ligesom introguiderne ikke må promovere alkohol for nye elever. Derudover bliver der ikke solgt drikke med en alkoholprocent, der er højere end i øl, ligesom du ikke må møde fuld op til festerne. Hvis vagterne får mistanke om, du er er fuld, kan de måle din promille og sende dig hjem. Jeg har oplevet, at en af mine venner ikke måtte komme ind.

Og du er glad for, at der er så meget regulering på din skole?
Jeg synes, det er godt, at gymnasiet tager ansvar for eleverne. Alkoholvaner kan have en stor effekt på studiemiljøet generelt, så ja, det er jeg. Men på den anden side synes jeg heller ikke, de skal være strammere, for man skal også have lov til at være ung og fyre den af.

Annoncering

Men hvorfor skal der være regler? Må folk ikke selv bestemme, hvor meget de drikker?
Man må helt selv bestemme, hvad man gør uden for skolen. Men når man går i gymnasiet, er man med til at bidrage til det fælles miljø. Derfor har alle et ansvar for at skabe den bedste skoletid for flest muligt. Og at blive alt for fuld til festerne er ikke sjovt for dem, der skal stå og tørre bræk op bagefter.

Sejer, 19, 3.g, Gefion Gymnasium

VICE: Hej Sejer. Drikker du selv alkohol? Sejer Rasmussen:
Nej. Eller en sjælden gang imellem - eksempelvis til en fødselsdag eller på Roskildefestival – kan jeg finde på at sige ja til én øl.

Så du gerne, at der kom regulering af alkohol på dit gymnasium?
Ja, enten det, eller at der blev sat større fokus på, hvad der er skadeligt og uansvarligt. Men igen – der har været en del fokus, og når det ikke hjælper, må der komme regler. Både for folks egen og deres medmenneskers skyld.

Så du synes, folk drikker for meget til gymnasiefesterne?
Ja, til de gymnasiefester, jeg deltager i, bliver der drukket alt for meget. I hvert fald nok til, at jeg bliver bekymret – og det ville jeg ikke blive, hvis det bare var isolerede tilfælde, hvor en eller to fik for meget.

Hvordan får du, når der bliver drukket meget?
Jeg tænker lidt, folk er nogle idioter, og håber på, der ikke sker dem noget. Jeg har selv drukket meget og har intet imod fulde folk, men når jeg ofte oplever, at folk er over stregen eller skal passes på, er det ærgerligt.

Annoncering

Men må folk ikke selv bestemme? Kan du ikke bare blive hjemme, hvis du ikke kan lide måden, andre drikker på?
Det er kun, når folk bliver ekstremt fulde, jeg får det svært. Og faktisk kan jeg ikke mindes, hvornår jeg sidst deltog i noget, hvor det ikke blev alt alt for meget. Og som regel gør det mig i så dårligt humør, at jeg ikke har lyst til at være der. Så jeg bliver ofte hjemme, ja.

Natasha, 17 år, 2.g, Niels Brock

Hej Natasha. Drikker du alkohol? Natasha Ekelund:
Ja, det gør jeg.

Er der regler for alkohol på dit gymnasium?
Man må ikke drikke i skoletiden, men ellers bestemmer man selv.

Hvordan ville du have det, hvis der kom strammere alkoholregler?
Det kan jeg ikke se nogen grund til. Jeg synes ikke, vi har problemer med det. Folk styrer det selv, og hvis nogen drikker for meget, bliver der taget hånd om det.

Hvad hvis en stor andel af eleverne gerne vil have regler for alkoholindtag?
Selvfølgelig skal man tage hensyn til hinanden, men jeg synes ikke, der skal være regler. Hvis nogen ikke kan lide det og ikke kan se bort fra det, kan de måske overveje, om de skal komme til festerne.

Ville du indrette dig efter det, hvis der kom regler for alkohol på din skole?
Nej, det tror jeg ikke. Det skal være ens eget valg. Men man skal selvfølgelig tænke sig om, hvis der er nogen, der ikke har det godt med den mængde alkohol, der bliver drukket.

Laura, 18 år, 3.g, Gammel Hellerup Gymnasium

VICE: Hej Laura. Drikker du selv?
Laura Juul Andersen: Ja, men ikke sådan, at jeg ikke kan styre det. Hvordan ville du have det med, at dit gymnasium lavede strammere alkoholpolitik?
Det er sådan, at hvis man er for fuld, bliver man smidt ud. Men der er ingen regler for genstande eller promillemåler eller sådan noget, og det tænker jeg heller ikke, der skal være.

Hvad hvis der faktisk er 44 procent af dine medstuderende, som synes, der bliver drukket for meget?
Hvis det er sådan, at mange synes, det er ubehageligt, at der bliver drukket på den måde, kan jeg sagtens se mening i at lave regler.

Annoncering

Ville du overholde det?
Hvis det var for at tage hensyn til andre, så ja. Vi ville nok drikke lidt inden festen, men jeg ville respektere skolens regler.

Anders, 17 år, 1.g, Gefion Gymnasium

Hej Anders. Drikker du selv alkohol?
Anders Vinten: Ja!

Er der regler for alkohol på dit gymnasium?
Man må ikke drikke hård sprut, og man må ikke selv have alkohol med til festerne. Men ellers ingen regler.

Hvordan ville du have det, hvis dit gymnasium lavede strammere alkoholregler?
Det, synes jeg ikke, man skal indføre. Det er en individuel beslutning, om man vil drikke eller ej – ligesom man selv kan styre, hvor meget man drikker.

Ville du følge reglerne, hvis der kom nogle?
Nej, det ville jeg ikke. Jeg synes altid, man selv skal bestemme.

Ville det ikke gøre indtryk på dig, hvis en stor andel af dine medstuderende har det skidt med den måde, det kører på nu?
Nej, jeg synes, det fungerer, som det er nu.

Nina, 18 år, 3.g, Gammel Hellerup Gymnasium

Hej Nina. Drikker du selv alkohol?
Nina Lykke: Ja.

Hvordan ville du have det, hvis der kom strammere regler for alkohol på dit gymnasium?
Umiddelbart kan jeg ikke se grund til det, men hvis mange gerne vil have det, giver det jo mening. Uden tvivl.

Så du ville selv indrette dig efter det, hvis der kom regler?
Ja, helt klart. Det skal ikke være sådan, at mange går og har det skidt over måden, vi drikker på. Men jeg ville nok drikke lidt inden festen uanset hvad. Men reglerne på skolen ville jeg acceptere - jeg ville dog ikke bryde mig om, hvis vi skulle kontrolleres.