Nådesløs techno, kæber i toiletkøen og alle vores bedste dårlige beslutninger: Tak og farvel, KB18

Den 1. november siger det københavnske natteliv farvel til en af sine grundpiller – KB18. Den legendariske natklub i Kødbyen bliver revet ned og erstattet med en skole. For små børn.

KB18 har i en årrække været det københavnske natklub-svar på en rejseforsikring: For sig selv er den ikke noget, man har optur over eller overhovedet lyst til at tænke på – men når man er desperat, på røven uden en plan og ikke har andet at stille op, er den virkelig god at have.

Fra det overproppede rygerum til klubbens mange nichede techno- og metalkoncerter og toiletkøernes ikke-så-subtile narkotiske undertoner er der, på både godt og ondt, ikke noget sted som KB18. Den spænding, der gennemsyrer de udspilede pupiller i køen foran KB18 efter klokken 5, når de omkringliggende klubber og caféer i Kødbyen er lagt øde, har for mange københavnske byture ageret skærsild mellem rus og tømmermænd.

Musikken er minimalistisk, industriel og primitiv, og stemningen lige så intens, som den er inklusiv. Men mere end noget andet er KB18 ensbetydende med trygheden i at vide, at der er sted at tage hen, hvor du altid vil finde nogen, der er mere fucked up, end du selv er.

For at ære det københavnske nattelivs mest notoriske og venligtsindede technohule/narkobule, har vi indsamlet en række tågede minder, takketaler og røverhistorier fra et broget udpluk af den danske befolkning, der af den ene eller anden grund aldrig vil kunne glemme KB18.

Første gang jeg kom på KB18, blev jeg pikkestiv i gratis shots. De skulle bruge en flyer, så jeg lavede den på stedet og endte med at lave deres program i næsten to år. Der var altid en gryde med hårdkogte æg at finde ovenpå. Der hang også engang en frysepizza på væggen i knap to uger. Jeg kan huske engang, hvor politiet kom op til et more or less ukurant show. De kom tilbage i civil og drak bajere med os senere på aftenen.

Mit sidste show på KB18 endte i en invitation til en halvanden måned lang Europa-turné med otte timers varsel. Endte i et ægteskab og to katte i New York.

"KB18 is the place your soul goes to die." Eller – det plejede vi i hvert fald at sige til turisterne, når Bakken var ved at lukke.

For os, der var bartendere på Bakken, var KB18 stedet, hvor vi kunne drikke os lidt fulde og te os tosset, ligesom alle dem vi havde betjent i løbet af aftenen. Det var et samlingspunkt for branchefolk.

Jeg hang altid kun ud i rygeren. Lige hurtigt på toilettet. Alt, hvad der foregår på KB18, er narkotisk.

Alle mine minder fra KB18 er ret slørede, men en klar fællesnævner er dybe snakke med søde fremmede… indtil man får nasset deres narko. Så er det adjø, tak og fuck dig, fordi min søndag bliver klam.

Engang efter KB18 lukkede, tog jeg ALLE, der var tilbage, med hjem med det eneste kriterie, at de skulle have narko, og at de skulle købe alkohol. Det var den mest random fest i verden. Den fortsatte i flere døgn.

KB18 er synonym med ligegyldig narkosnak, kun afbrudt af solens invasive opstigning efterfulgt af en angst morgenfest med stedets resident dealer og en slags mentalt spil "chicken". Hvem tør først trække stikket og erkende, at der er en dag i morgen? Som i virkeligheden er i dag.

Jeg elskede de byture, der endte der. Det var altid så uforudsigeligt. KB18 er lidt, som hvis en dansk provinsklub mødte Berlins undergrundsmiljø. Der var altid super behagelig stemning, men i så dystre omgivelser. Om der er 50 eller 500, er der altid fest. Men samtidig har jeg aldrig oplevet ballade dernede.

Jeg havde kontor direkte oppe over KB18's dansegulv, så jeg har oplevet at sidde en søndag og klippe historisk dokumentarfilm for DR K, mens der var søndagsrave direkte under mig. Det var så vanvittigt nogle søndage, at man kunne se ringe i kaffen, ligesom i Jurassic Park. Når man skulle op på vores kontor, gik man gennem noget af det, der er backstageområde, så jeg kunne sagtens møde ind fredag morgen, hvor der så gik der et eller andet finsk dødsmetalband rundt i underbukser. Det var egentlig meget inspirerende. Rowdy, men jeg elskede det. Det er i Kødbyen, men der var lav husleje, hvilket jo var fedt. Der var en del junkier, der brød ind. En gang kan jeg huske, at de ansatte fra KB18 jagede dem væk med en kost.

Men så kunne man ellers sidde der på vores kontor og hygge sig med en kop kaffe, mens man så folk gå op på taget overfor og tage stoffer.

Altså, jeg har jo sovet på KB18's tag en sommer, blevet totalt forbrændt, og så taget direkte på job bagefter.

KB18 holder nedrivningsfester både i aften og i morgen aften.

*Redaktionen er bekendt med fulde navne på alle kilder, der kun er angivet med fornavn.