anarki

Billeder af unge mennesker, der lever i anarki

"Vi er en masse fucked up folk, der hjælper hinanden."

af Manisha Krishnan
31 august 2017, 5:00am

Rafa Para har boet i Poole's Land i fire måneder. Alle fotos af forfattere

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

For indbyggerne på Poole's Land er det en politisk handling at lægge en lort.

Den seks hektar store grund, der ligger i regnskoven ved Tofino i det canadiske British Columbia, har ikke været forbundet til kloaknettet siden stedet først åbnede i 1988. I stedet for bruger de godt 100 beboere komposttoiletter.

Indgangen til Poole's Land.

Det betyder, at de benytter toiletter, der er fyldt med cedertræ, som den 47-årige bestyrer, Michael Goodliffe, påstår desinficerer det hele. Da jeg spørger, hvad de gør med toiletterne, når de er fyldt op, svarer han bare, "Graver." "Er det ikke rimeligt klamt?" fortsætter jeg, til hvilket han svarer, "Jeg synes, det er klamt at smide alt affaldet i havet" – en lille stikpille til det omkringliggende samfund. Han fortæller en historie om, hvordan en af beboerne engang føjede lidt elegance til processen med at tømme toiletterne ved at iføre sig jakkesæt og høj hat, mens han udførte det ulækre arbejde.

Regler på ejendommen. Der var helt sikkert alkohol til stede.

Man kan roligt sige, at folkene på Poole's Land er ukonventionelle. Det føles faktisk, som om de har smidt alle konventioner, kapitalistiske idealer, og i nogen grad, hygiejne på et kæmpe bål og aldrig overvejet det igen.

Nu tænker du sikkert, hvad er Poole's Land helt præcist?

Jeg hørte første gang om stedet, da jeg stødte på en overskrift, der lød "Du kan bo gratis og blive betalt i stoffer i det her kollektiv i British Columbia." Artiklen fremstiller Poole's Land som en økolandsby, hvor folk lever i en naturalieøkonomi, og blandt andet tager sig betalt for tjenester og ydelser i psykedeliske svampe.

Jeg tilbragte en dag der i sidste uge for at finde ud af, om det virkelig er rigtigt og for at sige det kort, så afhænger svaret af, hvem du spørger. Alle, der bor der nu, siger, at ingen beboere modtager svampe som betaling. Det er noget, der er til stor skuffelse for nyankomne, der har læst den samme artikel, som mig, og pakket rygsækken. For 50 kroner per døgn er Poole's Land en billig løsning for rejsende på gennemfart i Tofino eller på surfertur og for unge mennesker, der arbejder en sommer inde i byen. Men der er også folk, som har boet der i årevis og ser stedet som deres hjem, og de andre beboere som deres familie. Desuden tiltrækker Poole's Land også en masse outsidere, psykisk syge og fattige mennesker.

Michael Goodliffe bestyrer Poole's Land.

Folk som Goodliffe, der i perioder har boet fast på Poole's Land gennem mange år, er trætte af, at deres lille stykke af paradis er blevet stemplet som et "narkokollektiv," selvom stoffer helt klart er en del af kulturen på stedet. Næsten alle jeg støder på er i gang med at rulle en joint eller fyre op under en bong. Mens jeg er der, besøger jeg blandt andet en cannabishave og ser folk trippe på alt fra svampe, til LSD og MDMA. En fransk kvinde fortæller mig, at hun skal til at jonglere med ild. Noget der i forvejen virker ret risikabelt, og så nævner hun i forbifarten, at hun lige har droppet syre. Viben på stedet minder lidt om et partyhostel, der så tilfældigvis ligger midt i en skov. Men det handler om mere end det. Folk er her for at slippe for dagligdagens monotoni, faste rammer, fast arbejde og boligkøb. Som en af beboerne, en 24-årig kok ved navn Cheyanne, siger, "Vi er ikke bare en flok gale hippier på stoffer. Vi er en masse fucked up folk, der hjælper hinanden." De forkæler sig selv. "Ikke med stoffer, men med livet."

Cheyanne og Thomas Jackson i cannabishaven.

Michael Poole, en vaskeægte, hallucinogenelskende hippie, købte grunden tilbage i 1988 for kun 247.00 kroner. Grunden er dækket af cedertræer, gamle fyrretræer, bjørne, bjergløver og et snørklet stisystem mellem det hele. Når man vader rundt på grunden og forsøger at undgå at snuble over trærødder og brædder, ser man et miskmask af interimistiske shelters, telte, campingvogne, små skure, træhytter og modificerede varevogne. Beboerne deler også et køkken og bruger grøntsager fra en fælles have til aftensmaden. Køkkenet er det eneste sted med ordentlig mobildækning.

Køkkenet.

På trods af de skønne naturlige omgivelser, er det svært at undgå at lægge mærke til, hvor medtaget hele campingområdet er. Der ligger skrald, plastik og cigaretskod over det hele, og alle beboerne lugter… temmelig naturagtige. Jeg støder på et håndklæde, der hænger på en tørresnor, som er dækket af brune pletter. Jeg får at vide, at der findes et brusebad med varmt vand på grunden, men det bliver kun sjældent brugt.

"Jeg har ikke taget et bad i to år, jeg bruger bare havet," siger Hubert, en 23-årige surfertype med blonde dreadlocks. Hubert flyttede ind på grunden for syv måneder siden, men har boet i sin varevogn gennem de sidste tre år. Han sover i en lille træhytte sammen med sin sorte labrador og er i gang med at lave surfboards, som han vil sælge. Poole's hjælper ham med at lave et værksted.

Hubert.

Uden videre peger Hubert, Goodliffe og et par andre mænd på en lille brun dam ved siden af, som de fortæller mig, at de både bader i og drikker af. (Farven skyldes de døde cedertræer på bunden.)

"Udover farven og alt slimet på overfladen, så er der slet ikke noget i vejen med den," siger Josh Pawton på 23, en new zealænder, der lige er flyttet ind på Poole's Land. En anden tilføjer, "Vi har ikke fået diarre endnu."

Matt, en ung mand i tyverne med brunt hår og en munter personlighed, beskriver Poole's som "anarki," hvilket han ser som både det bedste og den værste ved stedet.

"Der går en hårfin grænse mellem komplet frihed og fornuftige valg."

Matt ved siden af dammen, som han drikker af.

Han siger, det er en fordomsfri zone og for at demonstrere sin pointe, fortæller han om en kvinde, der påstår, hun kan kontrollere vejret ved tankens kraft, en person, der mener han har en intergalaktisk aftale om at beholde stedet og en mand, der påstår, han arbejder for Anonymous og har overdraget sit pas og en masse dyrt kameraudstyr til Matt, mens han er væk.

Selvom det lyder som et hippieparadis, så har Poole's ikke det bedste renomme inde i byen.

For nogle år siden boede YouTube-sensationen Kai the Hatchet Wielding Hitchhiker, også kendt som Caleb Lawrence McGillvary, på Poole's Land. Han blev senere anklaget for mord.

"Den magiske skolebus."

"Hvis man fortæller en arbejdsgiver, at man bor på Poole's Land, så er det slut. Det handler jo om hygiejne, hvis man arbejder som tjener og samtidigt bor i et telt i skoven…," siger 25-årige Adam. Det er velkendt i byen, at hvis ens cykel bliver stjålet, er det første sted, man leder, Poole's Land.

I forhold til stoffer så påstår Goodliffe, der selv er opvokset i et lignende kollektiv i Manitoba, at Poole's ikke er et slaraffenland for pushere. Da jeg spørger ham om, hvorfor han er så forhippet på at ændre stedets ry, svarer han, "Det underminerer vores integritet. Missionen her er, at folk skal kunne leve i tryghed. Det handler ikke om at sælge stoffer." (Der findes også naxalone-modgift mod opiater på grunden).

Goodliffe siger, at han har sparket folk ud for at tage kokain med til Poole's Land og for at give hallucinogener til psykisk syge mennesker, da han ser det som værende farligt.

"Jeg voksede op med en far, der tog LSD hele livet. Jeg har set langtidseffekten af det. Det forårsager psykiske lidelser."

Maddy Tesmer, 19, bor i varevognen.

Han mener, Poole's er et oplagt valg for folk med psykiske sygdomme, fordi de bliver accepteret, som de er, og fordi de har råd til at bo der.

"De har ingen penge, og de leder bare efter et sted at passe ind," siger han og tilføjer, at en af stedets nuværende beboere er skizofren.

Jeg spørger Goodliffe, om han har det underligt med at bo sammen med en flok unge mennesker i deres tyvere, men han svarer, at han ville stikke mere ud i den normale verden.

"Folk på min alder vil bare have bil, hus og fast arbejde. Sådan er jeg ikke," siger han. "Man bliver så isoleret af at bo i en lille kasse i en stor by."

Men det er selvfølgelig ikke alle på Poole's Land, der har planer om at blive der hele livet. Thomas Jackson, en 23-årige knægt fra London, Ontario med et blødt ansigt, har kun været der tre uger, og han planlægger allerede sin afrejse. (Han indrømmer, at de manglende toiletfaciliteterne er for meget for ham.)

Bålaften.

Jackson fortæller, at det der gør Poole's Land særligt, er manglen på mobildækning. "Man går ligesom ti år tilbage i tiden. Folk snakker med hinanden ansigt til ansigt igen," siger han.

Mens han fører mig gennem skoven til en hytte kaldet "Pyramiden," fortæller han mig, at "selvom man lever et frigjort hippieliv, så bliver man stadigvæk ældre. Man har stadig stressfaktorer i sit liv. Man kan aldrig flygte fra livet."

Det er måske sandt, men det afholder ikke beboerne på Poole's Land fra at gøre forsøget.