Annoncering
underholdning

Lav dit kontor om til 'The Office' ved hjælp af den her kæmpe auktion med seriens rekvisitter

Du kan købe Pams receptionsdisk og endda Dwight Schrutes nunchaku.

af River Donaghey
27 september 2018, 7:39am

Foto fra The Office af Paul Drinkwater/NBCU Photo Bank. Foto af disk via ScreenBid.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Der er ingen TV-serie, som man kan blive ved med at gense i lige så høj grad som The Office. Du kan kaste dig over et hvilket som helst afsnit for hundredene gang, og kende hver eneste afkrog af plottet ind og ud, og stadig være mere underholdt, end du ville være af 85 procent af det lort, de sender i dag. Men nu kan du gå skridtet videre og ikke bare se gamle afsnit af The Office – du kan eje et stykke af serien.

I sidste uge annoncerede ScreenBid en kæmpe online auktion, der sælger rekvisitter fra serien, blandt andet det kæmpestore Dunder-Mifflin-skilt. Og hvis du nogensinde har haft lyst til at forsvare dit kontor fra vrede ekskærester, har du nu chancen for at få fingrene i Dwight Schrutes nunchaku.

I den omfattende auktion er i alt 500 forskellige rekvisitter fra The Office sat til salg, lige fra de plastre, som Andy satte på sine irriterede brystvorter under Fun Run, til glasdøren fra Dunder-Mifflins Scranton-afdeling, suite 200 og meget mere. Du kan endda købe Pams receptionsdisk eller bord og stole fra mødelokalet, hvis du har lyst til at blive en del af festudvalget.

Nogle af de andre fede ting, du kan købe, er et indrammet billede af Mose, Angelas kattebamse, som hun havde på sit skrivebord og Dwights hæftemaskine – selvom de 750 kroner de vil have for den er lidt mere, end han selv gav for at få den i en automat. Der er også et væld af fantastiske Creed Bratton-ting.

Endelig er der nogle helt suveræne rekvisitter fra "The Dinner Party," som vel nok er det bedste afsnit af The Office nogensinde – blandt andet Jans frygtelige popart og Michaels St. Pauli Girl-neonskilt. Desværre kan man ikke købe Michaels fladskærms-TV. Øv.

Auktionen varer hele næste uge med og slutter fredag d. 5. oktober, så det gælder om at slå til nu, inden alle begynder at slås om Phyllis orange paraply eller sådan noget. Relanceringen af Office bliver måske aldrig til noget, men i det mindste kan du nu fylde dit liv med rekvisitter, mens du venter – eller du kan gense sæson fem og tude over Jim og Pams forlovelse endnu engang.