Annoncering
Ny Musik

Christine and the Queens’ nye album er smuk pop, der skriger dig ind i ansigtet

Den franske musiker leverer et voldsomt og liderligt album, der samtidig er ekstremt let at lytte til, og relancerer sig selv som ’Chris’. Det er kompliceret, men det er alt i livet jo.

af Colin Joyce
26 september 2018, 10:47am

Foto: Jamie Morgan

Artiklen er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Forvandling har altid været et tematisk centrum i den musik, Héloïse Letissier har lavet under navnet Christine and the Queens, og derfor er det også meget passende, at hendes nye æra begynder med et opgør. Det dukker op på coveret til pladen, de sidste 16 bogstaver af hendes gamle, forvirrende kunstnernavn er skåret af til fordel for en minimalistisk titel, som hun tilsyneladende også overvejer at optræde under fast: Chris. Som hun forklarer det, er det ikke en ”negation” eller en afvisning af det feminine islæt i hendes gamle kunstnernavn, hun har lavet sine popkompositioner til nattetimerne under førhen. Hun fortæller NPR, at det i stedet er ny måde at udforske sit liv, der foregår uden for almindelige kategorier og bokse. ”Chris handler om viljen til livet som en kaotisk kraft,” siger hun. ”Det handler om at svælge i det kaos”.

Siden hun begyndte at lave musik, har Chris kæmpet for at vriste sig fri af andres forventninger. Musikeren, som er født i Frankrig, tilbragte sine unge år i London, og i dag udgiver hun versioner af sine plader på både fransk og engelsk. Da hendes første plade udkom – på fransk hed den Chaleur Humaine og på engelsk Christine and the Queens – begyndte hun at optræde i jakkesæt og måtte tålmodigt forklare journalister under interviews, hvad det vil sige at være panseksuel. (I NPR-interviewet fortæller hun også, at mange mistænkte det for at være et markedsføringskneb).

Chris har det helt fint med at omfavne selvmodsigelser – mellem sprog, stil og form – selv hvis det betyder, at hun fremmedgør de mere konservative anmeldere. Se for eksempel videoen til ”5 dollars”, hvor Chris tager et af de jakkesæt, der forvirrede de traditionelle folk, på i ro og mag, inden hun tager et nyt lag på, bogstavelig talt. Før hun tager skjorte og vest på, spænder hun sig ind i læderseletøj, som for at vise os hvor lidt vi forstår af hendes indre liv. Hun siger ting som: ”Jeg tror ikke på det binære” ligeud, mens hun samtidig begræder, at ”for kvinder med en maskulin energi […] er det umuligt at være flydende”. Hendes fordomsfri fans fanger ideen intuitivt, men det er øjeblikkene med en nærmest skjult sensualitet i ”5 dollars”, der peger på, at der er mere på spil – noget, som aldrig vil kunne nå helt op til overfladen, hverken via Chris’ ord eller andres. Sådan er livet så kompliceret.

Som plade er Chris mest interessant, når den forsøger at give de skjulte dele en stemme. Pladen vibrerer af begær, eksistentiel lede og trods – følelser og temaer, der præger hele popmusikkens historie. Men på den her plade blotlægges de helt, og numrene maler et portræt af Chris’ indre liv, der er både dybt og intimt og leveret med varme og sans for detalje. På ”Doesn’t Matter” synger hun om at stå på afgrunden med ”selvmordstanker” og stille spørgsmålstegn ved egoets kosmiske ophav.

Det er store spørgsmål, som Chris også har tacklet tidligere, men de bringer traumer og kriser med op til overfladen, som ligger og blander sig med de lysere elementer. De elementer – som ”Damn (what must a woman do)”, en sang, hvor hun med glæde og med akut behov tilbyder at betale for sex, og som hun selv beskriver som et ”aggressivt og brutalt track om liderlighed” – funkler i mørket og viser, hvor smukt udfaldet kan være, når en kunster udforsker livet i sin helhed. Der er skønhed i kontrasterne, og det er Chris meget opmærksom på, og hun gør sit bedste for at fremmane så mange som muligt af dem på sin nye plade.

Selv om sangene er lyrisk og tematisk tunge – for slet ikke at tale om den følelsesladede koreografi, som videoerne præsenterer – så er de meget lige til. Jeg er mest til popmusik, som genfortolker former og lyde, men Chris er mere radikal i sit udtryk. Hun foretrækker luftige lyde fra pophistorien som for eksempel det bølgende G-funk-islæt i ”Girlfriend” (hjulpet på vej af Dâm-Funk) eller den Hughes-agtige new wave på ”5 dollars”. Melodierne er ukomplicerede, instrumenteringen er glasklar og ilter.

Tag nu bare hele kontroversen over pladen. En bestemt passage er tilsyneladende lånt fra et royalty-frit loop fra GarageBand, hvilket er en dødssynd ifølge en masse nørder på nettet, som i videoer kritiserer hendes evner som producer på en meget tydeligt kønsmotiveret måde – de ser helt bort fra den ulastelige og fængende lethed, hendes arrangementer på pladen er båret af. (Og selv om en lydtekniker har lavet et loop, så er det stadig Chris, der har gjort det til et fedt nummer). Jeg læser hendes valg som en gestus – som det også er tilfældet med samtlige tekster om sex og død, hun har skrevet, så inviterer hun lytteren til at blive en del af pladen, til at synge med i koret på sangen om, hvor kompliceret livet er.

Og i sidste ende betyder det bare, at hendes budskab – begærets hvileløse natur, vores uundgåelige undergang – står endnu stærkere. Hun trækker os ind til sig, mens hun skriger os i ansigtet med sine frustrationer. Det er dét, der gør Chris til noget helt særligt: det er en utroligt behagelig popplade, der på samme tid er helt kompromisløs i sin aflevering og i sidste ende vidunderligt absurd i sin optimisme. Man kan være sig selv, også når det er svært, og stadigvæk være tæt på andre mennesker. Du er ikke den eneste særling derude.