Coke

Mød den danske fotograf, der hang ud med guerillasoldater og lærte, hvordan man laver coke

Danske Mads Nissen er en af verdens bedste pressefotografer. Han har været dybt inde i den colombianske jungle for at fotografere FARC og indåndet de giftige kemikalier fra fattige bønders kokainproduktion.

af Kristian Ejlebæk Nielsen
28 september 2018, 8:25am

Alle billeder af Mads Nissen

Har du nogensinde undret dig over, hvordan det hvide pulver, du har købt af en skummel fyr i en sænket Corolla, egentlig er endt i din hånd? Hvordan kokainen bliver lavet og under hvilke forhold? Så kan du blive klogere i en ny fotobog ved navn We Are Indestructible.

Bogen er skabt af Mads Nissen, som er intet mindre end en af verdens bedste pressefotografer. Han har vundet et hav af priser, blandet andet World Press Photo of the Year, og har været udsendt til borgerkrigen i Libyen og krigen i Afghanistan.

Men det er Sydamerika, der står hans hjerte nærmest. Da han var 18 år, flyttede han til Venezuela, og han har brugt mange år i de latinamerikanske lande. Hans store kendskab til kulturen og hans åbenlyse talent betød, at han i 2016 blev hyret af Nobels Fredscenter til at lave en fotoserie om den colombianske præsident Santos. Efter mange års væbnet konflikt mellem regeringen og oprørsgruppen FARC, blev der indgået en fredsaftale, og det mest voldelige land i verden kunne nu endelig se frem til mere fredelige tider.

Men Mads kunne ikke nøjes med at fotografere præsidenten, for det var ikke hele historien. Før han vidste af det, stod han i junglen ved et interimistisk halvtag, hvor en fattig bonde lavede kokain i dampende fra giftige kemikalier. Midt i en verden, hvor små knægte render rundt med maskingevær, og narkopenge er nødvendige for at overleve.

Vi tog en snak med Mads for at høre lidt om Colombias blodige historie, forstå hvorfor han ville tage billeder af lejemordere og guerillasoldater og selvfølgelig for at få opskriften på kokain.

Første forpost kontrolleret af regeringen, når man forlader FARCs område.

Hej Mads. Hvorfor kunne du ikke bare nøjes med billeder af præsidenten?
Mads Nissen:
Man forstår ikke konflikten, hvis ikke man viser de andre sider af sagen. Man bliver nødt til at forstå, hvem FARC er. Man bliver nødt til at se hvor meget fattigdom, og hvor stor ulighed der er. Hele økonomien er centreret omkring kokain. Det er kokain, der betaler krigen.

Hvordan blev du en del af miljøet?
Jeg har arbejdet i landet tidligere og har derfor nogle gode kontakter. Hvis man er meget nysgerrig, behandler folk ordentlig og er tålmodig, så åbner dørene sig. Jeg mødte nogle unge drenge, der plukkede kokablade og fik lov til at komme med ud næste morgen for at tage billeder af dem. De kørte bladene hen til et laboratorium i junglen, hvor jeg fik lov at fotografere uden ansigter. Et par timer efter måtte jeg godt få ansigter med på billederne, og til sidst var de helt åbne. Når først man har taget billeder af ét laboratorium, kan man nemmere få lov andre steder.

André med sin familie og sit coke-laboratorium.

Hvordan foregår produktionen af kokain?
Drengene kan tjene dobbelt så meget på at plukke koka som ved kaffe, så det er klart, mange vælger det. De tager ikke selv kokain – de vil hellere have en cerveza. De bærer bladene ned til en fyr, der hedder André, som er lidt ældre og har et laboratorium i junglen, skjult under et halvtag, så man ikke kan se det fra luften. Han kvaser bladene med et haveredskab, og så hælder han en masse kemikalier på. Diesel, kaustisk soda og cement blandt andet, og så skal det stå og trække, for at koncentrere det aktive stof. Det tager en hel dag. Der står store tønder med dieselolie og giftige kemikalier over det hele, og de vader rundt i det med gummistøvler. Det stinker, og man bliver næsten helt skæv af de giftige dampe.

Hvor mange deltager i produktionen i et lokalsamfund?
Colombia har aldrig produceret mere kokain, end de gør lige nu. Nogle steder er det bare en enkelt kokamark, men det ændrer sig, når man kommer længere og dybere ind i landet. Tæt på byen Cali har jeg været i et område, hvor der er cannabis- eller kokamarker så langt øjet rækker. Så det er alle, der er involveret i produktion eller salg af cannabis og kokain. Men ingen tager coke. Heller ikke André. Hans drøm er at blive pilot, og han sparer op til uddannelsen ved at producere kokain.

Cannabisplanterne får kunstig belysning i de første måneder for at fremskynde vækst. Alle de små lys på bjergsiderne er andre cannabisproduktioner, men alt der henlægger i mørke, er også enten cannabis- eller kokaplantager.

Tager du selv kokain?
Nej, jeg gør heller ikke. Men bandemedlemmerne gør. Det koster 10-15 kroner for et gram og er helt rent. Jeg har prøvet at tage lidt af det og putte på gummerne – jeg blev helt følelsesløs. Jeg er mere vild med at tygge kokablade eller drikke koka-te. Det er meget afdæmpet.

Var det svært at blive accepteret? Blev du mødt af meget mistro?
Ja, det er klart. Folk er meget kritiske overfor medier, og det bør de også være. Det er jeg også selv. Det handler grundlæggende om, at de skal have en god grund til at lukke dig ind. De vil gerne have, at folk ser verden fra deres perspektiv. Om man er præsident eller kokainproducent vil man bare gerne forstås. De bliver beskrevet i medierne som ”narko-terrorister,” og sådan ser de jo selvfølgelig ikke sig selv. Mange af FARC-soldaterne har været med siden de var teenagere, og de har ikke været vant til vesterlændinge. De er vant til at møde folk med våben i hånden, og det gør altså noget ved en relation, ik? Jeg kan huske, at en af dem spurgte mig efter et stykke tid, om jeg stadig var bange for dem. ’Hvorfor skulle jeg være det?’ sagde jeg, ’fordi I er narkoterrorister?’ Så stirrede hun på mig i et øjeblik, indtil hun fangede, at det var en joke, og så grinede vi alle sammen.

Frygtede du nogensinde for dit liv?
De farlige situationer i Colombia opstår, fordi der er områder, hvor staten er relativt velfungerende, og andre steder som FARC eller andre væbnede grupper kontrollerer. De steder, hvor der ikke er en klar magtfordeling, er et virkelig farligt ingenmandsland. Der var områder, hvor jeg havde fotograferet og ville tilbage til, men det kunne jeg ikke, fordi de ikke længere kunne love for min sikkerhed. Der var lige blevet dræbt nogle politibetjente.

Ligesom jeg har taget billeder af præsidenten, har jeg også fotograferet FARCs leder. Han har været på toppen af verdens terrorliste, og har boet hele sit liv i junglen. Alle hans forgængere er blevet slået ihjel, så han er forståeligt nok lidt edgy. Han er en lav, lidt tyk mand, og jeg tog billeder af ham og hans hund Winny. Jeg fotograferede ham, mens han røg cigaretter. Efter fredsaftalen er FARC blevet et politisk parti, men de er stadig ved at lære, hvordan man gør, og der er en lidt underlig overgang fra guerilla til parti. Da jeg var færdig, var der en spindoktor, der tog fat i mig. ”Det er dårligt for hans image, at der er billeder af, at han ryger.” Det kunne jeg ikke lade være med at grine af, for når man tænker på alt det, FARC har været involveret i, var rygning måske ikke det største problem. Han var egentlig meget flink, men nogle af bandemedlemmerne tester virkelig grænser, provokerer og ser, hvad du kan tage. Det kan gøre mig utryg. En af dem sagde: 'Jeg er vant til at slå ihjel. Jeg slår ihjel for en telefon. Hvordan ville du have med, at jeg tog din telefon?' Jeg sagde, at min mor nok ville blive ked af det. Du kan ikke spille smart overfor de her mennesker, og du kan ikke true med politi. De er pisse ligeglade med politiet. Du kan kun tale til deres hjerte.

Hvad er dit overordnede indtryk af FARC?
Der var ekstremt meget sammenhold. De fleste, der kender til dem, er enige, når jeg siger, at der er en underlig tiltrækningskraft ved dem. De lever det simple liv i junglen, de har et gevær, en mission, en større sag. De tror, de forandrer verden. De er næsten som buddhister i deres spartanske livsførelse og simple mål med livet. Der er en revolutionsromantik omkring dem. Jeg deler ikke overbevisning med FARC, og det sagde jeg også til dem, men jeg betragter dem heller ikke som terrorister, og det har jeg aldrig gjort. Terrorist er et ubrugeligt prædikat, især når man kommer som fotograf. Selv hvis jeg skulle fotografere ISIS er det vigtigt at vise flere sider af dem, og undersøge hvordan man ender helt derude, i stedet for at stemple dem. ISIS er selvfølgelig terrorister, men det er ikke hele historien. Det gælder om at forstå dem – det er i øvrigt også første skridt hvis man vil bekæmpe dem.

Var der noget, der overraskede dig? En særlig lektie?
Det, der overraskede mig mest, var, hvor meget vi har tilfælles som mennesker. Vi er drevet af de samme ting. Fra mig til dem, men også fra præsident til guerilla. Det er livsbekræftende, at verden er så langt ude, men man kan connecte med stort set alle, hvis bare man snakker sammen. Det lyder måske lidt hippie-agtigt, men sådan er det. Jeg vil ikke dømme folk på forhånd. André har produceret mange ton coke, men hvem er mest ansvarlig? Ham der laver det? Ham der tager det? Jeg er mere optaget af at være nysgerrig end at dømme.

9-årige Didiller på basketbanen.

Hvad er fremtiden for Colombia, tror du?
Det er et af de mest fantastiske lande i verden. Det er så smukt. Og så voldsomt.
Jeg fotograferede en far med sine døtre i en cannabisplantage. Han sagde: 'Narko bringer vold, afhængighed, kaos, destabilisering og væbnede grupper til vores land. Men hvis jeg ikke havde det, så havde jeg ikke råd til deres skoleuniform.' Han har prøvet at dyrke et væld af forskellige afgrøder, men der er intet af det, der er penge nok i. Med dårlig infrastruktur oppe i bjergene er det også noget lettere at flytte et halvt kilo coke i stedet for en hel lastbil tomater. Når folk er ekstremt fattige, gør de desperate ting. Hvis man vil undgå det, må man gøre noget ved fattigdommen.

Se flere af Mads' fantastiske billeder herunder. Nederst finder du opskriften på kokain.

7-årige Astri og 9-årige Feryi poserer i den cannabismark, der har betalt for deres skoleuniformer.
Benzin hældes over koka-blade som led i produktion af kokain.
Tomme gader i Soacha, syd for hovedstaden Bogotá.
Cement sprøjtes ud over de tørrede koka-blade som led i produktionen af kokain.
1 kilo kokainbase, der skal rafineres yderligere, før det bliver til det pulver, der sendes til Vesten.
Nogle af de drenge, der lever af at plukke koka. De er alle mellem 15 og 21 år gamle.
Tørrede cannabis-topskud klar til levering.
Soacha, syd for Bogotá

Opskrift på 1 kilo kokainbase*

1. Hak 700 kilo kokablade i småstykker med en buskskærer.
2. Tilsæt 10 kilo normal cement, som det de bruger i byggebranchen (indeholder industriel lime).
3. Fortynd 10 kilo ammonium i 50 liter vand og sprøjt det ud på bladene.
4. Rør godt rundt.
5. Overfør blandingen til tønder, og tilsæt 1000 liter benzin.
6. Lad det stå og trække i 2 timer, men rør rundt hver tiende minut.
7. Tap benzinen gennem huller i bunden af tønderne, og hæld det tilbage i. Tap det endnu engang, men fordel væsken i en ny tønde denne gang.
8. Bland væsken med 150 ml svovlsyre og 10 liter vand.
9. Rør rundt i 10 minutter.
10. Lad det stå i 5 minutter.
11. Træk vand og svovlsyre ud af benzinen ved hjælp af en slange. Væsken indeholder nu det alkaloid, som skal bruges. Benzinen kan genbruges til næste produktion.
12. Fortynd 90 gram natrium-permanganat i 2 liter vand og rør det sammen med væsken, der indeholder alkaloidet.
13. Rør grundigt rundt i 5 minutter.
14. Tilsæt 500 gram kaustisk soda.
15. Tilsæt 20 litter benzin eller petroleum.
16. Rør rundt i 5 minutter.
17. Lad det trække i 5 minutter.
18. Brug igen slangen til forsigtigt at fjerne benzinen fra den vandlignende væske, der nu indeholder den rene alkaloid. Benzinen kan genbruges.
19. Fortynd 200 gram kaustisk soda i 5 liter vand og rør det forsigtigt sammen med væsken, der indeholder den rene alkaloid. Mens du rører vil du se at blandingen skifter farve fra mørkebrun til en lysere nuance.
20. Bliv ved med at røre forsigtigt og hurtigt vil blandingen begynde at størkne.
21. Skær den størknede kokabase i mindre stykker, og så er den klar til at blive solgt.

Et kilo kokabase, kan sælges for omkring 8000 kroner. Det bliver senere behandlet i et andet laboratorium, hvor det bliver til omkring 700 gram af det færdige kokainpulver, som igen sælges for omkring 15000 kroner. Kokainen bliver sandsynligvis smuglet til USA eller Europa, hvor det bliver fortyndet med ting som vaskepulver, afføringsmiddel, koffein, borsyre, kreatin eller procain, som er det bedøvelse tandlæger bruger. Det gøres for at forøge mængden, så der kan tjenes flere penge. Gadeprisen for et kilo kokain er cirka en halv million kroner.

*Opskrift fra André, bragt i fotobogen We Are Indestructible