Er jeg som kvinde egentlig velkommen på bøssebarer?

Jeg tog på Never Mind for at finde ud af, hvorfor kvinder er vilde med at tage på bøssebar – og hvad de homoseksuelle mænd mener om vores indtagen af deres natklubber.

af Layal Freije; illustrationer af Nicolai Bruun
|
22 september 2017, 6:34am

Omringet af homoseksuelle mænd bevægede jeg mig til musikken, præcist som jeg havde lyst til. Der var ingen, der lagde an på mig, i hvert fald ikke på den der 'vil du ikke med mig hjem'-måde. Og komplimenterne, ja, det var, som om de vejede tungere, når de kom fra en mand, der ikke forsøgte at score mig.

Jeg elsker at komme her, det er så befriende, husker jeg, at en af mine veninder udbrød, da vi for nogle uger siden flyttede en privatfest videre til Never Mind, en bøssebar i det indre København. Jeg havde ikke været på bøssebar før, men jeg ved, at flere af mine heteroseksuelle veninder er fast inventar på Københavns homoseksuelle natklubber.

Nu var jeg med. Og jeg måtte give min veninde ret. Det var befriende.

Men som jeg stod der og dansede ved siden af en solbrun, lille, rundmavet herre i bar overkrop og en ranglet yngre mand i nedknappet hvid skjorte, der skrålede med på det, der måske var en Lady Gaga-sang, kunne jeg ikke lade være med at overveje, om jeg egentlig var velkommen på Never Mind.

Ikke fordi der var nogen, der gav udtryk for, at jeg skulle gå min vej. Tværtimod lod det til, at den syngende unge mand nød mit selskab (og det trods de falske toner, gensidigt, vil jeg lige påpege). Men der var trangt på Never Mind den aften, som i 'det tager fem minutter at bevæge sig ti meter'-trangt. Og her stod jeg, heteroseksuel kvinde, og fyldte kostbar plads på en bøssebar. Et hurtigt kig rundt i det overfyldte lokale afspejlede tydeligt, at min gruppe af veninder ikke var den eneste, der fandt det befriende at komme her.

Det er langt fra særsyn, kunne den unge mand, der stod i garderoben på Never Mind bekræfte, da jeg spurgte ham. Cirka en ud af fire gæster på Never Mind er kvinder, ville han gætte på.

Men hvorfor er der så mange kvinder, der tager på bøssebar? Er det, fordi de ligesom mine veninder og jeg en gang imellem ønsker et frirum fra fulde heteroseksuelle mænd? Og hvad mener bøsserne egentlig om vores tilstedeværelse på deres bar?

Det er lørdag aften, det er midnat, og jeg er taget tilbage på Never Mind. Denne gang ikke for at danse bekymringsløst, omringet af mænd, men for at finde svar. Blandt kvinderne og blandt bøsserne. Og så møder jeg en heteroseksuel fyr. Hvad laver han her? Det når jeg til, men inden jeg lader mændene komme til orde, vil jeg – de stereotype kønsroller tro – lade damerne komme først.

Så hvorfor kommer kvinderne på Never Mind og andre bøssebarer?

Jeanne Due, 29
Her er altid en god fest, der er god stemning, og man bliver aldrig set ned på, uanset hvordan man kommer.
Jeg føler, at når man tager på standardbarer eller -klubber, skal man se ud og opføre sig på en bestemt måde; sådan lidt mere posh og lidt mere fint. Når man på bøssebar, kan komme man, som man er.

Julie Ascanius, 26 år
Jeg går ofte på bøssebar, fordi jeg har en stor vennekreds, der er homoseksuelle. Jeg synes, det er hyggeligt og meget befriende, at man kan tage et sted hen, hvor ingen dømmer dig, kigger på dig på en bestemt måde eller vil have dig med hjem.
Jeg føler ikke, at jeg fylder, eller at jeg tager noget fra nogen. Til de, der vil vide, om man er heteroseksuel eller homoseksuel, siger jeg, at jeg er den, jeg er. Og her er det accepteret af alle. På en almindelig bar, så bliver det næsten kritisk for en fyr, hvis man siger, at man ikke vil med ham hjem. Men det er ikke derfor, jeg går i byen, jeg skal bare ud af have det sjovt, og det kan jeg her.

Sofi Aubier Puoliot, 21 år
Jeg føler mig mere fri til at danse. Jeg kan danse, som jeg vil, uden at der er nogen, der lægger an på mig. Der er stadig folk, der er interesseret i mig på bøssebarer, men det er ikke hele tiden. Når jeg er på andre barer, så er det hele tiden.

Adrienne Lough, 26 år
For mig er det ligesom at gå på andre barer, jeg ser det ikke som noget anderledes.
Jeg tror, at der altid vil være en stereotyp forestilling om, at mænd vil lægge an på dig på andre klubber, men at du på en bøssebar er "sikker". Jeg synes her er ligesom på andre barer.

Føler du, at du trænger dig på?

Nej. Og jeg tror, at hvis man begynder at adskille ting, så begynder man at sætte grænser for hinanden. Så hvis man stopper med at lukke heteroseksuelle ind på bøssebarer, kan man risikere, at homoseksuelle bliver ekskluderet andre steder, og det vil jeg ikke være en del af.

Men hvad synes bøsserne om, at kvinderne kommer på deres bar?

Flavius Berciu, 25 år
Der mange piger her, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.
Mænd er svære at få til at danse, men hvis der er en pige, der danser, så har jeg lettere ved at bevæge mig ud på dansegulvet. Jeg føler, at det er fedt, at der er kvinder her. Det er en bøssebar, men det er også et sted for LGBT, og det inkluderer alle køn.
Det er mere de heteroseksuelle mænd, der fylder. Kvinder er okay, for vi ved, hvor vi har dem. Men man ved ikke, at heteroseksuelle mænd er heteroseksuelle, og man finder først ud af det, efter man har lagt an på dem. Det er ikke, fordi de opfører sig dårligt, men fordi det er misvisende. Jeg har talt med nogle af de heteroseksuelle fyre, der kommer her, og de siger, at de kommer her, fordi de ved, at der er piger, der er her med deres veninder, og så kan de lægge an på dem.

Michael Nilsson, 44 år
Jeg synes, det er okay på Never Mind, der er få kvinder nok til, at det er okay.
Der kan godt være for mange. Så er det ligesom på Cosy Bar (en anden bøssebar i København, red.), hvor det er gymnasiepiger, der overtager det hele. Det er også okay – så er det bare ikke en homobar længere.
Jeg bliver ikke irriteret over, at de er der, men jeg bliver irriteret over, at jeg tror, jeg kommer på en bøssebar, der i stedet er fyldt med heteroseksuelle piger eller fyre.

D.S., 23 år
Det er godt kvinderne kommer, for så er der diversitet. Men jeg synes, det er noget lort, at de er er nødt til at komme her for at føle sig mere tilpas, at ingen vil lægge an på dem. Og det er jo det, der er fedt ved bøssebarer, man kommer for at danse, og man er ligeglad med, hvordan folk klæder sig.

Anders Bülow, 36 år
Det er mærkeligt at problematisere, for folk går jo bare der hen, de har lyst til. Det kan måske være irriterende, men… det er mere, hvis de har deres kærester med. Så kan det skabe en underlig dynamik, fordi deres kærester kan misforstå noget.
Jeg tror, at kvinder tager på bøssebar, fordi det er et sted, hvor man kan danse lige så vildt, som man har lyst til. At det måske er et frirum. Der er sikkert også mange piger, der har en ide om, at de gerne vil have en homoven, fordi det er sjovt. Altså at det er nogle klicheer, man dyrker.

Hvad synes du om de klicheer?

Det synes jeg er fjollet, og det skal man holde op med.

Sean Danna, 21 år
De kommer her og føler sig frie. Det er sjovt, og jeg nyder det.
Jeg synes, det er rart, at de her. Der er mange creepy, gamle mænd, og så har jeg det bedre med pigerne, for jeg ved, at de ikke vil lægge an på mig. De kommer her for at føle sig mere tilpas, og jeg er mere tilpas sammen med dem.

Okay, så kvinder på bøssebarer er altså ikke påtrængende (puha!), så længe mændene er i overtal, vel at mærke, og det giver jo meget god mening. Der er endda nogle, der opfatter kvinder som en sjov, befriende del af festen, som giver dem mod til at bevæge sig ud på dansegulvet. Og det er godt, for nogle af de kvinder, jeg talte med, foretrækker bøssebarer frem for andre klubber – mest på grund af den fordomsfrie stemning, og fordi de kan slå sig løs.

Men hvad er the deal med heterofyrene? Det lyder, som om nogle kommer med deres kærester, andre for at lægge an på pigerne på klubben, og mit indtryk er, at selv om alle er velkommen, så er de den gruppe, der bliver sat mindst pris på blandt gæsterne.

27-årige Luis Montoya, som er heteroseksuel, er også på Never Mind denne aften, og da jeg spørger ham hvorfor, svarer han hverken, at han er her med kæresten eller for at score. Men fordi han godt kan lide, at han kan udtrykke sit køn mere flydende her.

"Jeg kan godt lide bøssebarer, fordi der er intet ansvar, intet pres på at skulle indtage rollen som heteroseksuel mand, der lægger an på kvinder. Når man går på bar som mand, føler man et pres. Man skal være super maskulin, dominant og være alfahan. Det er ret aggressivt. Her får jeg en drink, jeg danser som jeg vil, og der er intet pres," forklarer han.

Klokken er 2:30, og Never Mind er nu lige så overfyldt, som første gang jeg var her. Det lader ikke til at påvirke Luis Montoya, der kigger på sin homoseksuelle ven og heteroseksuelle veninde, han er her sammen med, og spørger: "Skal vi danse?".

Det skal de. Få sekunder efter er de alle tre forsvundet ind i mængden af fulde, dansende mennesker.