Annoncering
Κina

Her er en forfærdelig video af en krabbe, der spiser urter, mens den bliver kogt levende

Hæng lige på, mens jeg bliver vegetar.

af Mayukh Sen
18 oktober 2017, 12:30am

Photo via Flickr-brugerNaotake Murayama

Denne artikel blev oprindeligt publiceret af MUNCHIES US.

Sidste torsdag opdagede China Global Television Network en video, der nok skal få maven til at vende sig, og dyreelskere til at gå på barrikaderne. Det er en smartphone-video, som viser en krabbe, der kravler ivrigt efter chiliflager og porrer i en gryde, mens den bliver stegt levende.

Som mange twitterbrugere påpegede efter at have set videoen, er der helt klart etiske bekymringer ved, at man placerer et levende krebsdyr i en varm pande og langsomt steger det til døde. Videoen er stort set blottet for kontekst. Alt, vi ved, er, at den blev filmet i Changsha, en by i Yunnan-provinsen, i sidste måned og er cirka fem sekunder lang.

LÆS MERE: Vi talte med den nordjyske veganer, der bytter æg ud med 'fuglemenstruation'

Videoen er blot det seneste eksempel på, hvad der har udviklet sig til en genre gennem de seneste år: desperate skaldyr og fisk, der prøver at modstå deres skæbne som ofre for menneskeligt forbrug. Krabbevideoen fra Yunnan minder om en anden video, der blev delt sidste måned. Den blev filmet i Lianyungang, i Jiangsu-provinsen, og viser fire levende krabber, der bliver stegt i en varm gryde. En af dem forsøger ihærdigt at trodse døden ved at klatre ud af gryden, hvorefter den formår at slukke strømmen til blusset. Der slutter videoen desværre. Vi ved ikke, hvad der blev af den modige krabbe (men den og dens venner blev sikkert ikke løsladt tilbage i havet).

Og det stopper ikke her. Der er også hamachi, der springer og vrider sig efter at være blevet skåret i to, fiskemunde, der bevæger sig på tallerkenen, og finner, der vibrerer, mens de spisende gæster ser på med rædsel.


Efter at have set disse klip har jeg aldrig været gladere for at være allergisk over for fisk og skaldyr.