Annoncering
hjernerystelse

Unge danskere fortæller om, når hjernerystelse bliver kronisk

Emilie og Steffen er to af de knapt 4000 danskere, der årligt oplever at få en hjernerystelse, der ikke forsvinder.

af Renna Rose Agger
25 april 2018, 10:48am

Emilie Lykkeberg Dahl og Steffen Ahle Møller. Privatfoto

Hovedpine, kronisk træthed, koncentrationsproblemer og periodiske depressioner. Hvis ikke du selv har oplevet det, har du sikkert en ven eller et familiemedlem, der har døjet med eftervirkninger af en hjernerystelse, der ikke forsvinder. Men hvorfor bliver nogle ramt hårdere end andre, og hvad gør man egentlig, hvis man er en af dem, der efter et slag på eller vrid i hovedet pludselig skal leve med smerter hver dag?

Selvom minimum 25.000 danskere årligt rammes af hjernerystelse, er informationen på området sparsom. De officielle retningslinjer kan være svære at finde, og kigger man på nettet, finder man tonsvis af modstridende råd og ligeså mange tvivlsomme behandlingstilbud, der koster en formue. Hjernerystelsesforeningens hjemmeside oplyser dog, at symptomerne for langt de fleste går over efter et par uger, men op mod 15 procent udvikler langvarige eller kroniske mén.

Det betyder, at op mod 3750 danskere hvert år rammes af en hjernerystelse, der ikke forsvinder lige med det samme Og tallet kan være endnu højere. Det fortæller neuropsykolog Birgitte Hysse Forchhammer, som har beskæftiget sig med hjernerystelse i mange år.

"Det officielle tal for hjernerystelse ligger på omkring 25.000 årligt, men vi ved, der er et mørketal, som også gemmer nogle af de mennesker, der oplever langvarige senfølger," fortæller hun.

Hun forklarer desuden, at senfølgerne kan variere mellem alt fra hovedpine, træthed og lys- og lydfølsomhed til koncentrationsproblemer og depressioner, ligesom varigheden og forløbet også er forskelligt fra person til person.

"Vi ved i virkeligheden meget lidt om langtidsforløb," siger hun. "Nogle kommer sig pludseligt efter meget lange sygdomsforløb, andre får det godt efter få dage, men bliver pludselige dårlige efter måneder, mens nogle lever med det hele livet. Det er dog vigtigt at huske, at langt de fleste, der får hjernerystelser, er helt symptomfri efter dage eller ganske få uger. Jo længere, man går med de her ting, jo større er sandsynligheden for, det bliver kronisk."

Men hvad skal man så gøre? Endnu et spørgsmål, der ikke findes enkle svar på.

"Det kan være lidt af en jungle," siger Birgitte Hysse Forchhammer. "Udover at man ved meget lidt på det her område generelt, er hverken udredningen eller behandlingen centraliseret. Man anbefaler at søge egen læge, hvis symptomerne ikke er væk efter to måneder, men da de fleste jo kommer sig ganske hurtigt, er det ikke alle praktiserende læger, der har kendskab til langtidsvirkningerne. Tidligere hed dig sig, at man skulle holde sig helt i ro, men i dag ved vi, at det er godt at komme i gang tidligt."

Og går man ind på Sundhedstyrelsens hjemmeside, bliver man ikke klogere. I en skriftlig kommentar til Vice forklarede styrelsen, at de slet ikke har officielle retningslinjer omkring hjernerystelse, fordi "man allerede ved, hvad man skal gøre på dette området." De ønskede ikke at stille op til interview.

Det ville til gengæld Steffen og Emilie. De er to af af dem, der lige nu lever med følgerne af langvarige hjernerystelser.

Emilie Lykkeberg Dahl, privatfoto

Emilie Lykkeberg Dahl, 25 år, læser til lærer

Emilie er 25 år, bor i Næstved og læser til lærer. Men selvom hun er glad, hvor hun er, ved hun, at hun aldrig kommer til at kunne bruge sin uddannelse til at undervise børn:

“På studiet har vi jo en del praktik," fortæller hun. "Og lad mig bare sige, det ikke er mine yndlingsperioder. Jeg elsker at undervise og være ude med børnene, men jeg får det frygteligt af det. Efter få dage går jeg i seng med hovedpine hver aften og vågner op med det igen om morgenen. Det kommer aldrig til at fungere for mig."

Smerterne skyldes, at Emilie tilbage i 2006 faldt af sin hest og slog sit hoved.

"Vi vidste med det samme, at det var hjernerystelse, men hverken jeg eller min mor havde den ringeste idé om, at den slags kunne vare mere end en uge eller to."

Efter en uge i sengen blev Emilie derfor sendt tilbage til Holmegaardskolen Fensmark, hvor hun gik i 8. klasse. Men det gik "helt helt galt". Hovedpinen var konstant, hun kunne ikke holde sig vågen eller koncentrere sig om undervisningen, og efter få uger blev hun igen sygemeldt. Denne gang i et halvt år.

"Jeg fik ondt hovedet, blev ekstremt træt og kunne ingenting. Og det blev bare ved," fortæller Emilie.

Det lykkedes hende at afslutte 9. klasse på nedsat tid, og de næste år gik med et amputeret efterskoleår, et mislykket forsøg på at tage gymnasiet og uendelig meget ensomhed.

"Jeg syntes - og synes til en vis grad stadig - at det var enormt pinligt at være syg. Det er jo ikke normalt, at en på 16 år skal sove tre timer til middag for at kunne fungere, og det eneste, jeg ville, var jo at være normal, så jeg isolerede mig en del i de år."

Men i 2011 kom Emilie på højskole, og tingene begyndte for første gang at vende. "Det var struktureret på en måde, der passede rigtig godt til mig: Stå op. Tag et fag. Hold pause. Tag et fag. Sov til middag. Vær social. Det var fem år efter ulykken og nok første gang, jeg virkelig følte, tingene spillede."

Derefter tog hun HF på nedsat tid og prøvede at leve så normalt som muligt.

"Jeg var så vred over, det skulle blive ved med at fylde. Jeg ville bare være ung. Så jeg begyndte at feste som andre, lave mange aftaler."

Men Emilies hoved kunne ikke følge med, og hun endte med at blive sygemeldt et helt år. De måneder blev nogle af de sværeste for Emilie:

"Selvom jeg havde det mest fysisk dårligt i starten, var det her nok noget af det mest opslidende. Jeg var bare så ked af det hele tiden og kunne slet ikke se ud over det. Det der med at måtte kaste håndklædet i ringen, det var virkelig en voldsom oplevelse," fortæller hun.

Hvad gjorde du så?

"Jeg ringede til min mor tudede, og så sagde hun, ja, det er ikke godt, men nu skal du stoppe."

Derudover begyndte Emilie på læreruddannelsen i 2015, og siden er det hele begyndt at falde på plads:

"Fysisk er der ikke sket så meget i mange år, men psykisk har jeg det bedre. Faktisk har jeg det efterhånden ret fint. Jeg har haft mange år, hvor jeg har brugt energi på at være ked af det og frustreret, men ved jeg, det ikke bliver anderledes. Og jeg får det ikke bedre af at fokusere på, hvor træls det er. I stedet bruger jeg kræfterne på, hvordan jeg får mest muligt ud af min hverdag, og det er det, jeg får det bedre af," fortæller hun.

For Emilie betyder det blandt andet, at hun har affundet sig med, at hun formentlig aldrig kommer til at kunne passe et fuldtidsarbejde eller gennemføre et studie uden særlige ordninger:

"På gode dage har jeg har tre-fire timer om dagen, og så tager jeg hjem. Og hvis jeg så også sørger for at få hvilet mig og ikke lave aftaler hver dag, begynder det at ligne en normal hverdag. I hvert fald for mig."

Kan du slet ikke mærke hjernerystelsen i de dage?

"Hvis du ikke havde spurgt, havde jeg nok ikke tænkt over det, men nu, når jeg mærker efter, kan jeg godt mærke den. Sådan vil det nok være altid. Jeg er bare holdt op med at indrette mit liv efter den."

Steffen Ahle Møller, privatfoto

Steffen Ahle Møller, 28 år, studerende

Steffen er 28 år og studerer til forretningsudviklingsingeniør. Og så lider han på fjerde år med eftervirkningerne af to hjernerystelser, der i perioder har betydet, at han hverken kunne passe studiet, se sine venner eller være sammen med sin familie.

"I 2014 var jeg til en julefrokost, hvor jeg faldt og slog mit hoved. Min veninde ringede 112, og jeg blev hentet i ambulance," fortæller Steffen, der ikke selv husker meget fra episoden. Han sendes hjem uden at være blevet undersøgt for hjernerystelse.

"Men da jeg vågnede næste morgen var den gal. Hvis man tager tømmermænd gange 10, så var det cirka følelsen. Men jeg manglede mad, så jeg cyklede til Bilka. Jeg kan huske, jeg kørte over en kantsten og det der lille bump, det gjorde vanvittigt ondt i hovedet."

Da symptomerne ikke forsvandt med tømmermændene, vidste Steffen godt, at det var hjernerystelse.

"Jeg vidste, man skulle holde sig i ro i to uger, så det forsøgte jeg. Men jeg var midt i en eksamensperiode, hvor vi skulle aflevere et projekt i grupper, så jeg begyndte at arbejde igen, før jeg var klar," fortæller han.

I løbet af de næste måneder gik det galt: "Jeg kunne ikke koncentrere mig, jeg havde ondt i hovedet og havde brug for ekstremt meget søvn. I sommeren 2015 eskalerede det, da jeg opdager, jeg har bestået to fag, jeg slet ikke husker at have haft, og derefter dumpede et projektfag."

Det blev starten på det værste år i Steffens liv.

"Jeg isolerede mig fuldstændig. Så ingen mennesker, talte ikke med nogen. Når jeg tænker tilbage har der nok også været noget depression inde over."

I april 2016 begyndte han at få det bedre: "Min søster hjalp mig, og jeg tog kontakt til både egen læge og studiet. Jeg fik en underviser, der fungerede som en coach for mig, og det hjalp mig tilbage i livet."

Hen mod sommeren 2017 følte han sig næsten symptomfri. Men så skete det, der ikke må ske.

"Jeg var til en fest og blev skubbet ned af mur og landede med hovedet først lige ned i nogle sten," fortæller Steffen. "Om aftenen tænkte jeg ikke over det, men næste dag var der ingen tvivl om, at jeg havde fået min hjernerystelse nummer to."

Men det skulle vise sig, at den ville blive det mindste problem de følgende måneder.



Men det skulle vise sig, at den ville blive det mindste problem de følgende måneder.

"Lægerne havde jo intet skrevet om hjernerystelse i journalen den nat, jeg slog mig første gang. Derfor har jeg ikke kunnet dokumentere ulykken," fortæller Steffen og forklarer, at det betyder, han ikke kan få dispensation for at have udskudt sin bachelor tilbage i foråret 2017.

"Som tingene ser ud nu, er det slet ikke sikkert, jeg kan få lov til at færdiggøre mit studie, og det er er jo i sig selv hårdt, men det værste er næsten ventetiden."

Svaret på Steffens sidste klage om dispensation til at færdiggøre studiet, der skal behandles i Undervisningsministeriet, og som afgør hans fremtid, er blevet udskudt siden juli 2017.

Siden ulykke nummer to er han desuden begyndt at komme i Hjernerystelsesforeningen:

"Jeg har mødt andre unge i samme situation og har også holdt et par oplæg. Det giver mening til det hele at kunne bruge sine oplevelser på den måde."

Har du hjernerystelse og mangler nogle af tale med, kan du ringe til Hjernerystelsesforeningens telefonlinje på 42 92 77 15