Mød det danske punkband Nexø, der virkelig, virkelig ikke kan lide Bono

U2-plader bliver blendet, skudt med haglgevær og besudlet på alle tænkelige måder i de københavnske punkeres nye video til tracket "Open Letter to Bono (Fuck You)"​.

|
23 april 2018, 1:19pm

Screenshot

Om man er nede med folk eller ej, er man indimellem nødt til at tage hatten af for deres rene og skære dedikation til en sag. Tænk Britney-beskytteren, Chris Crocker, der gik viral med sin empatifyldte – om end suuuper fucking mærkelige – lagen-indsvøbte bøn om at "leave Britney alone". Eller ham der Jason Russell, der formåede at skabe en omfattende global kampagne for at stoppe krigsherren Kony og hans brug af børnesoldater...meeen endte med at falde hårdt fra succesens tinde, da han blev fandet i at tage en, ehm...lidt for offentlig – spiller.

Here's the deal – København har fået et nyt punkband. De hedder Nexø. De hader Bono. Og det er de virkelig gode til at vise.

Hvis du synes, at U2 er nogle posers, eller at Bono er en hyklerisk nar (ikke direkte ond på et Rodrigo Duterte eller Scott Pruitt eller Josef Fritzl-plan – bare lidt et piece of shit, lidt af en sjoller) – hvis du synes det – vil du virkelig kunne sætte pris på punkkvartettens track "Open Letter to Bono (Fuck You)" og deres første video nogensinde. For den er basalt set bare en eskalerende kavalkade af unægteligt tilfredsstillende respektløs omgang med en række U2-vinyler. Efter at have brugt videoens første 15 sekunder på at smadre et bat gennem et Prosonic-tv, der viser "Beautiful Day"-videoen, går bandet til værks med at hakke, brænde, blende, stene, skyde, hoppe på, skateboarde på og pisse på en masse plader ætset med Bonos stemme – for at nævne bare et par af Nexøs cruel and unusual skamferingsteknikker – til lyden af tekster som:

// Clench your fist and yell “Save the whales!” / Hide billions in the Caymans with the other hand / A Nobel Prize should boost your record sales / Philanthropic asshole, FUCK YOU / Fuck U2 //

De fodrer en U2-vinyl til en legesyg labrador. På et tidspunkt bunder guitarist Jakob Møller endda en smoothie med blendet U2-plade.

“Forløjede politikere, en fascistoid højredrejning og en voksende kløft mellem rig og fattig kan være slemt nok. Men der er noget særligt nederdrægtigt ved folk, der påstår at ville forandringer, men er med til at konstituere et korrupt system og fastholde det samme undertrykkende status quo. Sådan en mand er Bono, forsangeren i verdens mest overvurderede band, U2," fortæller forsanger Kristian Nielsen til Noisey.

"Han har gjort sig selv til fortaler for sociale forandringer og udryddelse af fattigdom, mens han sidder på toppen af en überkommerciel marketingmaskine, der skovler hundredevis af millioner ind hvert år – samtidig med, at de penge ryger direkte i skattely. Bono er en forloren løgner, der profiterer på andre menneskers lidelser, og det vil Nexø gerne sætte fokus på.”

Nexø. Foto af Amanda Hjernø

"Open Letter to Bono (Fuck You)" er en af fire tracks på det nystartede københavnske punkbands debut-ep, The Nexø Brigade, og er noget af det reneste og mest underholdende stykke sonisk had, du nogensinde kommer til at høre. Og i logisk forlængelse deraf er videoen, der er klippet og redigeret af Onkel Hawaii, som normalt er tilknyttet undergrundsforlaget Baggaardsbaroner, kort sagt for had til U2 frontmanden, hvad Drakes "God’s Plan"-video er for kærlighed til fattige og udsatte mennesker i samfundet.

Stilfuldt skraldede og reverb-tunge guitarriffs flyder sammen med en energisk udskejende vokal fra forsanger Kristian Ejlebæk Nielsen – som i øvrigt skriver ting og tager sit tøj af på den danske VICE.com-redaktion.

"U2 har solgt 170 millioner plader på verdensplan, men nu er der i det mindste 12 færre tilbage til at forpeste øregangene på letpåvirkelige ynglinge over hele kloden," konstaterer han.

Se videoen herunder, og forbered dig på to minutter og 26 sekunders rendyrket, DIY Bono-had til lyden af råt, smældende og tilfredsstillende ærligt københavnsk punkmusik. Og kom ikke og sig, at Kristians afsluttende “FUCK YOU BONO YOU PIECE OF SHIT”-skrig ikke er det mest befriende og joviale, du har hørt i dag: