Silvana Imam mener, vi har brug for flere lesbiske fortællinger, og hun begynder med sin egen
Foto: Adam Falk/PR-foto

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Silvana Imam mener, vi har brug for flere lesbiske fortællinger, og hun begynder med sin egen

Den svenske rapper lod et kamera følge sig i tre år, så vi kan se, hvem hun er; en svensk-litaunsk-syrisk, feministisk, lesbisk kvinde, der er vildt forelsket. Fredag vises dokumentaren i København, og Silvana Imam giver en eksklusiv koncert.

Hun gør det aldrig igen, siger hun grinende på engelsk med svensk accent, da jeg fanger hende en sen eftermiddag på telefonen. Lader et kamera følge hende i tre år, altså. Jeg har lige set den dokumentar, der er kommet ud af det arbejde, og jeg er stadig rørt af den kærlighedshistorie, som er en stor del af filmen. Så det første, jeg spørger om, er, hvordan Silvana Imam selv havde det, da hun havde set dokumentaren:

Annoncering

"Det var meget følelsesladet. Den var smuk. Den var meget intim."

Den hedder Silvana - Väck meg når ni vaknat, og i den møder vi Silvana Imam på vej op. Hun er ved at storme Sverige. Hun er masser af bas. Hun er homo og fuck patriarkatet. Og så er hun vildt betaget af den svenske sangerinde Beatrice Eli. Hun er faktisk forelsket.

Dokumentaren bliver derfor også kærlighedshistorien om, hvordan Silvana Imam og Beatrice Eli bliver Sveriges lesbiske power couple, som kysser på den røde løber, giver fælles koncerter og får deres eget hashtag #elimam. De bliver helt automatisk LGBTQ-forkæmpere og rollemodeller for unge homoseksuelle kvinder og mænd bare ved at være sammen. Og vi er med hele vejen. Fra den super sårbare forelskelse til snakken om, hvem der skal fri til hvem i et lesbisk forhold.

"Det er meget specielt at blive fulgt at et kamera i så intime situationer," fortæller Silvana Imam, "men jeg føler også, at det er noget, folk har brug for at se. For vi har ikke set de historier før i film. Og det her endda ægte. Det er ikke en fiktiv historie, og den er vigtig."

Det er ikke kun Silvana Imam, der har savnet fortællinger om lesbiske kvinder. Den danske manuskriptforfatter Jenny Lund Madsen har blandt her på Broadly kritiseret danske film og serier for at mangle nuancerede lesbiske karakterer, blandt andet fordi hun selv manglede nogen at spejle sig i som ung.

Silvana Imam kan genkende den følelse.

Annoncering

"Jeg er enig, hundrede procent. Jeg kendte også kun et kvindeligt par, da jeg voksede op. Forhåbentlig kan jeg vise, at det ikke er unormalt. Selvom det stinker, at vi er nødt til det," siger hun.

I dokumentaren ser vi gamle videoklip af Silvana Imam som barn. Hun er kortklippet og har, hvad der traditionelt forbindes med drengetøj, på. I en anden scene fortæller hun Beatrice om, at hun kaldte sig Erik dengang.

I dag er hun Silvana. Og hun gør meget ud af at fortælle mig, at hun bare er sig. For nok var der en måde, hun skulle være på, da hun var barn, som ikke var den måde, hun var på, men hun var stærk og kom igennem det. Men nu gør hun ikke andet end at være, understreger hun. Hun er glad for, at hun kan hjælpe andre, men gør det kun ved at vise, hvem hun er.

"Jeg er bare og lader folk se. Jeg er synlig, men jeg laver ikke kampagner."

Men den person, vi ser Silvana Imam være i dokumentaren, er også en person, man let kan forestille sig, at nogle mennesker kan lade sig provokere af.

Du er kvinde, du er lesbisk, du er feminist, og du er meget åben om, at det er den, du er, og mit gæt er, at det pisser nogle mennesker af?

"Ja, det er svært for nogle mænd at acceptere, at der er kvinder, der ikke er tiltrukket af dem, og at der er kvinder, der virkelig ikke har brug for mænd. Mænd kan ikke indrømme det, når de tager fejl, og de er ikke ligeså følelsesmæssigt udviklede som kvinder, og det er en udfordring for alle kvinder, ikke kun for os lesbiske kvinder."

Og du befinder dig så på den her hiphopscene, som er et meget mandsdomineret sted, hvordan er det?

"Alle steder er mandsdominerede. Sig mig et sted, der ikke er mandsdomineret i denne verden."

Dokumentarfilmen "Silvana - Väck meg når ni vaknat" vises i morgen på CPH:DOX i samarbejde med Broadly på Hotel Cecil i København, hvorefter Silvana Imam spiller en eksklusiv koncert. Læs mere om arrangementet her.

Har du ikke mulighed for at se filmen fredag, så kommer den i biograferne den 4. april.