Dansk feminisme er et Himalaya-landskab af bittesmå problemer

Feminister fremstiller kvinder som hjælpeløse ofre, og #MeToo er kronen på værket. Det mener Leny Malacinski, som istedet efterlyser en ny form for action-feminisme.

|
21 marts 2018, 8:50am

De senere år har feminisme fået fornyet vind i sejlende. #MeToo går sejrsgang, man kan købe t-shirts med feministiske slogans i H&M, og der kommer folk under 40 til 8. marts-arrangementer. Men hvad er det egentlig for en sag, der kæmpes for? Deler feminisme mere end den samler? Er der plads til minoritetskvinder? I denne artikelserie taler vi med fremtrædende aktører for at blive klogere på, hvilken tilstand moderne dansk feminisme befinder sig i.

”Den er så lidt handlekraftig og så lidt stærk, som noget kan blive.”

Sådan beskriver Leny Malacinski, der er journalist på Weekendavisen, dansk feminisme anno 2018.

”Der er en verden til forskel på 70’ernes feminisme, hvor man gik til selvforsvar, lavede kollektiver, dannede bands, og damebladene skrev guides til, hvordan man bruger en boremaskine. Man handlede. I dag er det et tabu i kvindebevægelsen, at kvinder kan gøre en forskel i deres eget liv. Vi er bare ofre for strukturer.”

Det er ikke første gang, Leny Malacinski opforder feminister til at droppe offerrollen. I 2009 udgav hun debatbogen Den dag, jeg opdagede, jeg var undertrykt, hvori hun kritiserer kvindebevægelsen for at fremstille kvinder som nogen, det er synd for, og som derfor skal have positiv særbehandling i form af kønskvoter, øremærket barsel og forbud mod sexistiske reklamer.

Selvom hun går ind for ligestilling mellem kønnene, definerer Leny Malacinski sig ikke som feminist, for hun synes, det er som om, hun skal skrive under på noget, der står skrevet med småt. ”Jeg fornemmer, det er noget med, man skal anerkende, at kvinder har det værre end mænd. At de har nogle særlige udfordringer her i livet, som er værre end mændenes. Og det anerkender jeg ikke.”

Du har jo før været inde på det her med, at feminister tager en offerrolle på sig, og at du savner en form for…

”Action-feminisme”.

...netop. Men offeret er jo ikke den fede rolle, så hvorfor skulle kvinder aktivt opsøge den underposition?

”Det forstår jeg heller ikke. Men jeg ved godt, hvad det giver dem, nemlig rollen som underdog. En underdog kalder på samfundets beskyttelse og har et moralsk krav på, at der bliver taget særligt hensyn. De vil gerne tale med den undertryktes autoritet, for hvis man bare kommer og er et almindeligt menneske, med et almindeligt ikke-problem, hvorfor skulle folk så lytte til dig? Men hvis du er kvinde og oveni købet har menstruation, så skal folk være sådan: 'Hey, hey, hey! Hende her prøver faktisk at sige noget'.”

Den tendens til at fremstille kvinder som ofre, mener Leny Malacinski kun er blevet forstærket i løbet af de ni år, der er gået, siden hendes bog udkom. Og #MeToo er kronen på værket.

”#MeToo er den eksplosive forløsning på al den kvindelige vrede og offerliggørelse. Den rider på ryggen af alvorlige forbrydelser, men så kommer der alt muligt andet med, som jeg mener er under bagatelgrænsen, og den er ustoppelig, for der er ingen, der tør sige noget. Fordi ligestilling er godt. Og det er det. Det er bare ikke det, der sker. Istedet er opgøret mod magtfulde mænd gået hen og blevet magtudøvelse i sig selv.”

Som eksempel på det nævner hun Oscar-uddelingen i år, hvor flere af de berømte kvindelige skuespiller ikke stoppede for at tale med E! News-værten Ryan Seacrest på den røde løber. Det har ellers været noget nær obligatorisk at give interview til ham, men i år var det svært for ham at tiltrække kvindelige skuespiller til en sludder. Det skyldes, at hans personlige stylist sidste måned beskyldte ham for at have krænket hende seksuelt. Forud for Oscar-uddelingen havde Tarana Burke, der startede #MeToo, udtalt til Variety at hun ikke mente, E! News burde sende ham, fordi: ”Vi bør ikke skulle træffe det valg, om vi taler med ham eller ej. Det handler ikke om hans skyld eller uskyld, men om at der er verserende rygter mod ham, og indtil de er blevet afklaret, bør det være op til E! News og ikke op til os." Men ifølge E! News, så har de undersøgt sagen til bunds og fundet, at der ikke er tilstrækkelige beviser mod ham.

Leny står på af en mur og skygger for solen med sin ene hånd

”Eksemplet med kvinderne, der ikke vil tale med Ryan Seacrest på den røde løber, viser, at man under #MeToo-hatten er blevet fuldstændig ligeglad med, om folk faktisk har gjort noget eller ej. Der er en vrede, man skal have ud. En straf, man vil eksekvere. Og nu hvor Harvey Weinstein er død og begravet karrieremæssigt, jagter man andre mænd – uden at skelne mellem skyldige og uskyldige,” siger Leny Malacinski.

Den kvindelige vrede, som #MeToo er udtryk for, er ikke en vrede, Leny Malacinski forstår. Men hun anerkender, at den findes. Også i Danmark. Men i og med, at det ikke er lykkedes at finde en dansk pendant til et åbenlyst dumt svin som Harvey Weinstein, mener hun, at danske feminister i stedet har kastet sig over den almindelige mand. Blandt andet har Dagbladet Information kørt en stor serie kaldet Grænseland, hvor mænd fortæller om at mistolke kvinders signaler og blive krænkere ved et uheld. Men Leny Malacinski mener, at man med det fokus er med til at grave grøfter mellem kønnene, fordi man indirekte beskylder alle mænd for at være potentielle voldtægtsmænd.

Men det seksuelle gråzoneland eksisterer jo, uanset om vi snakker om det eller ej, og er det så ikke bedre, at vi har en dialog om det, og at mændene indgår i den dialog?

”Jo, dialog er godt, men det er ikke en dialog, når det kun er den ene part, der skal bekende noget. Da Information efterlyste cases til deres artikelserie skrev de for eksempel: 'Verden er ikke opdelt i good guys og bad guys', men hvis det passer, hvorfor er det så kun mænd, der skal interviewes? Er der aldrig en dansk kvinde, der har overskredet en mands grænser? Er det, fordi kvinden er den der bly ting, mens manden er en slags King Kong, der gerne vil gøre noget blidt, men på grund af hans voldsomhed bliver det en krænkelse? Vi har alle sammen haft dårlige seksuelle oplevelser og været den dumme nar i et forhold. Det hører med til det at være menneske og ikke bare til at være mand.”

En rundspørge foretaget af Epinion for DR i 2017 viste, at knap hver anden mellem 18-34 er blevet begramset i nattelivet. Heraf var 55 procent kvinder og 31 procent mænd. En Gallupundersøgelse fra 2016 tegnede et lignende billede af, at befamling er noget begge køn oplever. Her svarer 57 procent af kvinderne og 18 procent af mændene ja til, at de er blevet berørt mod deres vilje under en bytur. Og da #MeToo startede i efteråret 2017, interviewede Leny Malacinski en række mandlige danske stand up-komikere, som fortalte, at de blev raget i skridtet og kysset på munden af fremmede kvinder – mod deres vilje – når de gik i byen.

”Feminister rejser under et bekvemmelighedsflag, fordi der er nogle bestemte sider af det at være kvinder, de gerne vil have frem – det sårbare og undertrykte. Men de er ikke interesserede i at få den anden side af kvindeligheden frem, den som er seksuelt opsøgende, usofistikeret, upassende og grænseoverskridende.”

Dermed er vi endnu engang tilbage ved selve kvindesynet. Leny Malacinski mener, at feministernes grundlæggende forståelse af kvinden som offer står i vejen for, at man faktisk kan bruge #MeToo til noget konkret. Som eksempel nævner hun, at kvindebevægelsen netop nu misser en oplagt mulighed for at lære kvinder, hvordan de kommer ud af potentielt ubehagelige seksuelle situationer.

”Du skal ikke være en pæn pige. Hvis du ikke har lyst, rejser du dig op og går. Sig, du er dårlig. Lyv. Bare få dig selv ud af det. Den slags gode råd til kvinder savner jeg fra nutidens feminister. De er gode til at få kvinder til at have ondt af sig selv og sige: 'Det er også synd for dig, at der er en masse strukturer. Du er faktisk fuldstændig magtesløs og kan aldrig blive fri, før hele samfundet er lavet om'. Men det passer ikke. Hvor er de feminister, der stiller sig op og fortæller, at kvinder aldrig har haft flere muligheder i verdenshistorien, end vi har i dag? Der er ingen, der forhindrer os i noget som helst.”

Men det er jo paradoksalt, hvis #MeToo er kronen på et offerliggørelsesværk, for #MeToo virker jo netop til at give kvinder en følelse af styrke og handlekraft?

”Jeg kan godt forstå, hvis de føler sig stærke, for nu har de hele verdens opmærksomhed, og der er ingen, der tør sige dem i mod. Men jeg har svært ved at se, hvad det er, de bruger styrken til. Udover at køre uskyldige mænd over.”

Leny Malacinski nævner Time’s Up-bevægelsen som en af de positive ting, der er kommet ud af #MeToo. Time’s Up er sat i verden af en gruppe prominente Hollywood-kvinder og indbefatter en stor pengepulje, som går til at støtte kvinder, der er blevet udsat for seksuelle krænkelser, men ikke selv har råd til at føre en sag. ”Dét kan jeg forholde mig til. Dét er solidaritet. Men jeg kan ikke komme på andre ting.”

Nærbillede af Lenny, som står op af en mur og kigger ind i kameraet.

Siden du skrev din bog i 2009, har det jo kun taget mere fart med feminismen, og særligt de sidste par år er mange begyndt at definere sig som feminister. Hvad tror du, det går ud på?

”Jeg har en teori om, at i takt med at de ydre barriere er blevet ryddet, og vi nu har formel ligestilling, så kigger man ind af. De store problemer er væk, og nu kan man åbenbart se et Himalaya-landskab af bittesmå problemer, der er helt uoverstigelige. Men jeg er selv overrasket. Jeg tænker, at nu kan der snart ikke være flere kvinder, der ikke har skrevet et indlæg i Politiken, men der kommer altid et til.”