Annoncering
Life Inside

Det er et mareridt at være kvindelig fængselsbetjent

"Jeg har ikke tal på, hvor mange mænd jeg har set onanere."

af TaLisa J. Carter; illustrationer af Leonardo Santamaria
19 februar 2018, 5:00am

Illustration: Leonardo Santamaria

Denne artikel er oprindeligt udgivet VICE USA

Jeg ser ikke porno. Det er ikke, fordi jeg har noget i mod det som sådan, det er bare ikke mig. Jeg var længe om at blive moden, da jeg var yngre. Jeg var en radmager, stille, sort pige med lys hud, som gik med briller og var (gudskelov kun i en periode) krumrygget af at læse for meget.

Bøger frem for drenge, det var mit mantra. Så det har bare aldrig været mig at sidde og se på to nøgne fremmede gå til den på en skærm.

Men der er også en anden grund til, at jeg ikke ser porno. Jeg har nemlig set mænd onanere mange flere gange, end jeg har tal på.

Et af de første jobs, jeg fik, da jeg var færdiguddannet, var som fængselsbetjent nede i Syden. Selv med en universitetsgrad fra en Ivy League-skole som University of Pennsylvania blev jeg stadigvæk nødt til at tage alt arbejde, som havde forbindelse til mit felt: kriminologi. Og der var kun et fængsel, der inviterede mig til samtale.

Når man lærer at gebærde sig i et fængsel, ryger genertheden hurtigt. Jeg var aldrig den, der rakte hånden op til forelæsninger eller opsøgte mine undervisere med spørgsmål efter timerne på universitetet, men den passive fremtoning vinder man ikke respekt på i et fængsel. Alle mine kolleger, undervisere, trænere og overordnede spillede en vigtig rolle i en oplevelse, der skulle ende med at ændre mit liv.

Men det er en anden historie. Den her historie handler om fyre, der spiller den af.

Jeg blev ansat på en afdeling med fire fløje – Alpha, Bravo, Charlie og Delta. I Charlie og Delta sad isolationsfangerne. Her sad de indsatte i cellerne 23 timer i døgnet med kun en times ophold i gården om dagen. Fængselsbetjente arbejdede i en rotationsordning mellem fløjene, men kvindelige fængselsbetjente var aldrig alene i fløjene, der kun husede mandlige indsatte.

Deltafløjen var der, hvor det meste pikspilleri fandt sted. Det var farlige fanger, som var indsat der, og derfor patruljerede vi altid fløjen to af gangen. Den ene fængselsbetjent opholdt sig i glasburet for enden af fløjen, hvor fangerne kunne kontakte vagterne over et samtaleanlæg (de klagede enten eller kom med anmodninger) og holdt opsyn med besøgende, og alle andre som kom og gik. Den anden fængselsbetjent gik på fløjen og interagerede direkte med mændene i cellerne igennem de små luger i dørene.

Sammenlignet med hvor hårdt og krævende det er at bevare kontrollen som kvindelig betjent på en kvindeafdeling, så var det en helt anden verden at sidde i glasburet i Deltafløjen, og det passede mig rigtigt godt, syntes jeg.

Der gik et stykke tid, før jeg forstod, hvad slagsiden var.

Fangerne ringende over samtaleanlægget konstant. Jeg var ny i jobbet og svarede hver gang, jeg fik et opkald.

”Hvem er på vagt i dag?” ringende de fra cellerne og spurgte. ”Hvem er det?”

Jeg svarede, ”Det er Carter.”

Så bad de om få alt mellem himmel jord. ”Jeg har brug for (blanketter/en sygeplejerske/toiletpapir/en tandbørste/hovedpinepiller og så videre). Det lovede den foregående vagt mig…”

”Jeg ser på det.”

”Tak, Carter. Du taler med accent. Hvor er du fra?”

Jeg havde lært, at jeg skulle lukke ned for samtalen hurtigt, så jeg plejede at svare, ”Det rager ikke dig”. Det, der først kan virke som en meget uskyldig snak, fører ofte til spørgsmål om ens privatliv. Og man skal aldrig dele noget fra sit privatliv med en indsat. Det er det første, man lærer.

Jeg var klog nok til at fange de mest åbenlyse forsøg på manipulation. Men jeg svarede fortsat, hver gang en fange ringede over samtaleanlægget.

Efter jeg havde arbejdet et par vagter på Deltafløjen, var der endelig en mandlig kollega, som forklarede mig, hvorfor de indsatte blev ved med at ringe. ”De ringer, fordi de onanerer til lyden af din stemme,” sagde han.

Jeg var målløs. Jeg havde en uddannelse bag mig. Jeg var den bedste i min årgang af nyuddannede fængselsbetjente. Men træningen havde ikke forberedt mig på det her øjeblik.

Og jeg fattede det slet ikke til at starte med. For det første er det bare vildt ulækkert. For det andet, hvordan er det overhovedet noget, man kan tænde på…?

Min kollega bemærkede min reaktion og for at vise, hvad han mente, besvarede han den næste håndfuld opkald. Fangerne spurgte, ”Hvor er Carter?” Han svarede, ”Hun er gået. Jeg har vagten nu.”

Efter ti minutter holdt de helt op med at ringe.

Jeg lærte at holde op med at besvare alle opkald. Jeg blev meget bevidst om, hvordan min stemme lød, når jeg svarede. Jeg forsøgte at lyde stærk og hård.

Men onani var bare begyndelsen.

På visse tidspunkter i løbet af dagen var der mere trafik ind og ud af fløjen, og derfor blev jeg nødt til at stå op i glasburet, så jeg kunne følge med. Det betød også, at fangerne kunne se mig.

Det gik hurtigt op for mig, at de gerne ville have, jeg skulle se, hvad de havde gang i.

Samtaleanlægget ringede. Fangen, der ringede, sad direkte overfor glasburet. Vi kunne se hinanden tværs over gangen. Jeg kastede et hurtigt blik over mod hans celle, hvor jeg kunne se ham gennem den åbne luge.

Hans pik hang ud af gylpen.

Jeg trykkede på knappen på samtaleanlægget og sagde, han skulle pakke den væk. Så ringede jeg ned til min overordnede på etagen under os for at få fangens luge lukket.

Jeg skrev en anmærkning i fangens journal og kunne ikke lade være med at tænke: hvordan fanden er jeg havnet her?

Det var første gang, jeg skrev en onanianmærkning. Det blev langt fra den sidste. På et tidspunkt skete det så hyppigt, at jeg bare kiggede væk eller lod, som om jeg ikke havde set noget, så jeg ikke skulle udfylde for meget papirarbejde. Jeg erfarede også, at straffen – en ekstra dag i isolation – ikke havde den store afskrækkende effekt på fangerne her. Det var i hvert fald ikke noget, der afholdt dem fra at fortsætte.

Den værste pik-relaterede oplevelse, jeg har haft, fandt sted, mens jeg arbejde udenfor glasburet på selve gangen. Jeg skulle følge en fange fra Delta til hospitalsfløjen, hvor han havde en tid hos lægen.

Når en fange skal rundt udenfor cellen, iføres han håndjern og ankellænke, og to vagter eskorterer ham. Fangen havde lys hud og var omkring 180 centimeter høj og temmelig usoigneret. Min kollega gav ham håndjern og ankelkæder på, mens jeg gik med som ekstra vagt.

Gåturen til hospitalsfløjen tager cirka seks minutter, men når fangen har ankelkæder på, tager det dobbelt så lang tid. Jeg havde selvfølgelig lagt mærke til, at han stirrede på mig, men det var der jo ikke noget nyt i. Jeg fulgte retningslinjerne, gik i en nyvasket og strøget uniform, jeg havde ikke smykker på, ingen makeup eller parfume, og mit hår sad stramt i en knold i nakken.

Men fangen stirrede alligevel. Den dag fokuserede jeg kun på turen over til hospitalsfløjen. Jeg lyttede til meldinger over radioen og overvågede trafikken på gangen.

Da vi ankom til hospitalsfløjen, så jeg på fangen over min skulder. Han var dækket af sæd. Det var overalt.

Han smilede lumsk til mig, og det var tydeligt, at han ikke skammede sig det mindste. Han blev ved med at stirre, og han ville have, jeg skulle vide det. Han var stolt.

Jeg følte mig beskidt. Jeg føler mig faktisk stadig beskidt, mens jeg sidder og skriver det her. Men det skete. Sådan er jobbet.

Den anden vagt skældte fangen ud og bad mig om at gå tilbage til fløjen. Jeg var kun et par timer inde i min vagt. Fangen, der var sølet ind i sin egen sæd, fik et par ekstra dage i isolation.

Det er blot en af mange historier om fangers opførsel, jeg siden har delt med kollegaer over frokosten og før møder. Det var en dag i en kvindelig fængselsbetjents liv. Overalt i landet er der kvinder i fængsler, der hver dag skal fortælle mandlige fanger, at de skal pakke den væk.

For fire år siden sagde jeg mit job i fængslet op for at begynde på min Ph.d. Men erfaringen holder jeg fast på. Jeg var en kvindelig fængselsbetjent, der måtte lære at passe mit arbejde, selv om mandlige fanger onanerede til min blotte tilstedeværelse, min stemme og sågar min duft. Sådan var arbejdet. Og det glemmer jeg aldrig.

TaLisa J. Carter er født og opvokset på Long Island i New York. Hun har arbejdet som fængselsbetjent i Savannah, Gerogia. Til maj er hun færdig med sin Ph.d. i kriminologi ved University of Delaware. TaLisa har tidligere præsenteret sin forskning ved American Society of Criminology, American Sociological Association og Academy of Criminal Justice Sciences. Du kan læse mere om sexchikane mod kvindelige fængselsbetjente her.