Annoncering
Broadly

50 Cent gør grin med seksuelt overgreb, og han er desværre ikke den eneste

50 Cent opførte sig som en kæmpe nar, da han gjorde et seksuelt overgreb på skuespilleren Terry Crews til en joke. Men latterliggørende kommentarer om overgreb på mænd er desværre ikke enestående.

af Johanne Ramskov Erichsen
29 juni 2018, 10:47am

Foto: Flickr-bruger Alex Const

Selv om det virker fuldstændig uforståeligt, at nogen i denne verden, i år 2018(!), kan finde på at gøre grin med personer, der står frem og fortæller om seksuelle overgreb, er det alligevel det, der sker igen og igen.

Når det er mænd, der står frem, mødes de ofte af kommentarer om, at det er ikke er et overgreb, men bare for sjov, at ofrene for overgrebet selvfølgelig kan lide det, eller at det er sådan noget, alle mænd drømmer om. På den måde gøres overgreb på mænd til en joke.

Og nu er det så sket igen. Denne gang er det den amerikanske rapper 50 Cent, der opfører sig som en kæmpe nar på sin Instagram.

Det sker, efter den amerikanske skuespiller Terry Crews, ham fra Brooklyn Nine-Nine, foran en forsamling af politikere fortalte åbent om et seksuelt overgreb, han var udsat for i 2016. I en video på BBC kan man se ham fortælle om overgrebet. Terry Crews delte sit overgreb med politikerne for at bakke op om nye love til ofre for seksuelle overgreb. Og det fik 50 cent til at gøre grin med ham på Instagram. Det skriver Politiken.

50 Cent postede to billeder på Instagram af Terry Crews. Et hvor skuespilleren poserer med spændte muskler til teksten: "Jeg er blevet voldtaget, min kone har lige set det." Og et hvor han har en rose i munden med teksten "Gym Time".

50 cent slettede selv opslaget fra sin Instagram, men fans nåede at tage screenshots. Her har én tweetet det billede, 50 Cents lagde ud på sin profil sammen med en af Terry Crews udtalelser.

Overgrebet mod Terry Crews fandt sted til en fest i 2016, hvor en succesfuld Hollywood-producent tog på hans kønsdele. Og Terry Crews fortæller netop sin historie for at sætte fokus på, at hans køn og størrelsen på hans muskler ikke har nogen betydning, når det kommer til seksuelle overgreb.

"Jeg er ikke en lille eller usikker mand," siger han til BBC. "Men i det øjeblik… har jeg aldrig følt mig mindre som en mand.”

Selv om vi inderligt ønsker, at 50 Cent er et engangstilfælde, er han langt fra den eneste, der opfører sig som en nar på sociale medier, når det kommer til overgreb. Da VICE skrev historien om Mikkel, der blev voldtaget på vej hjem fra en bytur, fulgte der et kommentarspor og et væld at private beskeder med latterliggørende, ondskabsfulde kommentarer.

For der findes åbenbart mennesker derude, der synes, at det er en joke, når folk udsættes for seksuelle overgreb. Til BBC fortæller Terry Crews også, at han efter overgrebet oplevede, at folk gang på gang fortalte ham, at det, han havde oplevet, ikke var et overgreb, og at det jo bare var en joke.

Da en af de politikere, der hørte Terry Crews historie, spurgte ham, hvorfor han ikke brugte sin styrke til at kæmpe imod, svarede han: ”Senator, som en sort mand i USA har du kun få chancer for succes." Det fik politikeren til at skrive det her tweet bagefter: