Annoncering
UTIs

Urinvejsinfektion er forfærdeligt, så hvorfor taler vi aldrig om det?

Mange mennesker – især kvinder – døjer regelmæssigt med urinvejsinfektion, men det er aldrig noget, vi taler om.

af Lauren O'Neill
08 juni 2018, 12:44pm

Foto: Sergiy Serdyuk / Alamy Stock Photo

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Mit livs værste dag forløb nogenlunde sådan her: Jeg var på arbejde på mit kontor, som jeg delte med nogle andre, da hele min krop lige pludselig begyndte at ryste og skælve, som om mine knogler forsøgte at kravle ud gennem huden. Jeg kampsvedte, jeg havde smerter i ryggen, og det gjorde ondt, når jeg tissede – hvilket jeg gjorde hyppigt den dag. Det er ikke første gang, jeg har oplevet sidstnævnte, så jeg gik ud fra, at jeg bare havde pådraget mig en stille og rolig urinvejsinfektion. Jeg tog over til lægen efter arbejde for at få en recept på noget medicin, jeg havde taget flere gange før i samme anledning.

Men da jeg denne gang fortalte en sygeplejerske om mine symptomer, lagde hun omgående et drop i min arm, så jeg kunne få væske i kroppen igen, og så blev jeg ellers pumpet fuld af antibiotika. En time senere forklarede lægen mig, at han ville indlægge mig og holde mig under observation i et døgn, fordi jeg havde pådraget mig en slem nyreinfektion som følge af en urinvejsinfektion. Den var opstået på få timer.

Det var kulminationen på en årrække med helbredsproblemer. Siden jeg blev 20, har urinvejsinfektioner hængt i hælene på mig som en nederen kæreste. De kom og gik, de krævede min fulde opmærksomhed, og så skred de igen uden et ord. Hver gang jeg kunne fornemme den velkendte svien i underlivet eller vågnede midt om natten med en blære, der føltes, som om den var fyldt til bristepunktet, gik jeg straks til lægen, hvor jeg fik antibiotikapræparater med navne som Tekken – Trimethoprim, Nitrofurantoin – der KO’ede bakterierne i mit urinrør og min blære, indtil den næste invasionsstyrke dukkede op. Under en særlig slem periode skete det så ofte, at jeg blev immun overfor en hel type antibiotika. Jeg havde det af helvede til og kunne ikke dyrke sex i månedsvis.

Det er langt fra usædvanligt. Visse eksperter anslår, at kvinder og andre folk med vagina i gennemsnit oplever urinvejsinfektion en til to gange i løbet af deres liv. Mange oplever det flere gange. Kun cirka 20 procent af mænd eller folk med penisser får stillet diagnosen i løbet af deres liv. Og det er den sidste bid fakta, der forklarer, hvorfor vi aldrig hører noget om urinvejsinfektion, med mindre vi taler med vores veninder eller fremmede på nettet om det. Hvis mænd oplevede menstruation, ville vi have helligdage hver måned – kvinder med voldsomme menstruationsrelaterede helbredsproblemer hører heller aldrig om det udenfor lægens kontor – så hvis de også fik urinvejsinfektion, ville vi sandsynligvis vide langt mere om lidelsen og om forebyggelse. Men når noget anses for kun at være forbundet med kvindelig anatomi, er der ingen, der vil tale om det.

Foto: Michael Heim / Alamy Stock Photo

Urinvejsinfektion opstår, når bakterier fra anus kommer ind i urinrøret og rejser videre til blæren og nyrerne. Kvindens urinrør er meget kortere end mandens, og derfor er det lettere for bakterierne at nå frem til de indre organer og fucke kroppen helt op. I bedste fald er en urinvejsinfektion en pestilens, som heldigvis kan behandles relativt hurtigt, og i værste fald kan det udløse en lang og pinefuld kamp for helbredet.

Anna på 27 fortæller mig om sine oplevelser: ”Jeg fik jævnligt urinvejsinfektioner, efter jeg begyndte at tage immunsupprimerende medicin som følge af en levertransplantation. I begyndelsen af 2016 fik jeg en rigtig slem en og blev indlagt på hospitalet og sat på en antibiotikakur. Jeg tror aldrig rigtig, jeg fik det ud af systemet igen. Resten af året fik jeg en ny infektion hver anden måned.”

Symptomerne, som Anna beskriver – ”hovedsageligt den der fornemmelse af at skulle tisse hele tiden og ikke ville forlade badeværelset af frygt for at pisse i bukserne” – er meget almindelige. Det er et problem, som er til at leve med, hvis man ikke lider af urinvejsinfektion jævnligt, men når man rammes igen og igen, kan det have en enorm, negativ indflydelse på hverdagen.

”Mit største problem var, at jeg levede i konstant angst for at skulle mærke symptomerne igen,” forklarer Anna. ”Jeg var nervøs, hver gang jeg gik på toilettet, eller hvis jeg var et sted, hvor jeg ikke vidste, hvor det nærmeste hospital var. Jeg havde svært ved ikke at gå i panik, når jeg var toilettet, og jeg var angst for at gøre noget, der kunne fremprovokere det som at drikke kaffe eller dyrke sex.”

En af de hyppigste årsager til urinvejsinfektion er vaginalt samleje – især, hvis man ikke tisser bagefter. Det giver måske meget god mening, at man går på toilettet efter sex og får renset underlivet ud, men indtil jeg fik min første infektion, var der ikke nogen, som havde fortalt mig, hvor vigtigt det er. Jeg gik i katolsk skole, hvor seksualundervisning bestod i at lade, som om sex ikke findes (og selv hvis jeg havde lært om kønssygdomme i skolen, så havde man alligevel ikke inddraget urinvejs- og nyreinfektion, fordi de ikke er kønssygdomme). Jeg har lært meget af at læse og se tv, men på film viser man altid bare stunden efter samleje som en lykkelig rus af nusseri, fremfor at give et realistisk billede, hvor kvinden hopper af pikken og skynder sig ud for at tisse.

Måske er det bare, fordi jeg som sagt er opdraget katolsk, men der er også et element af skam forbundet med urinvejsinfektion. Når jeg rammes af en, har jeg det altid, som om min krop skammer sig lidt over mig. Det kan godt være svært i sig selv, men mange har også prøvet at blive dømt af deres omgivelser - selv af læger, som de har opsøgt hjælp hos.

Ellie på 24 fortæller mig, at ”de fysiske symptomer var utroligt nederen, men jeg havde også en følelse af, at hver gang jeg opsøgte lægen, var det, fordi jeg havde fejlet som person. Jeg fik spørgsmål som, ’Dyrker du meget sex? Tisser du efter samleje?’ Det føltes, som om jeg blev dømt. Det var, som om infektionen var en moralsk dom.”

Anna er enig og tilføjer, at hun har haft det svært med fordommene omkring urinvejsinfektion: ”Det har været pinligt de gange, hvor jeg har måttet gå fra en fest. Selv om jeg er temmelig åben som person, så er urinvejsinfektion tabuiseret og bliver set som noget ’beskidt’,” siger hun.

De konnotationer – såvel som misforståelser, der hersker omkring problemet – handler i bund og grund om manglende oplysning. Lige nu er den bedste ressource internettet. Ellie fortæller mig, at hun ”fandt de mest brugbare oplysninger online – sygeplejerskerne fortalte mig ting, som jeg vidste fra tidligere, som at man altid skal huske at gå ud og tisse efter sex, at man skal tørre sig forfra og ikke bagfra og drikke masser af vand. Men det er internettet, der gjorde mig opmærksom på d-mannose, der er et tilskud lavet af naturligt sukkerstof, som jeg tager dagligt. Siden jeg begyndte med det, har jeg ikke haft en urinvejs- eller nyreinfektion.”

Der er forskellige tricks og remedier, der virker, men for personer, der regelmæssigt oplever infektioner, er den bedste løsning antibiotika fra en læge. Men det er faktisk ikke rigtigt pointen her. Da jeg begyndte at få den ene urinvejsinfektion efter den anden, var jeg bange for, at jeg overreagerede – som om problemet var for lille til, at jeg reagerede, som jeg gjorde, til trods for at det var en kæmpe byrde i mit liv – fordi jeg ganske enkelt ikke vidste bedre. Jeg følte mig ensom, og jeg følte, at min krop var imod mig, også selv om urinvejsinfektion er et ganske normalt problem – det er alt sammen noget, jeg ikke var klar over i begyndelsen.

Vi får ikke noget at vide om urinvejsinfektion i hverken skolen eller i medierne, og det ville være rart med mere oplysning på området. Om ikke andet, så for at gøre op med tabuet og følelsen af skam. Jeg er dybest set bare en kvinde, der står på min talerstol og råber op om behovet for bøger, film og tv-serier, der viser kvinder, som skynder sig på toilettet efter sex samt bedre og bredere adgang til præparater, så tusindvis af personer ikke skal sidde og føle sig hjælpeløse i lægens venteværelse hver anden måned. Det er sådan set bare det.

Tagged:
sygdom
sundhed
urinvejsinfektion
blæreinfektion