FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Er jeg ved at slå op med Roskilde?

Vi ved godt, at næste skridt er endagsbilletter, men hvorfor overhovedet tage af sted, hvis man ikke kan se sig selv i øjnene?
Foto: Mette Munk

Tegnene har været der. Da East først blev skiftet ud med det bevist ældre West (der blev lavet en undersøgelse nogle år tilbage) for senere hen at blive skiftet ud med Silent & Clean (best decision ever!). Da dåsemaden røg til fordel for Buggi-burgere og Gringos Nachos, og da campingområdets mad senere blev skiftet ud med Food Court. For ikke at tale om det år, jeg pludselig var for fin til varme, billige dåsebajere, for nogle år senere glædeligt at smide 95 kroner efter en white russian. Kolde bade blev til varme bade. Festivaltoiletter blev til træk-og-slip.

Annoncering

2017 blev mit tiende år på Roskilde Festival. Siden jeg var 17, har jeg indiskutabelt deltaget i festivalen, hvert år. I år er jeg begyndt at diskutere. Du kender den, den der diskussion, man har med sig selv, inden man gør det forbi med nogen. Man opvejer fordele og ulemper. Man overvejer, hvor glad man er sammen med denne special someone, som måske ikke er så special mere.

Festivalen er også blevet kortere med årene. For jeg ved, at jeg ikke holder hele ugen. I hvert fald ikke hvis jeg skal tilbage på arbejde mandag morgen. Så nu er det bare musikdagene plus det løse. Og det løse forsvinder nok også snart, og så bliver jeg en af dem, der kommer ned og ser hovednavnene og tager hjem igen samme aften og sover i min egen seng for næste dag at troppe op helt nyvasket i hvide sneakers.

De bedste steder at elske (med) hinanden på Roskilde

Men hvorfor overhovedet tage af sted, hvis man ikke kan se sig selv i øjnene længere? For vi ved godt, at næste skridt er endagsbilletter. Og ja, der var faktisk engang, hvor de slet ikke fandtes. Kun til søndag, hvor folk over 60 også kunne komme gratis ind.

Engang. Ja, sådan taler man, når man er ved at blive gammel. Man taler om det, der var. For at tale om andre, jeg har slået op med, så var der engang, hvor Distortion var fedt (tro det eller lad være), og det var for lige omkring ti år siden, hvor jeg lykkeligt kunne tage A-toget hjem til mit barndomshjem i Birkerød, når festen var slut, og pisset flød i gaderne.

Annoncering

For ungdommen er nogle idioter, egentlig. Den får mig til at føle mig gammel, men jeg synes også, at den skubber mere og taler mere under de stille sange, end jeg nogensinde gjorde. Og den ser alt for godt ud. Jeg kan huske, at vi tog gammelt tøj med på Roskilde, så det ikke gjorde noget, hvis det blev ødelagt eller stjålet. Nu ligner de alle sammen en blanding af Kate Moss på Glastonbury og Acnes weird ass reklamer, når de poserer for Soundvenues street style-fotografer (som jeg desuden også bebrejder en hel del).

Så nu tager jeg på Heartland, og så kan jeg måske både føle mig lidt ung og lidt edgy igen.

Jeg kommer selvfølgelig ikke til at være yngst på Heartland, for jeg kan forstå, at der kommer en del børn, men børn er nok alligevel bedre end kids. Og blandt 30+-publikummerne, som jeg hører, der er flest af, er jeg ung, måske er jeg faktisk en af de mere festivalkyndige, der ikke helt har glemt, hvordan man gør. Måske kan jeg vælte hegnet. Måske kan jeg være dronning i smatten (er der mon smat på Heartland?) Måske kan Heartland vise sig at have lidt brug for mig og min forholdsvise ungdom og min påståede kant, som måske faktisk kan anes blandt nedslidte forældretyper.

Det er jo rart at føle sig begæret, at føle, der er brug for én. At føle sig ren. Og jeg tror, jeg vil være lykkelig i aften, når jeg drikker rosé af et ægte vinglas i solnedgangen ved Egeskov Slot, mens pisset løber ind i min opgang på Vesterbro.