To landmænd, Martin ogJørgen, der står i overalls og holder en kost.
Landmændene Martin (tv.) og Jørgen (th.) Foto: Anders Brohus/TV 2
Feminisme

De 13 mest problematiske sætninger overhørt i 'Landmand søger kærlighed'

TV 2’s landmandsdatingprogram byder på masser af old school sexisme, fatshaming og forhåbentligt ikke-intenderede pædofile undertoner.

Hvis du er typen, der begræder, at de traditionelle kønsroller er under opbrud og længes tilbage til en simplere tid, så er TV 2's Landmand søger kærlighed din sikre havn i oprørt hav. Datingprogrammet, hvor kvinder aldrig bliver for gamle til at være "piger", og mænd går til ringridning.

De seks landmænd Martin (31), Jørgen (60), Troels (25), Thomas (28), Anders (42) og Niels (25) drømmer alle om at finde en "sød pige", der er god til at lave mad, kan indrette deres hjem og føde en arving til gården.

Annoncering

Det er der jo for så vidt intet galt med, men der er til gengæld en helt del galt med de sexistiske kommentarer, som flyder i en lind strøm fra nogle af landmændene (især fra sønderjyden Martin, som står for halvdelen af citaterne på denne liste). Hvorvidt det skyldes den charmerende dialekt eller de friske røde kinder, at folk faktisk slipper af sted med at sige de her ting, må stå hen i det uvisse. Men her er et udvalg af de mest sexistiske og fatshamende citater fra den igangværende sæson. Og et enkelt, forhåbentlig ikke-intenderet, småpædofilt citat.

”Den service, mine kammerater får af lillemor, det er den service, jeg godt kunne tænke mig at få.”
Martin om, hvorfor han gerne vil have en kæreste.

”Jeg brugte udtrykket, ‘at de gerne må være bløde at holde om’ i min introvideo, men der er du nok lidt for blød.”
Thomas til Kristine om, hvorfor han sender hende hjem.

”Min interesse for børn kan sammenlignes med min sexlyst – den er enorm. Derfor har jeg valgt at blive folkeskolelærer.”
Josefine (du ved, hende med hummerhatten) i sit brev til Troels. ”Mit første indtryk af June er, at hun måske er lidt større, end hun har angivet.”
Martin om sit første møde med June.

”Nå, så I er to piger, hvad siger din far til det?”
Thomas til Kristine, da hun fortæller, at hun “kun” har en søster.

”Det første, jeg tænkte, da Stefanie kom ind af døren, var, (holder pause og skærer tænder, red.), det var altså ikke det, jeg har set på billedet.”
Martin om sit første møde med Stefanie.

Annoncering

”Hvorfor tage til bankospil og få en halv gris med hjem, når du kan tage til enkebal og få en hel so?”
Jørgen til de fire damer, han er på date med, der reagerer med høflige grin og akavet tavshed.

”Jeg har ikke fået den vare, jeg har bestilt, hvis jeg skal sige det på sønderjysk.”
Martin om sin generelle skuffelse over den måde, kvinderne ser ud på i virkeligheden.

”Det er meget rart at vide, hvad den anden laver. Undtagen, hvis vedkommende arbejder i et horehus.”
Helle reflekterer over betydningen af Jørgens job som inseminør.

”Hva’ så, passer højden til jer arbejdsmæssigt?”
Martin om sit køkkenbord, da han viser kvinderne rundt i sit hjem. Efterfulgt af sætningen: “Jeg skal jo være sikker på, at de er godt tilfredse med arbejdspladsen.”

”Hvad så piger, hvordan synes I oplevelsen har været med at mærke i en ko?”
Jørgen, da han tager kvinderne med ud for at inseminere en ko. Det er ikke så meget kommentaren, som det faktum, at de underholder sig med på skift at stikke en arm op i en gravid ko. Og så det faktum, at Jørgen insisterer på at kalde de 60-årige kvinder, han dater, for ‘piger’.

“Jeg ser frem til at møde en pige, som har kort hår, okay, men ikke helt mandekort. Der fik jeg sgu et chok.”
Martin om sin skuffelse over Stefanies nye korte hår.

”Hende, der sover herinde, kan jo godt lige tage at stryge mine skjorter (peger over på strygebrættet, som står klar i værelset, red.)."
Niels til kvinderne, da de flytter ind i hans (og hans forældres) hjem.