spiritus

Den her danske musiker elsker gin så meget, at han har produceret sin egen

Læsø har salt. Samsø har kartofler. Og takket være Thøger Dixgaard har Anholt nu en gin.

af Simon Espholm; billeder af Sarah Buthmann
19 januar 2018, 9:23am

Thøger Dixgaard drikker Anholt Gin på Vinstue 90. Alle billeder af Sarah Buthmann

Det er egentlig utroligt, at Thøger Dixgaard er så vild med gin. Hans første møde med den traditionsrige enebærspiritus var, da han som teenager drak sig dårlig i gin og kakaomælk til en konfirmationsfest. Men selvom en sådan oplevelse lige umiddelbart har traumepotentiale, er han altså stadig glad for gin.

Thøger er 28 år gammel og fra Aarhus, og han er mest kendt for sin musik. For sange som ‘Blød Indeni’ og ‘Former’ og for at være en del af musikkollektivet Hukaos. Men Thøger er som sagt glad for gin. Så glad at han har produceret sin egen flaske. Med bær, vand og inspiration fra et af de mest isolerede steder i Danmark: øen Anholt ude midt i Kattegat.

“Jeg har aldrig kunnet lide whisky og den slags,” siger Thøger. “Men gin har altid været noget for mig. Både smagen og den fornemmelse ginen giver i kroppen.“

Det var et besøg på en ginbar i London, der fik Thøger til at indse, at det ikke er nødvendigt at kvæle en gin med tonic. At gin kan nydes rent. Kort efter faldt han over en artikel om ginproduktion, og da han senere på året var på Anholt for at spille på øens musikfestival, lagde han for første gang mærke til øens mange enebær.

“Jeg begyndte at undre mig lidt,” fortæller han. “Er der ikke nogen, der laver noget med alle de her bær?”

Thøger boede i en campingvogn hos Jakob Kjærgaard, der er bosat på øen og som desuden står bag Anholt Festival. Jakob kunne fortælle, at han selv havde eksperimenteret med at lave forskellige snapse med blandt andet enebær, men at der ikke var nogen, der brugte bærrene i en større skala.

Thøger og Jakob anskaffede et mindre destilleringsapparat og begyndte at eksperimentere. “Vi er begge nogle dagdrømmere, og vi gik begge rundt med en masse uforløste projekter,“ siger Thøger, “men vi var helt enige om, at det her ginprojekt skulle blive til noget.”

I dag, snart to år efter, sidder han i vinduet på Vinstue 90 på Gl. Kongevej i København med en flaske foran sig. Det er et år siden Thøger og Jakob lancerede deres første batch - det første parti eller bryg om man vil – men flasken foran ham er allerede fyldt med fjerde batch af han og Jakobs gin: Anholt Gin.

“Vi bruger rigtig mange bær. Flere end man normalt bruger,” fortæller Thøger. “Nogle af de store producenter sparer på råvarerne for at holde udgifterne nede, men det har vi ikke gjort.”

For at få indsamlet de mange bær arrangerede Thøger og Jakob en plukkeuge i efterårsferien. De mobiliserede venner og bekendte, og på den ene uge fik de indsamlet 200 kilo enebær. I teorien er det nok til at producere 19.500 flasker Anholt Gin, men ifølge Thøger er det et lavt antal flasker i forhold til mængden af bær.

“Det, at vi har så mange bær, er ekstremt afgørende for den historie ginen fortæller, når den rammer ganen,” fortæller Thøger. For at finde frem til den helt rigtige historie startede de ud med et størrelsesforhold i omegnen af én del enebærsammenkog til 100 dele sprit, men endte med et størrelsesforhold noget tættere på det, man kender fra en flaske koncentreret saftevand.

Enebærerne er ikke det eneste af Anholt, der har fundet vej til ginen. Ginen indeholder også vand fra Anholts vanddepot, der befinder sig under den anholtske ørken. Og vandet på Anholt er noget særligt, fortæller Thøger.

“Vandet er helt blødt. Det er blevet filtreret og afkalket gennem ørkensandet, og Anholt har altid været kendt for sit rene vand.”

Men da der ikke er destilleringsfaciliteter på Anholt, der kan håndtere en produktion i den størrelse, må de forlade øen for at lave gin. “Det ville da helt afgjort være mere sexet, hvis vi kunne holde hele produktionen på Anholt,” siger Thøger, ”men da vi fandt ud af, hvor svært det ville være at få skaffet tilladelser, var vi ved at miste modet.”

De kontaktede Nordisk Brænderi i Jammerbugten, og så måtte både bær og vand transporteres til fastlandet.

“Vi kørte en tank med 1000 liter vand fra Anholt til Vendsyssel,” fortæller Thøger. “Vi kørte i en gammel motorcykeltransportvogn, vejen var glat, og som du måske kan forestille dig, så skvulper sådan et ton vand en smule, når man transporterer det. Det var så afsindigt noia. Det føltes som om, den kunne finde på at tippe hver eneste sekund. Så vi sneglede os op gennem Nordjylland med en flere hundrede meter lang kø af biler bag os. De må have hadet os så meget.”

Det er dog ikke noget, der bekymrer Thøger så meget. Til gengæld var det vigtigt for ham og Jakob, at de ikke lagde sig ud med beboerne på Anholt.

Et af tiltagene var Dørken, en ginbar som de to åbnede i en gammel speditionsbygning på Anholt havn. “Der er kun én anden bar på Anholt ud over Dørken, der ikke også serverer mad,” lyder det fra Thøger. “Den hedder Orakel Bar og er sådan en solnedgangs-bar, hvor man kan få vin og drinks. På Dørken serverer vi gin, whisky og special-øl. Så det var selvfølgelig noget, folk lagde mærke til. Og opbakningen fra resten af øen har været så fed.”

Netop opbakningen var lokalområdet har virkelig været vigtigt for de to, fortæller Thøger.

“Vi har brugt det seneste år, siden vi lancerede det første batch, på langsomt at få udbredt kendskabet til vores gin blandt dem, der har tilknytning til Anholt. Både blandt de 120 faste beboere og blandt de cirka 60.000 turister, der besøger øen i løbet af sommersæsonen.”

Flaskens etikette prydes af en "sandskorpion." Anholts lokale ørentvist: Sandørentvisten, der har hele to tissemænd.

Men nu er tiden kommet til resten af landet. Og der spiller den klassiske brune bodega en stor rolle. “Jeg vil gerne have Anholt gin på hylderne på de klassiske danske værtshuse. De steder, der emmer af tradition og sjæl. Som for eksempel Vinstue 90, hvor man har kunnet bestille Anholt Gin i baren siden december sidste år. Jeg mener, at ginen skal generobres af arbejderklassen. Vi lever i en tid, hvor alting skal gourmetficeres. Og gin var oprindeligt de fattiges spiritus.”

En flaske Anholt Gin er dog ikke billig i forhold til, hvad man ellers kan få en flaske sprut for i supermarkedet.

“Det er simpelthen for ikke at dø rent økonomisk,” fortæller Thøger. “Det her projekt har virkelig lært mig, hvor dyrt det er at lave noget ordentligt, og hvor klamt det er, at man kan købe en flaske sprut til 100 kroner.”

Thøger bliver afbrudt af en af værtshusets gæster.

“Gin er blevet brugt til at bekæmpe sygdomme,” siger gæsten, en tyndhåret ældre herre som tydeligvis har smuglyttet fra bordet ved siden af. “Den engelske kongefamilie drikker sgu da gin hver dag. Og de er ældgamle! Så det er også godt for helbredet. Det er derfor, det smager af… ja, man skal lige blande det lidt op.”

Thøger skænker et glas op til vores nye ven: “Jeg synes, at du skal tage og smage den her,” siger han. “Det er en gin, jeg har lavet.”

Manden løfter glasset op til munden, tager en tår og nikker anerkendende. “Er det én, du har lavet? Den smager godt. Hold da op. Den er slet ikke så skarp. Jeg var på Gran Canaria, og der skulle jeg da lige have to flasker gin, men de var slet ikke til at få ned. Men den her kunne jeg da godt finde på at drikke igen.”

Det er lidt af et kvalitetsstempel. Vi smager på den.

Den både dufter og smager kraftigt af enebær. Den stikker lidt på tungen, føles tyk og mælket i ganen og er så godt som blottet for sprittethed.

“Jeg har faktisk været hernede i civil og bestille den,” fortæller Thøger. “Den blev serveret rent, ved stuetemperatur i et shotglas.

“Det er sådan, den skal nydes.”