Annoncering
Ny Musik

James Blake viser sin mørke side på første soloudspil siden 2016

På “If the Car Beside You Moves Ahead” vender musikeren tilbage til sine soniske rødder.

af Tshepo Mokoena
26 januar 2018, 1:12pm

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey UK

Det, der er med James Blake, er, at han er fløjtende ligeglad med dine følelser. For mig har han altid været den slags kunstner, der kan skrue en sang sammen, som giver dig lyst til at ringe til din ekskæreste eller tage høretelefoner på og gå en tur gennem en mennesketom park klokken 1 om morgenen eller bare græde lidt på badeværelset. Lige siden han først meldte sin ankomst på scenen med en broget samling ep’er og singler tilbage i 2009, har han specialiseret sig i at kombinere varmen fra analoge båndoptagelser med funklende synthlyde og hans egen stemningsfulde røst. Dengang var hans stemme præget af en rastløshed og optaget med en pitch shifter som på “I Only Know (What I Know Now)” fra 2010 eller klippet ud i bidder som på “Air & Lack Thereof” fra 2009.

På det seneste udspil, “If the Car Beside You Moves Ahead”, bevæger Blake sig tilbage sine rødder. Hans kompressorbehandlede stemme flyver rundt over et loopet vers og veksler mellem et naturligt toneleje og et pitch-forvrænget – resultatet er yderst inciterende nasale toner, som over årene er blevet til en signatur for musikeren. Der er øjeblikke, hvor synthlyden er *så tæt* her på at lyde som chillwave (RIP, vi savner dig), der som bekendt brugte instrumentet til at generere et blødt fundament for resten af lydbilledet. Det er det første nye og originale solomateriale, vi har fået fra Blakes hånd, siden han i 2016 udgav The Colour in Anything, et album, der hører til blandt mine favoritter fra det år. Det benyttede samtlige farver på hans soniske palet, fra mørke, elektroniske beats og synth-effekter, der gjorde ham fortjent til den passende (og ret irriterende) ”post-dubstep” beskrivelse, til ømme pianoballader og ren vokal. Den digitalt manipulerede vokal benyttede han også der, men "If the Car Beside You Moves Ahead" føles i langt højere grad som Blake under CMYK-æraen. Og det er bestemt ikke en kritik.

Det bliver spændende at se, om Blake udgiver et nyt album eller en EP, når han tager med på Kendrick Lamars European DAMN-turne, der starter i februar. I mellemtiden kan du tjekke det nye track ud øverst i artiklen. Hold godt fast på dine følelser.