Denne artikel er bragt i VICE Magazine – Music Issue 2017
Jeg går nogle gange og er vred på mig selv, i hvert fald lidt. Irriteret, vrissen. Sur. Problemet lyder, at jeg af natur er ukoncentreret, klar til at finde ethvert smuthul, enhver undskyldning for at lave det modsatte af, hvad jeg burde lave. Jeg overspringshandler, går på Facebook og så på YouTube, jeg bruger timer på at udsætte ethvert stykke arbejde, selv om dette arbejde nødvendigvis skal udføres inden for en given tidsramme. Det er noget lort.
Det er noget lort, fordi disse træk, lige netop i vores tid, kan synes som de værst tænkelige*. Vores tid er en tid til fart, en tid til effektivitet og til vækst på normeret tid. Vi skal igennem diverse studier, så vi kan komme ud i diverse jobs, så vi kan udfylde en rolle for og i vores samfund. Sådan føles det, og sådan lyder det, når man lytter til dem, som bestemmer. Vores samfund er det målbare samfund. De helt unge, altså dem under 18, ville stemme på Liberal Alliance, hvis de fik lov. Alt ramler.
*Niels Brandt: Mener du, at du i en anden tid ville have haft det fint med alt det mobilshit? Det er jeg ikke sikker på, du ville. Det vil altid være surt at føle, at man ikke får lavet noget. Særligt for kreative mennesker. Når det så er sagt, er det ikke kun vores skyld, at vi tjekker vores telefon hele tiden. Facebook, Apple, Google og så videre har regnet os ud, som ingen andre har formået før, og de har os 'by the balls' lige nu. Sådan er det bare, og det burde der måske gøres noget ved.
Jeg frygter at miste et skridt, at blive fanget bagude, fordi de andre i modsætning til mig forstår, hvad det vil sige at være en af de her så omtalte mænd med en mission, at holde et stramt fokus på karrieren i stedet for lade sig lokke på bodega* tirsdag aften. Jeg er bange for, at mine venner, kollegaer og gamle studiekammerater overhaler mig, jeg er bange for, at disse kollegaer og gamle studiekammerater kan blive til konkurrenter. Måske er jeg i virkeligheden bange for at blive glemt. Jeg er sikker på, at mit liv og min karriere ikke udvikler sig, hvis jeg ikke har klarhed omkring formålet.
*Er tit på bodega. Der sker altid noget. Det skal du ikke være ked af.
Det kan virke naivt. Det kan være en fejlfortolkning. Ser man på dem, som er ældre, og som har gennemlevet karrierer og liv som sådan, ser man, at de klarede den. Selvfølgelig gjorde de det, også selv om nogle af dem rejste ud, var uproduktive, ignorerede den gængse forståelse for, hvordan man arbejder sig til tops. Empirien taler for, at det hele nok skal gå alligevel. Også den søgende kan blive til noget*.
*Du bliver sgu nok hurtigere glemt ved at gøre alt hvad der bliver sagt. Man har nok større chance for at blive husket, hvis man ikke er for konform. Bare se på Liam Gallagher.
Niels Brandt ved det. Niels Brandt udbreder sig nødigt for skråsikkert om særlig meget, men jeg er sikker på, at Niels Brandt ved det. Når man taler med ham, skal man stille ham det samme spørgsmål igen og igen og igen, før han fortæller, hvad han egentlig synes, men Niels Brandt ved det. At også den søgende kan blive til noget. Det er vigtigt*.
*True. Det næste, der kommer ud fra Minds, er det mest søgende, vi har lavet til dato. Hele bandet vidste, inden vi gik i gang i september 2016, at vi er i en overgangstid – både som band og samfund. Vi snakkede og fandt ud af, at det er noget i sig selv at være søgende. Man kan vise det frem. De fleste mennesker er søgende, og de kan spejle sig i den leg, der er i det. Så det, syntes vi, var spændende. Vi har ingen agenda lige nu andet end at indspille de sange, der bliver lavet i den her overgangstid. Det virker rent på en måde. Alle de ældre, som jeg ser op til, har alle været gode til at bruge deres overgange - de er kommet igennem overgangene ved at skabe noget imens. De har udstillet deres søgen. Man behøver ikke først lave en plade, når man er færdig med at søge. Man kan gøre det imens. Det er det, vi har gjort med den musik, der kommer ud nu. Det er det, 'Solkongen' er. En overgangsplade i en overgangstid.
Som frontmand for The Minds of 99, rockbandet som medierne har kaldt Danmarks næste store, har jeg gennem årene og i forbindelse med eksempelvis pladeudgivelser lavet seks lange interview med ham, og det har på en måde altid handlet lidt om dette tema. Det målbare samfund, har vi kaldt det. Konkret har vi talt om stoffer, vi har taget, eller om at finde kreativitet og forløsning i rusen eller om musik, sådan helt grundlæggende, men det her med det målbare samfund har altid svævet mere eller mindre subtilt over vores samtaler. Som jeg skrev i et portræt af Niels Brandt engang (og undskyld, jeg ved godt, det er enormt ufedt at citere sig selv, men jeg synes egentlig stadig, det er sandt): “For Niels Brandt skriver tekster om at tvinge livet til at blive noget særligt. Tekster om at være noget, om at tage noget og om at insistere på at drømme i et samfund, som ikke levner mange muligheder for netop det. Han skriver om og til den famlende ungdom, og på en måde er han den, der bedst sætter ord på, at når vi kæmper for at blive til noget, glemmer vi at blive til nogen. Eller bare at være nogen*.”
*Skyldig som tiltalt. Det har været et gennemgående tema på de to første plader ikke at være glad, der hvor man var. Især på singlerne. For eksempel ”Et barn af min tid”, ”Ud af min krop”, ”Rav” og ”Stjerner på himlen”. Men det tema er væk nu. Nu er vi “nogen”, og det er nyt for mig og bandet. Det har været nyt denne gang ikke have de problemer, for det var det, der var omdrejningspunktet i teksterne før. Det er lidt ligesom, når en rapper får mange penge og holder op med at være street. I starten skrev han om det, han gerne ville have, og nu har han det – så skal han finde nye horisonter. Den plade vi er ved at lave, der hedder 'Solkongen' er mere selvcentreret end de tidligere plader. Jeg kan ikke overskue kompleksiteten i samfundet for tiden, og det tror jeg ikke, der er særlig mange, der kan. Og når man ikke kan overskue kompleksiteten i samfundet, så er der kun en selv og ens nærmeste. Hvor der før var et klart “vi” i mine tekster, er der nu mere et “jeg” eller et ”du”. Og sådan føler jeg også tiden er.
Det paradoksale i dette er, at det aldrig har været The Minds of 99’s intention at være den famlende ungdoms forkæmpere. De har altid bare villet spille musik. De engang seks, nu fem barndomsvenner ville lave rock, de ville have det fedt og få dem, der måtte lytte, til at have det fedt. De ville danne et rockband, og det rockband skulle spille musik, der lød fedt. Mennesker skulle røres, musikken skulle være vild. Meget enkelt. Virkelig enkelt. Musikerens mest almindelige kald. Men så blev de til noget mere. Så blev de til den her gruppe, som fortalte deres fans, at der er andre veje til det forløste liv end spidse albuer og 12-taller. Så blev de forstået ud fra et mere eksistentialistisk perspektiv. Jeg tror, det lå latent i dem, for hvis de ikke havde idéer om det målbare samfunds mange ulyksaligheder, hvorfor skrev de så tekster som denne?
De bedøver mig med ord som fremtid
som om jeg er på prøve her
og de er overjordiske
men jeg vil ikke mere
altid et år mere før jeg kan det der
og jeg må det der
jeg, jeg har papir
lad os være nogen
lige nu
ikke vent på nogen
men faktisk være nogen
stjerner på himlen.
Så jeg har sagt til Niels Brandt, at han er eksponent for et andet levet liv end det gængse, at han og hans band er en form for modgift til det, jeg frygter i samfundet og i mig selv. En modgift til tanken om, at vi må leve ensrettet for at leve. Jeg har set det, når de spiller live, for det er noget andet, måske endda noget større, end bare musik, selv om vi har at gøre med tempofyldt postpunk, som i sig selv sparker røv, fordi det gør den slags nu engang. Niels Brandts tekster er særlige, selv om manden selv ikke altid vil indrømme det. Jeg tror egentlig ikke, det er fordi, han er unødigt ydmyg, for Niels Brandt synes selv, han er for fed. Det er også okay*.
*Jeg står ved det, vi laver. Også selv om jeg synes, nogle af vores sange er noget lort. Ting behøver ikke nødvendigvis at være ”gode” eller i ens smag, før de har noget over sig. Den famlende ungdom, som du kalder det, eller de famlende mennesker, der findes overalt, vælger selv deres helte. De tænker nemlig selv, nok også mere end de folk, der aldrig er i tvivl om noget som helst og bare gør, hvad der bliver sagt og lytter til alt det, alle de andre hører. Hvis de ser noget i The Minds of 99 og mig, så er jeg stolt af det. Jeg har stadig bare brug for at få de ting, tanker, sange, der fylder, ud af mit hoved. Det er egentlig en ret simpel og ren måde at skrive sange på. Jeg er rigtig glad for, du siger, at den rolle, vi har fået, lå latent i os, for hvis det var os, der havde krævet den bevidst, hvis det var for bevidst, så ville det være påtrængende, kvalmende og utroværdigt. På 'LIBER' og vores debutplade havde jeg en følelse af, at vi skulle bevise noget. Jeg havde ikke fået afdækket særlig meget af min identitet, og det var meget det, der nok lå i mange af teksterne. Ønsket om at komme tættere på kernen. Komme i flow.
The Minds of 99 har før skrevet deres musik på en følelse af krise. “Hvor der ingen krise er, er det kritisk. I kampen finder man lykken”, som jeg for et par dage siden så Niels Brandt skrive på Facebook som kommentar til en teaser for bandets nye udgivelse, Solkongen (Del 1). Mange, mange kunstnere har skrevet på krisen, dette er en almindelighed, men det, der så til gengæld er med netop The Minds of 99, er, at de aldrig udadtil har vist nogen krise. De har skrevet om ikke at kunne finde sig selv, men udadtil har de altid fremstået som det, de i høj grad også er, altså venner der blev til et rockband, som så lavede nogle plader, som så vandt nogle priser. Det flygtige, det ufærdige, krisen, har de aldrig selv udvist. De fremstår seje, tjekkede, de har en enormt veludviklet sans for også selvforherligende æstetik, de har indtaget Orange Scene, som om de aldrig havde lavet andet*. De har vundet. Hvis et band skal være noget, deres fans kan spejle sig i, så har The Minds of 99’s største fejl været, at de aldrig har vist svaghed eller afmagt.
Ikke indtil for nylig i hvert fald.
*Det er sjovt, du nævner Orange scene her, for det er et godt eksempel, der bekræfter det, du siger om, at vi ikke bryder os om at udstille os selv så meget. Da vi skulle åbne Orange I 2015, var der den her 'David mod Goliath'-historie, pressen gerne ville have. De ville gerne følge og filme os skide i bukserne over at skulle stå der foran 50.000 mennesker i starten af vores karriere. Vi valgte derfor ikke at lave noget presse overhovedet. Vi valgte ikke at have alle mulige gæster med på scenen, som så mange andre danske acts har, når de udfylder den tjans. Det var Roskilde, der spurgte, om vi ville spille, og så måtte de også tage os, for det vi var. Et band, der havde udgivet en debutplade året før. Det var nervepirrende for os, det var en for stor scene, men det virkede, fordi vi ikke oversolgte eller undersolgte os selv. Vi fik det til at handle om musikken og vores performance og ikke om, hvor nervøse vi var, og hvor stor den scene er, og det, synes jeg, var perfekt. Jeg gider ikke selv se på nogle nervevrag på en scene. Jeg vil gerne kunne stole på det, der sker, og leve mig ind i det, og det kunne folk til den koncert – netop fordi vi ikke gav hele sandheden væk. Nogle ting skal man holde for sig selv. Også selv om der er meget omtale og sensation i noget sandhed. Og hvis du siger, det er en fejl, vi ikke har vist svaghed, så siger jeg, at vi ikke ville have vundet, hvis vi havde gjort det.
For The Minds of 99 er decimeret. De er blevet en mand færre. Mikkel Bech-Hansen, der spillede synth og percussion, har forladt bandet, øjensynligt fordi han havde fået nok og havde set det, han ville, men altså ikke, fordi nogen er blevet uvenner. Sidst jeg talte med Niels Brandt, spurgte jeg ham, om ikke han og de fire resterende i bandet har været bange for, om Mikkel Bech-Hansen havde fat i noget. Om ikke de har tænkt, at det var ham, der havde ret, fordi de faktisk havde opnået det, der var muligt, fordi de faktisk havde set det, der var at se. Måske havde de sejret sig selv ihjel?
Niels Brandt svarede, at han så bruddet som et svaghedstegn, da det opstod, og at der endda var nogle gange, hvor han frygtede, at gruppen kunne få svært ved at finde sig selv igen. De sad på Bornholm på Gæstgivergaarden, hvor Gasolin’ i sin tid besluttede sig for at slå op med sig selv, og dér, i et af templerne for dansk rock, gik det alligevel. Så indspillede de fire eller fem numre til den nye plade, og så gik det alligevel. Svagheden blottede ikke meget, men den var der.
Måske er det en god ting. Det tror jeg. Jeg tror, man vokser i svagheden. Jeg tror også, Niels Brandt tror det*.
*Du har ret. Jeg tror på, at man vokser, hvis man ikke knækker og quitter i svære perioder. Det, der er sket med Mikkel, bliver mellem os i bandet. Han er stadig vores bror – han er bogstaveligt Jacobs bror. Jeg kan sige så meget, at jeg tror, han var fyldt op efter Orange, som du siger, og tourlivet ikke var ham, og det kunne vi ikke leve med nogen af os. Ligesom med Orange har vi ikke meldt ud, at han er stoppet, på grund det pres det ville lægge på os. Og det kunne jo også være, at vi og Mikkel fandt ud af, han skulle være med igen. Hvem ved? Vi føler os genfødt nu, og det er et af 'the percs', hvis man fortsætter med noget, at kunne komme ud på den anden side.
Og hvor vokser The Minds of 99 så hen? Solkongen er endnu et rivende hurtigtspillet album*. Det er også et rigtig godt album. I billedet, Solkongen, ligger en tro på morgendagen, på at det hele nok skal gå, men der er også noget stort i det. Noget storhedsvanvid.
*Vi er altså stadig ikke sikre på, at det er et album. Vi arbejder stadig på det, så vi er ikke sikre på, hvornår ting bliver færdige, og hvad det er endnu. Solkongen er for os den tid, vi lever i lige nu. Men fedt, du kan li’ sangene.
Vigtigst* er det, at pladen som altid handler om mere end bare musik, selv om ham, der har skrevet teksterne, ikke selv helt vil indrømme det.
* Fuldstændig. Vi dealer lige nu med en transformation som band, men også med egoer, der er blevet pustet op, så det er nok det, der fylder for tiden.
Et skisma, jeg ofte har stødt på, når jeg har tænkt på eller haft med The Minds of 99 at gøre, har været et, som kunstnere i Danmark og nok også resten af verden har været stillet overfor mere eller mindre for evigt. Forholdet mellem æstetik og politik. Der er dem, der mener, at kunsten skal have moralsk eller politisk ansvar, at man skal lave kunst for igennem den at påvirke samfundet omkring kunsten. Men der er også de andre, der mener, at æstetikken i kunsten er nok. Det er måske ikke svært, indledningen til denne tekst taget i betragtning, at forstå, hvorfor jeg så ofte støder ind i tanker om netop dette, når jeg tænker på Niels Brandt og hans band.
Sagen er den, at det er mig, der har pålagt Niels Brandt at være det, jeg siger, han er. Jeg tror som udgangspunkt ikke på, at kunstnerne nødvendigvis skal påtage sig et politisk ansvar. Faktisk tror jeg, at mange, når de kræver det, kommer til at blande kunstneren sammen med borgeren. Borgeren har et ansvar over for samfundet. Kunstneren er kunstner og har et ansvar over for kunsten. Det, tror jeg, Niels Brandt er enig med mig i*.
*Liber betyder 'den frie', og der lå klare, eksistentielle, filosofiske holdninger i den, der gennemsyrede hele pladen. Det var mit/vores jam dengang. Nu er det noget andet. En anden strømning. Jeg kan lide sangene fra de to første plader, men vi ville ikke skrive dem nu. Livet er simpelthen anderledes nu. Jeg fatter ikke verden for tiden, og jeg aner ikke, hvad den har brug for. Det vil jeg ikke gøre mig til herre over. Men der kommer masser af sange fra os, som giver os optur på, så dem indspiller vi. Minds vil gerne underholde folk. Vi er også en del af underholdningsbranchen. Jeg føler nok ikke et ansvar over for kunsten – den vil nok helst være fri.
Når jeg alligevel synes, at Niels Brandt kan påtage sig det politiske, borgerlige ansvar, så er det, fordi det giver mening. Jeg tror, at folk som ham og de fire andre medlemmer af The Minds of 99 har et ansvar, fordi de bedre end andre er i stand til at fange strømninger, som eksempelvis det målbare og det produktive, og fordi de er bedre til at sætte ord til de strømninger. Fordi de strømninger er vildt vigtige, fordi det er dem, som former og ændrer og udvikler og nogle gange ødelægger vores samfund*.
*Jeg vil ikke have det ansvar – no way. Hvis jeg går hen og bliver sådan en belærende idiot, så skyd mig - please! Det handler om sangene for mig og os, ikke om samfundet eller kunsten. Sangene. En sang er det største. Det har jeg syntes, lige siden jeg kan huske. Da jeg for eksempel var fem år og hørte Kim Larsen på walkman på bagsædet af min fars bil på vej ned gennem Østtyskland, eller jeg hørte Oasis for første gang. Sange fik sgu min opmærksomhed og har haft det lige siden.
Når Niels Brandt og jeg har talt på det seneste, har han talt om, at han har følt sig fanget i en puppe*, at han som 33-årig er i en alder, hvor han skal finde sig selv igen. Han har kaldt det sit Jesus-år.
*Det er kun det sidste år jeg har været I puppestadie. Der har bare været en underlig numb følelse I mig. Jeg har været glad, men har ikke været det modsatte, hvilket har været uvant og underligt. Jeg har været beskyttet på en måde.
Også* tiden, har han sagt, virker til at skulle finde sig selv. Der er gang i den i Amerika, hvor Donald Trump smadrer rundt uden at virke til at vide, hvordan man gør noget som helst, der er et EU, som er ved at miste et af sine største medlemslande, og der er et klima, der er ved at gå helt amok.
* Det er ikke mig, der har opfundet begrebet Jesus-år, vil jeg lige sige. Det er en ting. Jesus blev 33. Sådan er det.
Niels Brandt har det, som om alle bolde er kastet op i luften i den tid, vi lever i nu. Man aner ikke, hvordan de lander, man ved bare, at de er blevet kastet op*.
*Yes, og jeg står 100 procent ved, at alt er oppe i luften, og ingen rigtig har styr på en skid – heller ikke mig. Alle føler det, men det er også, som om det på en måde er OK. Samfundet er ikke gået ned. Alle gør deres ting. Den ene dag er jorden ikke til at redde, den anden dag kan den reddes. Men der er ikke civil uro. Vi er vant til det. Den her verden er blevet ekstrem kompleks, og folk har opdaget, at den er det. Så vi ser den lige an.
Men Niels Brandt er optimist. Niels Brandt tror, at boldene lander gode steder*. Han tror, i modsætning til andre, eksempelvis mig, at vi finder ud af det hele. At vi finder ud af det med klimaet, at fremtiden bliver pissegod.
*Jeg ved ikke, om jeg ligefrem er optimist, men jeg er ikke bange. Det ved man, når man er, og det er jeg ikke. Jeg synes, vi lever i en spændende tid, egentlig.
Den nye udgivelse er, har han fortalt mig, den udgivelse, The Minds of 99 kunne lave, når de ikke kunne lave andre udgivelser. Det var de sange, der var tilgængelige, de budskaber og temaer, der var. Krisen, de gennemgik, kan man slet ikke høre, den lyse morgendag er temaet nu*, som det målbare samfund var det, da The Minds of 99 lavede deres første plader.
*Jeg vil sige, at den lyse morgendag kun er én del af 'Solkongen'. Et oppustet ego er et andet, og det er et mørkere tema. Så det, vi laver nu, er mere sang efter sang. De har mere individualitet og ligner mindre hinanden, end de gjorde på de første plader. Så Solkongen er mere en tid end et værk.
Dengang sang han, at også de søgende nok skulle finde ud af det*. I dag synger han om Solkongen, et billede på genopstandelse og et bedre i morgen. Den optimisme har vi brug for. Jeg, den vrede, irriterede og vrisne, har i hvert fald.
*Jeg tror mere, det, jeg mente, var, at de søgende allerede var noget. Det er noget i sig selv at være et søgende menneske. Hvis man er søgende og “finder ud af det”, så dukker der bare nye horisonter op dagen efter.