Det er under en måned siden, Liima udgav deres fremragende andet album, 1982. Konstellationen af de tre centrale medlemmer af danske Efterklang og finske Tatu Rönkkö har nu bevist ud over enhver tvivl, at de sammen kan skabe minimalistisk og effektiv indiepop. Og det har naturligvis ikke skadet, at Chris Taylor fra Grizzly Bear har produceret pladen. Men fordi det ikke er nok at være indie-genier i kun deres lyd-univers, har Liima også valgt at sætte barren for deres musikvideoer lige så højt som en kinesisk skyskraber – et ambitionsniveau, der mærkes i deres nyeste musikvideo fra 1982, "Life is Dangerous".Den knivskarpe video, der er filmet i Paris og instrueret af Hugo Jouxtel, indledes med smukke skud af bandet, der blandt andet sover i nogle storskralds-agtige omgivelser og optræder i en forladt lagerbygning. Men nu hedder sangen "Life is Dangerous", og der er ikke ligefrem nogen af de to ting, der er decideret farlige (med mindre man kommer op at toppes med de lokale vagabonder om, hvem der har ret til den pågældende losseplads/lagerbygning). Men, men, men, hurtigt bliver det klart, at Liima selvfølgelig har dækket sig ind, når det kommer til de uhyggelige og farlige elementer i deres åndssvagt flotte, nye video.Pludselig bliver vi nemlig bombarderet med slanger. Slanger på instrumenterne. Slanger på bandmedlemmerne. Slanger overalt. Og orkestret håndterer ærlig talt krybdyrene med en imponerende ro (især Tatu Rönkkö, der ser ud, som om, at han har opdaget ting i sine Corn Flakes, der var mere uhyggelige.) Det mest animerede øjeblik i videoen er faktisk, når forsanger Casper Clausen har to kattekillinger tæt på sit ansigt, og når han efterfølgende krænger omkvædet på den rørende sang ud.Om videoen siger den franske instruktør: “Fare er en fantasi, en idé, ikke meget anderledes end en drøm. Fare en en ulykke, der bare venter på at ske, og som oftest udløses af vores dybeste frygt. Videoen tager os ned til et sted, som er forbundet med det ubevidste. Er det virkeligt? Er det bare en drøm? Og er der overhovedet forskel virkelighed og drøm?”Vi føler os på ingen måde udstyret til at besvare de her spørgsmål, da vores idé om fare i høj grad er baseret på, hvor tæt vi tør bevæge os på mosh-pitten – men det afholder os stadig ikke fra at nyde den her prægtige musikvideo. Se den herunder:
Annoncering
