stoffer

Ecstasy-anmeldelserne på det her site er E-prosa af højeste kaliber

Måske sidder den næste Hunter S. Thompson og skriver på PillReports lige nu.
20.12.17

Denne artikel er oprindelig udgivet af VICE UK og er en del af 'Safe Sesh', vores tema om stoffer og harm reduction. Læs resten af artiklerne her.

Når man sluger en pille, så udtrykker man også en blind tillid til et ukendt stof. Bliver jeg syg? Kommer mine ben til at føles, som om de er lavet af budding? Er der en god mulighed for, at jeg om en halv times tid står og falder i staver inde på lokummet, mens jeg prøver at vriste et par dråber pis ud af min visne pik? Men det er ikke alle, der er lige ukritiske, når de sluger knapper.

Annoncering

Siden mennesket lærte at gå på to ben og trille tommelfingre, har vi været besat af at katalogisere samtlige oplevelser, så det er selvfølgelig ikke så mærkeligt, at internettet i dag er blevet et kollektivt oprettet bibliotek bestående af utroligt detaljerede analyser og anmeldelser af samtlige slags piller på jorden. Velkommen til PillReports forunderlige (og til tider deprimerende) verden, hvor man bryster sig af at have nettets bedste ecstasy-database.

Ifølge grundlæggerne er PillReports ”en global database over ecstasy-piller, som er baseret på subjektive brugeranmeldelser såvel som videnskabelig forskning”. Det påstås også, at ”PillReports udpeger farlige tilsætningsstoffer og er med til at reducere risikoen for mange af de problemer, der kan opstå ved brug af ’Ecstasy’. Det er bedre at forebygge, end det er at kurere, for man kan ikke kurere døden.” Men i virkeligheden er det kun toppen af isbjerget.

”Har taget dem et par gange nu jeg tror det er mdma men fuck mdma rammer dig som et godstog så vil man bare ligge ned i 2 timer uden at røre sig bum så er man lige pludselig helt frisk igen meget underlig effekt har taget piller i 15 år har aldrig prøvet noget lignende minder mig om ketamin det er umuligt at have det sjovt med dem” – doofers

PillReports er både en database med reelle informationer og samtidig en underlig litteraturantologi, hvor brugerne på visionær vis præsenterer kiks-prosa fra øverste skuffe. De er alle sammen forfattere, der er dedikerede til at afdække og dokumentere sandheden – vægt, hvor man køber stofferne, mængden af MDMA i hver pille – og mytologien – hvem, hvor og hvad der sker. Resultatet er et af de mest storslåede eksempler på, hvordan internettet i det 21. århundrede formår at forbinde folk med de samme interesser. Hvem har brug for idiotiske Twitter-rants, når man kan følge en gruppe amatør-narkodetektiver, der forsøger at finde ud af, hvor potent den seneste variant af Yellow Minions er?

Annoncering

Det bedste – og mest underholdende – aspekt ved at bruge en hel eftermiddag på at nærlæse endeløse beskrivelser af Doomed Green 8-Balls, Blue Ferrari's og Yellow YoYos er det underlige krydsfelt, som anmeldelserne og de mange kommentarer befinder sig i. Det er en slags pseudovidenskab kombineret med journalistisk reportage, som resulterer i en art gonzo-skribleri, der er helt utroligt fascinerende.

Brugeranmeldelserne følger typisk en standardformel i forhold til vurderingskriterier:

Navn, Land, Logo, Farve, Form, Højde, Bredde, Tekstur, Kanter, Kvalitet (den kommer vi snart tilbage til), Beskrivelse, Formodet indhold, Rating, Advarsel, Test, Indtaget mængde.

Alt i alt får man et billede af, hvad man kan forvente sig af den lille pilleformede, kemiske forbindelse, man lige har lagt sine penge på. Hvis man får tilbudt Blue Kappa Lady eller en seks for 255 kroner-deal på Pink Cherries i en mørk afkrog af en natklub, så er det meget betryggende at vide, at der er nogen ude på internettet, som allerede har foretaget en tilbundsgående analyse af stoffet på PillReports. Alt det hårde arbejde er gjort. Selv anmeldelserne bliver anmeldt. Brugerne af PillReports gør en stor indsats for at sikre, at de piller, du sluger, er de bedste og sikreste på markedet.

Fra et antropologisk og lingvistisk perspektiv er det mest interessante ved anmeldelserne selve beskrivelsen af brugeroplevelsen. Den præsenteres ofte i form af logagtige indlæg, hvor nøgletidspunkterne er noteret, og brugerne dokumenterer samtlige aspekter af oplevelsen i videnskabens hellige navn. Screenshottet herunder er et fremragende eksempel på en brugeroplevelse:

Det fede ved beskrivelsen af brugeroplevelsen er, at de alle sammen på bemærkelsesværdig vis minder om hinanden. En mere kynisk indstillet observatør ville måske sige, at selv om der er store forskelle i mellem, hvordan de individuelle brugere oplever stofferne – oplevelsen af at indtage Einstein, DefQon eller Snowflake kan variere grundet miljømæssige omstændigheder – så er narrativerne grundlæggende skåret over den samme læst. Bruger sluger en pille, brugeren bliver høj, brugers rus aftager, bruger har svært ved at sove, bruger tilbringer hele den følgende dag på at spise chips og tænke på sin ekskæreste, bruger klarer sig elendigt på jobbet helt indtil onsdag, bruger når hen til fredag og gentager cyklussen. Førnævnte kyniker vil sikkert herefter sige, at ethvert forsøg på at gøre eksperimentet til en god læseoplevelse, som andre også kan relatere til, er dødsdømt.

Fuck kynikeren.

Annoncering

Jo, der er helt sikkert et standardiseret ordforråd, jo, de samme ting nævnes igen og igen, og jo, det er ikke prosa af Hemingwayske højder, men hvad så? Det er autentiske, rå beretninger direkte fra de mænd og kvinder, der lige er kommet ned fra en episk festrus, hvor de har suget den ene cigaret i sig efter den anden og afspillet de første tre sekunder af samtlige sange i deres iTunes-bibliotek og skreget ”FOR HELVEDE, HVOR ER DET HER FEDT!!” under hvert nummer. Vi jager alle sammen den autentiske oplevelse i vores liv, og det bliver ikke meget mere autentisk end det her:

"Prøvede de her i går aftes, tog dem kl. 23, 30 min senere begynder det at poppe, sommerfugle i maven og dybere vejrtrækning end normalt, der går 20 min mere, og så ruller jeg, eller det troede jeg i hvert fald, 10 min senere og jeg når det næste niveau, jeg tror, jeg peakede senere, tænderne klaprede og kunne ikke se en skid. Kunne ikke sidde stille måtte op og danse, selv om jeg bare er hjemme og hører oldschool Sasha, danser rundt i stuen som en galning, eller sådan beskriver fruen det i hvert fald. Begynder at komme ned igen efter 2t og 30min, kommer gradvist ned henover den næste time, indtil jeg er straight igen. Tog en pille mere klokken 4:30 og havde den samme oplevelse, har ikke prøvet at lægge mig til at sove endnu, men har det helt fint. Ikke den stærkeste pille jeg har prøvet på det seneste men helt sikkert fin, ville afgjort gøre det igen."

Eller den her:

"Slugte en halv pille, stille og roligt, derhjemme efter et par øl omkring klokken 1, tænkte som sædvanlig, at der ikke ville ske en skid efter 45 min, men så efter en time… boooommmmm!!! Meget ren, fantastisk hit/build op. Det er sådan her en højdosis/kvalitetskiks skal føles. Er meget snaksaglig/fuld af energi, men besluttede mig for at stene ud til noget musik. Tog den anden halvdel efter cirka halvanden time, musikken lyder bedre end nogensinde før og har for første gang i lang tid spillet guitar igen, jeg føler mig som en prof, min stemme er som smør/forbedret af den her pille. Sindssyge mængder eufori vælter indover mig henover de næste 3-4 timer, spiller det ene track efter det andet og jammer med på guitar. Omkring 4:30 begynder jeg gradvist at komme ned, meget blødt, til sidst bliver jeg som sædvanlig meget træt, ruller en joint og kravler ned under dynen for at chille/se nogle klassiske komedieserier. Jeg smilede over hele masken, var opmærksom på at jeg skar tænder, mens jeg rullede, men det var ikke et problem, måske forbi der er meget magnesium i min kost. Mine øje spasser lidt ud, men det føles vidunderligt at hælde koldt vand over hovedet/ansigtet. Kommer helt ned 5-6 timer efter første indtagelse. Snart sengetid. Så husker jeg, at de kommer og installerer en ny vandvarmer i dag, det var hårdt, håndværkerne blev her i 3 timer, men jeg reddede min værdighed ved at beholde solbrillerne på. Selv om jeg ikke har været i seng nu/drukket nogle flere øl, har jeg dejlig afterglow. Jeg er helt sikker på, at jeg kommer til at sove godt snart. Alt i alt fremragende bolsjer :) Jeg anbefaler dem på det kraftigste."

Nej. Nej, det gør det fandeme ikke. PillReports excellerer i at vise verden, at enhver kan blive forfatter, at enhver kan skrue en fortælling sammen, at enhver har evnen til at dokumentere deres eget liv og egen virkelighed. Man behøver ikke være Hunter S. Thompson for at skrive en afhandling på 15.000 ord om ecstasy – man skal bare have en gyldig emailadresse.