FYI.

This story is over 5 years old.

Skrækhistorier

Advokater fortæller om sagerne, de aldrig vil glemme

Frédéric Berna skulle engang forsvare en mand, der var anklaget for at slå sin baby ihjel, voldtage sin datter og slå sin kæreste ihjel for bagefter at voldtage hendes lig.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Frankrig

Folk bliver advokater af alle mulige grunde – nogle gør det for at opnå retfærdighed for de dårligt stillede og undertrykte, andre vil bare gerne gå i pænt tøj. Uanset hvad motivationen er, så møder de fleste advokater en særligt grufuld sag på et eller andet tidspunkt i deres karriere. Jeg ville gerne vide mere om den slags sager, så jeg kontaktede fem franske advokater og spurgte til de menneskelige skrækhistorier, der har påvirket dem mest.

Annoncering

Læs også: Den unge, smukke jurastuderende, der slog sin kæreste ihjel med en kæmpe overdosis heroin

Knivskarp domsafsigelse

Nicolas Pasina har sin praksis i Nancy og Saint-Dié des Vosges. Han husker særligt en sag, hvor han forsvarede en 35-årig kvinde, der var anklaget for at stikke en dommer i ungdomsretten med kniv. Den 5. juni 2007 annoncerede dommeren, at han ville forlænge fjernelsen af Fatiha Benziouas tre-årige søn, hvorefter hun tog en 20 centimeter lang kniv frem fra tasken og angreb ham. Dommeren Jacques Noris blev hurtigt bragt til hospitalet med adskillige stiksår i maven og overlevede heldigvis. "Kvinden var meget petit – ikke engang halvanden meter – men da hun angreb dommeren, var der ingen, der kunne holde hende væk. Ikke engang hendes kæreste, som er en to meter høj slagter," fortæller Pasina.

Han var overbevist om, at hans klient ikke var ved sine fulde fem: "Sagsbehandlerne fortalte, at hun i ugerne op til sagen var overbevist om, at hun kunne tale med Michael Jackson," siger han. I april 2010 var Fatiha Benzioua endnu en gang i retten – denne gang anklaget for mordforsøg på en dommer.

Det var en udfordrende sag for Pasina. Han fortæller, at "hun under retssagen var medicineret og ikke i stand til at tale for sin sag." Hun var blevet tilset af fire psykiatriske eksperter, men kun en af dem havde vurderet, at hun havde været ved siden af sig selv, da angrebet skete. "Det var virkelig en kamp med de tre andre psykiatere, som insisterede på, at hun havde det fint. Hun havde det ikke fint. Hun stirrede ind i væggen, mens hun rokkede frem og tilbage. Det endte med, at rigsadvokaten krævede en dom på mellem 13 og 15 års fængsel, og retten idømte hende 13 år. Senere blev kendelsen stadfæstet ved appelsagen. Det var en uretfærdig straf i Pasinas øjne, som ikke mener, at der findes "ægte retfærdighed."

Annoncering

"Er din hund død? Er din fisk død? Er din baby død?"

Den 19. juni 2013 døde en ni måneder gammel pige i sit hjem ved Toul på grund af alvorlig dehydrering. Ifølge kriminalteknikerne havde barnet sovet i et uventileret rum med en temperatur på næsten 30 grader og havde tilsyneladende ikke fået væske i 12 til 15 timer. Dagen før havde hendes dengang 25-årige far gået tur med hende i direkte sollys. "Mit første spørgsmål var, hvordan de kunne lade det ske," fortæller Gregoire Niango, som arbejdede som juridisk rådgiver for den afdøde piges storebror. "For mig er det helt uforståeligt. Det er en forbrydelse, jeg simpelthen ikke begriber. Hvordan kan man huske at give sin hund vand, men glemme alt om sit barn?"

Sagen blev kom for retten i Nancy i oktober 2015. "Jeg drømte om sagen hver eneste nat. Deres barn døde af tørst på grund af deres dovenskab. Det er simpelthen ubegribeligt," siger Niango. Han indrømmer at have mistet kontrollen over sit temperament i retssalen, da han spurgte faren: "Er din hund død? Er din fisk død? Er din baby død?" Den anklagede – som indtil da havde været upåvirket – brød sammen i gråd. "Jeg blev lettet over at se ham græde, for det menneskeliggjorde ham lidt," fortæller han. Parret blev idømt fem års fængsel.

Nekrofili og fængelsmassakre

I april 2015 forsvarede Frédéric Berna en 40-årig mand, der var anklaget for at slå sin baby ihjel, overfalde sin datter seksuelt og slå sin kæreste ihjel med en lommelygte for bagefter at voldtage hendes lig – alt sammen på samme aften. Det var en grufuld sag, og den tiltalte blev idømt fængsel på livstid. Det var til gengæld ikke sagen, som Berna havde sværest ved at forsvare. "At skulle forsvare et møgsvin, som alle betragter som et monster, er faktisk ikke så svært. Der tager det praktiske over, og man tænker: 'Det er bare business'. Det er sværere at skulle forsvare en klient, som man føler sympati for," fortæller Berna.

Han mindes sit møde med en ung indsat, som var anklaget for at torturere en medindsat til døde sammen med sin cellekammerat: "Han var en helt ung gut. Han var lige blevet overført fra ungdomsfængslet, og jeg kunne lide ham med det samme." Sébastien Schwartz delte en celle i Charles III-fængslet med Johnny Agasucci, en 26-årig industrimaler, som var blevet anklaget i en narkotikasag, og Sébastien Simonet, som afventede sin retssag for at have tortureret en anden cellekammerat. Sidstnævnte havde for vane at brændemærke sine cellekammerater med en jernstang og vakte tydeligvis frygt i fængslet.

Annoncering

Den 25. august 2004 blev Agasucci fundet død i sin celle. Han var blevet slået gentagende gange i maven og skridtet og havde desuden stiksår fra en gaffel. Han blev fundet med sine arme lænket bag ryggen og reb bundet om halsen. Hans cellekammerater blev mistænkt med det samme.

"Jeg var begyndt at betragte Schwartz som en søn. Jeg havde fuldstændig mistet perspektivet."

Schwartz beskrev de voldelige episoder for politiet men insisterede på, at han ikke havde del i torturen. Hans historie syntes at passe til resultaterne fra obduktionen: "Schwartz var en lille fyr på 1,57 m og 53 kg – og han virkede totalt traumatiseret af, hvad han havde været vidne til. Han havde banket ofret efter Simonets ordre," forklarer Berna. "Jeg var overbevist om, at han var et offer i højere grad end en mistænkt. Han var i en situation, han ikke kunne styre, fordi han frygtede for sit eget liv." Mens han var løsladt og afventede sin sag, fandt han et job, flyttede ind til sin kæreste og stiftede familie.

Sagen blev kom for retten i januar 2009 i Meurthe-et-Moselle, hvor Simonets forsvar forsøgte at give Schwartz skylden. "Jeg følte mig virkelig presset. Jeg var begyndt at betragte Schwartz som en søn. Jeg havde fuldstændig mistet perspektivet. Efterhånden som sagen nærmede sig, kunne jeg ikke sove eller spise ordentligt," fortæller Berna. "Da jeg skulle vidne, var jeg næsten fuldstændig lammet af frygt for at sige noget forkert. Da jeg talte til juryen, begyndte jeg med at fortælle om mig selv, og hvordan den her sag havde påvirket mig. Da jeg var færdig, satte jeg mig ned og gik nærmest i sort. Jeg havde det, som om jeg blev dækket af et sort slør."

Annoncering

Det endte med, at Simonet blev idømt fængsel på livstid, mens Schwartz blev idømt et års fængsel for vold. Rigsadvokaten havde krævet 10 års fængsel for mord til Schwartz. "Det var min karrieres bedste resultat," fortæller Berna.

Sexorgie-fotoalbummet

Advokaten Pierre-André Babel fra Épinal blev konfonteret med en endnu mere slibrig historie tilbage i 2009. En mand fra Saint-Dié des Vosges havde indledt et forhold til en kvinde, som senere hen blev Babels klient. Ifølge advokaten var manden "virkelig pervers og havde en umættelig seksuel appetit." Han havde samtidig et forhold til sin nabo og havde et fotoalbum med sexorgier, han havde deltaget i sammen med hende og hendes unge datter. "Han manipulerede de her to kvinder, som ellers var tilbageholdende kvinder, til alvorlige usømmeligheder," fortæller Babel mig. Manden blev anklaget for seksuelt overgreb på en mindreårig og blev sammen med sin partner og naboen stillet for retten i Vosges i juni 2009. "Bare at gennemgå det fotoalbum var en alvorlig udfordring for mig," husker han. "Det var første gang i min karriere, hvor en sag gav mig mareridt."

"Hun talte om alle de frygtelige ting, hun havde gjort, som om det var ting på en indkøbsliste."

Det, der forsikrede advokaten om sin klients intentioner, var sagens indledende interview. De gjorde det klart, at kvinden, han skulle forsvare, var blevet manipuleret. Men et par måneder inden retssagen holdt den mandlige tiltalte op med at spise og tage sin hjertemedicin og døde derfor i fængslet. "Det var den første forhindring, for hvis den tiltalte havde været tilstede ved sin retssag, ville jurymedlemmerne kunne se hans karakter og have indset, at han stod bag det hele," fortalte Babel. "Den anden udfordring var, at min klient var blevet emotionelt tillukket og ikke længere var i stand til at udtrykke medfølelse. Hun talte om alle de frygtelige ting, hun havde gjort, som om det var ting på en indkøbsliste. Det gjorde mig meget dårligt tilpas. Men endnu vigtigere, hvis jurymedlemmerne ikke kunne se en lille smule menneskelighed, så ville de ikke kunne sympatisere. Jeg var nervøs for, at hendes psykiatriske afvigelse ville føre til en dom, som var strengere, end hun fortjente."

Annoncering

Ved selve retssagen blev hans klient idømt syv års fængsel, mens den medskyldige – moren til offeret – blev idømt 15 års fængsel. Sagen blev fulgt op med en appelsag i retten i Meuse. I mellemtiden begyndte den anklagede at gå til en psykiater. Hun havde den samme tillukkede attitude ved sagen indtil den anden dag, hvor hun brød ud i ukontrolleret gråd under sin vidneforklaring. "Det var et øjebliks ærlighed, og det var en af grundene til, at hendes dom blev reduceret," konkluderer Babel.

Barnemorder?

"En morgen i 1998 kom en 17-årig pige ind på mit kontor. Hun skubbede en barnevogn med en lille lyshåret pige i og var samtidig højgravid," husker Hélène Strohmann – endnu en advokat fra Nancy. Kvindens kæreste, som Strohmann havde forsvaret nogle år tidligere, var blevet myrdet for øjnene af hende under en narkotikahandel, der var gået galt. "Kvinden var selv misbruger, og de sociale myndigheder truede med at tvangsfjerne hendes børn og placere dem i plejefamilie. Mens vi kæmpede den sag, blev hun forelsket i en ny mand. Og samtidig var hun gravid i syvende måned."

"Jeg glemmer aldrig, hvordan hun tog sin frakke på, mens dommen blev afsagt."

Et par uger efter barnet blev født, blev Strohmann kaldt ned til politistationen i Nancy, hvor kvinden var blevet anholdt under mistanke for at have myrdet sit barn. Hun havde angiveligt fundet sit barn helt koldt om morgenen i sin krybbe. Obduktionen afslørede, at barnets ribben var brækkede, og at han havde fået adskillige voldsomme slag i hovedet.

Annoncering

"Jeg havde kendt hende i flere år på det tidspunkt, og jeg havde aldrig troet, hun ville være i stand til sådan noget. Hverken hende eller partneren gav den anden skylden, og de fastholdt begge, at de ikke anede, hvordan det var sket. Alle i lokalområdet fandt hende selvfølgelig skyldig. Til sidst idømte retten i Meurthe-et-Moselle hende 14 års fængsel, men frifandt hendes kæreste. Jeg glemmer aldrig, hvordan hun tog sin frakke på, mens dommen blev afsagt," husker Strohmann.

Senere blev appelsagen afholdt i Saint-Dié des Vosges, hvor juryvoteringen fortsatte indtil klokken to om natten. Det endte med, at den unge mor blev frikendt. "Det er en retfærdig beslutning i et juridisk perspektiv, men ikke i menneskelige termer, for vi ved stadig ikke, hvordan barnet døde," fortæller Strohmann. "Historien om den her unge kvinde påvirkede mig virkelig, fordi hun havde haft sådan et hårdt liv. Det er, som om hun aldrig fik et valg. Jeg var hendes advokat to gange: Første gang var hun offer, da hun så faren til sine børn blive myrdet for øjnene af sig. Så var hun den tiltalte, mistænkt for at have slået sit barn ihjel," opridsede hun. "Det er sådan en sag, man ikke kommer helskindet ud af."

Mere fra VICE:

En tidligere Hells Angels-rocker fortæller, hvad der skete, da han forlod klubben

Tidligere indsatte fortæller om de mærkeligste ting, de har oplevet i fængslet

Sådan føles det næsten at blive henrettet