Annoncering
Stuff

Kan analsex give varige skader?

I takt med at analsex er blevet mere populært, er nysgerrigheden og bekymringen for potentielle langsigtede konsekvenser også steget.

af Justin Lehmiller, PhD
22 november 2016, 9:00am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic

Du har et sexrelateret spørgsmål, og du har brug for et rigtigt svar, som er baseret på grundig research og videnskabelig evidens. Du får svaret med serien Hard Data fra Tonic.

Analsex er en ting. Ifølge Pornhub steg søgningerne på analsex i USA med 120 procent mellem 2009 og 2015. Men det er ikke kun en populær pornokategori – flere og flere udøver det også hjemme i soveværelset. Amerikanske tal fra CDC (Center for Disease Control and Prevention) viser, at 42 procent af mænd og 36 procent af kvinder har prøvet analsex mindst en gang, hvilket er en markant stigning sammenlignet med 1990'erne, hvor kun 25 procent af mænd og 20 procent af kvinder havde gjort det.

I takt med at analsex er blevet mere populært, er nysgerrigheden og bekymringen for potentielle langsigtede konsekvenser forbundet med receptiv analsex – at være 'passiv' eller 'bottom', som det også kaldes – også steget. Det har jeg oplevet i mit arbejde som seksualunderviser, hvor antallet af spørgsmål om emnet har været stigende både i min undervisning og i min email indbakke. De specifikke spørgsmål varierer meget, men kan koges ned til: "Ødelægger jeg min røv ved at have analsex?"

Hvis du søger efter svar online på det spørgsmål, vil du finde en hel del modstridende information. Nogle sider hævder, at analsex er ganske ufarligt, mens andre mener, at det uundgåeligt vil føre til en række sundhedsproblemer. Det er i sagens natur meget forvirrende. Lad os slå det fast én gang for alle ved at se på, hvad videnskaben fortæller os om analsex og anal sundhed. Efter at have gransket forskning og talt med eksperter er her, hvad jeg har erfaret:

Der findes et bjerg af forskning, der undersøger, om analsex er en risikofaktor for seksuelt overførte infektioner – noget, de fleste formentligt allerede er bekendt med. Derfor vil jeg ikke dvæle ved det her, men i stedet give en venlig reminder om, at hvis du har analsex, så er kondomer og PrEP (forebyggende medicin, der nedsætter risikoen for at blive smittet med HIV, red.) rigtig gode måder at minimere risikoen for en infektion. Derimod har kun en håndfuld undersøgelser forsøgt at afdække, om analsex har betydning for den anale funktion. Den tilsyneladende allerførste undersøgelse af netop det emne blev udgivet i 1993. I undersøgelsen sammenlignede forskerne tarmfunktionen og rutinerne mellem to grupper mænd: 40 homoseksuelle mænd, som angav at have dyrket receptiv analsex, og 18 heteroseksuelle mænd, som angiveligt ikke havde nogen erfaring med det. Som en del af undersøgelsen indsatte forskerne en ballon i mændendes endetarm og fyldte den med vand for at måle deres analtryk. Du ved... videnskab.


Og hvad kunne de så konkludere? Receptiv analsex blev sammenkædet med lavere analtryk (med andre ord at musklerne dernede ikke var ligeså stramt spændte), foruden mindre symptomer på fækal inkontinens i form af en større følelse af akuthed ved afføring. En efterfølgende undersøgelse fra 1997 reproducerede forbindelsen mellem receptiv analsex og lavere analtryk i hviletilstand, men konkluderede ingen sammenhæng med inkontinens. De uoverensstemmende konklusioner om inkontinens gør det svært at drage konklusioner. Vi kan heller ikke rigtig sige, hvad det lavere analtryk i hviletilstand betyder, fordi forskerne bag det sidstnævnte studie hævder, at det lavere tryk bare kan være et tegn på større komfort med anal stimulation – med andre ord, måske var det lidt nemmere at slappe af under undersøgelsen for de fyre, der havde prøvet det før.

Og tænk på, at begge undersøgelser var baseret på et meget lille antal personer og fokuserede kun på mænd. I et forsøg på at opklare forvirringen og italesætte netop de forskningsmæssige begrænsninger blev en ny undersøgelse om analsex og inkontinens udgivet tidligere i år, hvori over 4000 voksne amerikanere blev spurgt. Forskerne fandt, at både mænd og kvinder, som havde en historik med receptiv analsex, rapporterede en større hyppighed af inkontinens end de, der aldrig havde prøvet det (9,9 procent mod 7,4 procent for kvinder og 11,6 procent mod 5,3 procent for mænd).

Selvom de her resultater lader til at bekræfte forbindelsen mellem receptiv analsex og problemer med tarmkontrol, så er det vigtigt at notere sig, at de her data ikke beviser en sammenhæng mellem årsag og effekt. Ved første øjekast afslører dataene, at langt størstedelen af de, der dyrker analsex, ikke oplever inkontinens. Med andre ord tyder det altså på, at oddsene er meget gode for, at din røv fortsat vil fungere helt fint, selvom du har analsex.

Har analsex andre potentielle konsekvenser på den anale sundhed? Jeg har modtaget adskillige spørgsmål om, hvorvidt analsex kan føre til rektalprolaps – hvor endetarmsvæggene falder ud af position og begynder at stikke ud af kroppen. Rektalproplaps er yderst sjældent og ud over et par anekdoter, havde jeg meget svært ved at finde forskning, der skulle tyde på, at analsex skulle være årsag til det.

En enkelt undtagelse var en artikel fra 2015 i Indian Journal of Applied Research med titlen "Rectal Prolapse Due to Anal Sodomy!!!!!!" Uden pis – der var seks udråbstegn i titlen. Jeg ved ikke med dig, men graden af seriøsitet, med hvilken jeg tager en artikel, er omvendt proportional med antallet af udråbstegn i titlen. Det er ikke for at sige, at analsex aldrig forårsager rektalprolaps – men hvis det gør, er det formentlig en yderst sjælden begivenhed at dømme ud fra, hvor udbredt analsex er, og hvor sjælden rektalprolaps er.

Læs også: Analsex-guiden til heteroseksuelle mænd

Den anden primære bekymring, folk har ved analsex, er riskoen for fysiske skader på selve anus. Medicinske eksperter mener, at bittesmå rifter i rektum er almindeligt under analsex – ligesom bittesmå vaginale rifter er det under vaginalt samleje; men de heler til gengæld hurtigt, og det er usandsynligt, at de udgør en større sundhedsmæssig risiko – ud over at øge riskoen for seksuelt overførte infektioner. Alvorlige fysiske skader forårsaget af analsex er sjældne, og de fleste tilfælde, som har krævet medicinsk behandling, har været på grund af aktiviteter som for eksempel fisting. Derfor er der altså ikke bevis for, at analsex skulle kunne skade anus – bortset fra praksisser, som eksperimenterer med at presse kroppens grænser.

Jeg talte med den seksuelle psykofysiolog og leder af Liberos LLC, Nicole Prause, som støttede de her konklusioner: "Almindelig analsex-praksis synes at være meget usandsynlig som kilde til seriøse helbredsproblemer." Men Prause pointerede også, at "forskning i obstetriske skader tegner et billede af, at hastighed og kraft er de største faktorer i anale skader. Folk bør formentlig have for øje, hvor meget stimulatoren (penis, legetøj, fist eller andet) vil udvide anus, og nedjustere hastigheden alt efter størrelse. Det er særligt risikabelt at benytte en større stimulator med høj hastighed." Med andre ord er den måde, de fleste mennesker har analsex på, formentlig ikke kilde til problemer, men den ekstreme form for analsex, som man ser i nogle former for porno – dobbeltpenetration for eksempel – kan potentielt set være skadelig. Derfor advarer Prause, at "analsex som portrætteret i film skal betragtes som en fantasi og afspejler ikke, hvordan fysiologien rent faktisk fungerer."

Nogle kvindelige porno-performere har offentliggjort historier om anale skader, de har pådraget sig på settet, men vi ved desværre ikke, hvor udbredt problemet er. Det er sandsynligvis, fordi de fleste performere går stille med dørene om den slags skader – enten på grund af forlegenhed eller fordi det potentielt ville kunne skade deres muligheder for at få arbejde i fremtiden. Udover at lide i stilhed, står performerne også med en finansiel udgift, fordi forsikringen ikke dækker sexskader fra pornooptagelser.

Konklusion: Den tilgængelige forskning tyder på, at for det store flertal af dem, der dyrker analsex (foruden porno-performere) så er alvorlige skader, rektalprolaps og rektal inkontinens yderst usandsynlige resultater.

Når alt det er sagt, så er der visse foranstaltninger, du bør tage for at holde risikoen for infektion så lav som mulig, hvis du dyrker analsex. Først og fremmest kan du beskytte dig mod seksuelt overførte infektioner (igen, kondomer og PrEP er begge glimrende værktøjer). For det andet; slap af og gå langsomt til værks, kommuniker tydeligt og brug masser af glidecreme (selvom Prause advarer imod at "gå helt amok med glidecremen" netop for ikke at oparbejde for høj hastighed). Og til sidst; anerkend, at en ekstrem form for analsex er risikabel, så tænk dig om en ekstra gang, før du overvejer at imitere de mere eventyrlystne pornoscener.

Mere fra VICE:

Folk fortæller skrækhistorier om mislykket numseslikning

Jeg prøvede analglidecreme med cannabis og fik et afslappet underliv

Min jagt på at forstå hvorfor jeg som heteromand er bange for anale glæder