Annoncering
stoffer

​Vi fik pushere til at fortælle om den gang, de næsten blev taget

"Det øjeblik, hvor man spørger sig selv, om det virkelig er det hele værd, rammer lidt efter, man er sluppet afsted med det og indser, hvad der kunne være sket."

af Jake Kivanc
26 oktober 2016, 6:00am
Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Alle ludfattige mennesker, der har købt stoffer på et eller andet tidspunkt, har også flygtigt overvejet at sælge dem. Det er jobbet, der har det hele. Det er nemt at komme i gang med, det kræver ingen uddannelse, det giver dig et ry som værende "sej" blandt (nogle) venner og kan være en måde, du kan tjene virkelig mange penge, virkelig hurtigt. Det er jobverdens pikpille – den eneste hurtige måde at blive rig på, der vil blive ved med at eksistere, så længe stoffer forbliver ulovlige.

Det er selvfølgelig stadig ekstremt ulovligt og alt efter, hvilke stoffer du sælger (og hvor du bor), strækker de bøder og sigtelser, der følger med livet som pusher, sig fra mundtlige advarsler til henrettelse. Det er en risiko og et ansvar, som alle, der vælger at sælge stoffer, tager på sig. Fordi – som de fleste pushere har fortalt mig – det er ikke alle pushere, der bliver taget, men langt de fleste (hvis ikke alle pushere) kommer tæt på, mindst en gang. For at få mere indsigt i, hvordan det er, talte vi med tre pushere, der kom vanvittigt tæt på at blive taget af narkobetjente, sikkerhedsvagter og politiet.

Foto: Tommi Rønnqvist

"Dom"
21
Toronto
Solgte kokain, sælger "bare lidt cannabis" nu.

Første gang jeg solgte coke, var det, fordi jeg prøvede at stoppe med at tage det, da jeg var 18. Jeg havde misbrugt det til fester i omkring et år før det, men der var et par uger efter min 18 års fødselsdag, hvor jeg begyndte at tage små nøglespidser, før jeg tog på arbejde og om morgenen. Nogle gange sprang jeg bare kaffen over.

Jeg var en begavet – det lyder prætentiøst – jeg følte mig som en begavet fyr, og jeg vidste godt, at det, der var ved at ske, var, at jeg var ved at blive afhængig, du ved, så jeg tænkte bare: 'Okay, jeg burde have en lidt mere business-agtig tilgang til det her.' Jeg havde tre og et halvt gram liggende i min kommode og begyndte bare at skrive rundt til venner den fredag. "Ska' du ha' lidt?" Eller sådan noget: "Jeg har cola. Giv mig et kald."

Det eskalerede en smule, og så begyndte jeg at få en større dealer til give mig 50 gram om ugen til at sælge. Jeg fik et par venner til at sælge med mig – men stoppede igen, fordi de var kæmpe idioter omkring det. Virkelig uforsigtige. Jeg fortsatte med at sælge den mængde, men mere selvstændigt. Jeg brugte en mobil på taletid og havde kun én anden fyr, der solgte med mig, som ikke vidste, hvem jeg var. Han havde bare mit nummer og samlede pakker op.

Sjovt nok gjorde jeg alt det her, mens jeg stadig gik i skole, og det gik fint, men jeg brugte stadig mine egne varer. Ikke sådan helt sindssygt eller om dagen, men jeg kunne godt lide at bruge det til at arbejde og få orden i sagerne. Engang var jeg lidt for uforsigtig og tog en streg bag en bunke bøger, jeg havde på skolens bibliotek. Jeg prøvede at gøre det stille og virkelig hurtigt, men det var sindssygt, for omkring ti minutter senere så jeg fem eller seks sikkerhedsvagter komme ud af elevatoren og direkte imod mig. De pegede på mig, og jeg tror, at jeg slugte min sjæl. Jeg endte med at løbe ud på handicaptoilettet og skylle de otte gram, jeg havde, ud i toilettet. Jeg lod, som om jeg havde et psykisk sammenbrud, så jeg kunne være fri for at svare på flere af deres spørgsmål.

Efter det fik jeg virkelig noia. Det blev svært for mig at blive ved med at sælge, og jeg var halvvejs igennem min uddannelse på det tidspunkt. Jeg havde nok penge til at klare mig de næste seks-syv måneder, så jeg stoppede bare. Jeg sælger bare lidt cannabis nu.

Billede af forfatteren.

"Bell"
28
Welland, Ontario
Sælger mdma

Før i tiden var mine største kunder på klubber i Toronto, det var for et årti siden, da jeg var en lille baby, der lige var begyndt på det her. Tingene ændrede sig, da festivaler blev en ting, og alle hoppede med på Skrillex-Deadmau5-Avicii-massepsykosen. Nu elsker alle EDM, og derfor var der en kæmpe "molly"-bølge. Det var virkelig min storhedstid, men den varede ikke længe.

Det var i sommeren 2013, og jeg prøvede at ramme alle de store festivaler for at sælge, men man er nødt til at sammenholde sin indtjening med billetprisen/de forsyninger, man vil få brug for på varme, 12-timers dage. Jeg regnede mig frem til omkring $300 (1545 kroner) i driftomkostninger, så jeg skulle have en hel del emma med, hvis jeg skulle gå glad derfra.

Jeg tog på Luminato og Digital Dreams uden problemer og tjente omkring $1900 (9700 kroner) i overskud på de to tilsammen, som ikke ligefrem er noget at brokke sig over for et par dages sjovt arbejde. Jeg havde forventet, at VELD ville være den helt store, så jeg købte et par af de der åndssvage Timberlands og lavede et rum i sålen, hvor der kunne ligge lidt over 40 gram. Det var virkelig snedigt – jeg er stadig lidt stolt af mig selv for at have gjort det.

Men da jeg dukkede op ved hegnet, gik det op for mig, hvor fucking latterlig jeg så ud. Jeg stod der i jeans, en t-shirt og Timberlands. Jeg var ikke sammen med andre og havde ikke andet på mig end en vandflaske og en pengepung. Alle havde neongrøn-og-lilla tanktop, billige solbriller og løbesko på. Jeg lignede en fuckboy på en natklub. Så snart jeg nåede frem til vagterne, kropsvisiterede de mig og bad mig om at tage støvlerne af. Fordi jeg ikke havde noget andet på mig, havde de nok tænkt, at ham her er ude på et eller andet.

De endte med at kigge i mine støvler, mærke lidt rundt omkring og gav dem så tilbage til mig, men de lukkede mig ikke ind. I stedet bad de mig om at vente ved en anden dør, hvor en af bestyrerne ville komme og se til mig. Det var der, jeg vidste, at jeg havde fucket op. Jeg nåede omkring 50 meter væk fra porten, før jeg begyndte langsomt at jogge og til sidst spurte hen til min bil. Jeg må have kørt 130 km/t på en almindelig vej, da jeg forlod stedet. Fuck mand, jeg føler mig stadig som en idiot, men det var ophidsende.

Billede af forfatteren.

"Express"
24
Ajax, Ontario
Solgte "forskellige slags" piller og kokain – og engang DMT.

Jeg begyndte at sælge, da min lillebror spurgte, om han måtte få noget af min Ritalin, og jeg sagde, at han kunne beholde hele bøtten. Han sagde: "Er du klar over, hvor meget det her er værd?" Der fuckede han lidt sig selv, for jeg endte med at få ham til at betale for det, men han åbnede mine øjne for at sælge piller, som jeg allerede fik, men ikke brugte til egne fordele.

Det er ikke ideelt at sælge håndkøbsmedicin, fordi det er dit eget forråd, og du kan kun få dem fra en læge, men også fordi de mennesker, der køber dem, er overalt. Studerende vil have dem til særlige projekter, eller når de virkelig prøver at kæmpe sig igennem en masse arbejde, og der er meget få mennesker, der virkelig er afhængige, men ikke kan nosse sig sammen til at tage til læge med det. Det var desværre dem, der var mine mest pålidelige pillekunder – Vyvanse, Adderall, eller hvad det nu var, tog de imod for $10-20 (50-100 kroner) stykket (alt afhængigt af doseringen), og købte alt, hvad jeg havde.

Der var en fyr, der virkelig, virkelig ville have dem, oftere end jeg kunne skaffe dem, og vi stødte engang ind i hinanden på skolen. Han konfronterede mig, fordi jeg ikke havde svaret på hans SMSer (Express siger, at han var løbet tør for piller og var bange for at indrømme det, red.), og jeg prøvede at afdramatisere situationen, fordi han blev ved med at råbe. Der var en politimand ikke så langt derfra, som endte med at komme hen for at se, hvad der foregik, og jeg sked bogstaveligt talt i bukserne. Betjenten spurgte, hvad der var galt, hvortil ham fyren så fucking flabet siger: "Han er fucking pusher."

Politimanden kiggede bare meget alvorligt på mig, men havde ikke nogen grund til at kropsvisitere mig (Express siger, at han havde tre gram coke på sig på det tidspunkt, red.), så han begyndte bare at stille mig ledende spørgsmål og tage noter. Han endte med at få mit fulde navn, adresse og alt det, og så smuttede han. Efter det stoppede jeg bare. Det var ret gode penge, men fuck, det lort var sgu for vildt til mig. Jeg søgte på nettet for at finde ud af, hvad konsekvenserne var for at være i besiddelse af bare et par gram coke, og wow, det skræmte mig. Det øjeblik, hvor man spørger sig selv, om det virkelig er det hele værd, rammer lidt, efter man er sluppet afsted med det og indser, hvad der kunne være sket. Sådan sluttede det for mig.

Læs mere på VICE om narko og pushere:

Vi talte med et offer for klapjagten på kokain-kunder i København

Vi tog på Roskilde og testede folks stoffer

Jeg byttede en cigaret til en pose coke på en festival