Alle billeder af Alexander Wolfe

Mød de unge danskere, der jagter vilde fester, penge og prestige i Dubai

"Hver dag møder du nye folk fra forskellige kulturer og med forskellige religioner, og folk ikke bange for at spørge dig om noget. Det oplever du ikke i samme grad i Danmark, for vi danskere er meget lukkede."

|
nov 15 2016, 9:00am

Alle billeder af Alexander Wolfe

Dubai repræsenterer noget ekstremt. Ekstrem rigdom, ekstrem luksus, ekstrem varme, ekstrem ulighed, ekstrem uansvarlighed. Dubai skider på konventionerne, og der er plads til store egoer og store planer. Det er svært at finde noget, der adskiller sig mere fra Danmark. Danskerne er ikke et ekstremt folkefærd. 'Slap lige af, kammerat'-mentaliteten lever i bedste velgående her til lands – men ikke alle lever lige godt under den. Ikke alle danskere vil slappe af, nogen vil have del i den vilde livsstil.

Christina Belter flyttede til Dubai sidste år for at starte et eventfirma med to veninder. Da samarbejdet gik i opløsning, rejste hun tilbage til Danmark i en kort periode – men hun savnede Dubai for meget, så for tre måneder siden flyttede hun tilbage igen. Nu søger hun job, så hun kan blive boende. André Houdet, som er crossfit-træner, har i Dubai fundet et liv med langt flere penge og meget mere anerkendelse i sit job, end han fik i København.

Det her er Christinas og Andrés oplevelser som fortalt til Lene Munk:

Christina Belter, 28

Alle billeder af Alexander Wolfe

Da jeg flyttede til Dubai første gang, syntes mine forældre, det var spændende. Jeg skulle egentlig være flyttet til Beijing, og de var glade for, at det blev Dubai i stedet. De er ikke specielt glade for det nu. De forstår ikke, at jeg ville tilbage, når jeg ikke har et job, og når jeg har flere jobmuligheder i Danmark. De er bange for, at jeg finder en mand i Dubai og ender med at blive der og få børn. Jeg er 28, så det er måske nu, det kunne ske.

De tænker nok, at det ikke er karrieremæssigt det bedste. Og det kan jeg også godt forstå, men lige nu er jeg nødt til at prøve det her af, for det kan jeg mærke, at jeg har brug for. Man har kun ét liv, ik'?

Det, der er rigtig farligt ved Dubai, er, at hvis du ikke har et job og ikke holder dig selv i ørerne, så er der mulighed for at lave noget sjovt hele tiden. Det er en stor festby. Da jeg først flyttede herned med to veninder for at starte firmaet, brugte vi desværre de to første måneder på at møde folk, at gå ud, at hygge os – og det var rigtig sjovt.

Da jeg flyttede herned, opdagede jeg hele det her expat-miljø, som er enormt spændende. Hver dag møder du nye folk, der kommer fra forskellige kulturer og har forskellige religioner. Og i det her miljø er folk også enormt åbne overfor at møde nye mennesker. Hvis du står i kø i supermarkedet eller på en bar, så er folk ikke bange for at spørge dig om noget. Det oplever du ikke i samme grad i Danmark, for vi danskere er meget lukkede.

Jeg har nogle rigtig tætte veninder; en fra Danmark, en fra Rumænien, en fra Finland og en fra Holland. De fleste af mine drengevenner kommer fra Libanon, og så har jeg en del franske og iranske venner. Jeg kender mange briter, men de er fulde og irriterende, så dem hænger jeg ikke så meget ud med. Det er vildt fedt at have en så blandet omgangskreds.

Jeg savner mine venner derhjemme, men jeg vil ikke bruge en masse energi på at sidde og være ked af og sur over ting, som jeg selv har valgt.

Hvis jeg skal være helt ærlig, kan jeg godt lide at være i et land, hvor man bliver behandlet som en kvinde. Det er ikke, fordi jeg mener, at mænd skal give alt. Men lige meget om det er venner eller én, du dater, så er de meget galante og tager sig af dig, de sørger for, at du bliver hentet, sikrer sig, at du kommer hjem, og de vil gerne betale, hvis man er ude at spise – jeg vil gerne betale selv, hvis det er en, jeg dater eller en god ven, men du skal presse dem for at få lov. Jeg tror, alle kvinder godt kan lide at føle sig taget af.

Jeg føler mig lige så, hvis ikke mere, tryg i Dubai som i København. Straffene er rigtig hårde, så folk tør ikke begå kriminalitet.

Det er også et sjovt land at være i, hvis man kender de rigtige mennesker. Hvis du gør det, kan du for eksempel få gratis middage. Kender du manageren på en restaurant, så kan de sørge for, at du og dine veninder får alt gratis.

I Dubai starter ugen søndag, men nu hvor jeg ikke har et job, så føles søndag stadig som en rigtig søndag. Om mandagen søger jeg for det meste job og slapper af og laver mad derhjemme. Tirsdag tager jeg tit med nogle venner til en strand og bare hygger, tager hjem om aftenen og får søgt nogle job igen. Onsdag er typisk en dag, jeg tager ud og sejle. Sejler eller får søgt nogle job, tager ud og spiser om aftenen. Torsdag starter weekenden i Dubai, så der tager jeg ud og møder nogle venner til middag, drikker måske nogle drinks hjemme hos dem, tager ud i byen. Fredag er sådan en chill dag – måske ved en pool – og så ud om aftenen. Lørdag slapper jeg af, går måske i biografen, og søndag er også en god dag til at gå ud og spise middag, så det gør jeg tit.

Hver dag sidder jeg nogle timer og søger job, men så er der jo resten af dagen. Det lyder ret ferieagtigt, men det er lidt frustrerende, fordi jeg ikke ved, hvornår det slutter. Jeg ville ønske, at jeg kunne gå på arbejde mandag til torsdag og så nyde min weekend. Jeg savner at arbejde, det gør jeg virkelig.

Jeg bor hos en dansk ven, som godt kan forstå, at jeg ikke har råd til at bidrage til huslejen, før jeg får et job. Jeg har sparet op, så jeg har råd til mad og fornøjelser, men her på det seneste har det været lidt hårdt. Det eneste, der er billigt i Dubai er at købe cigaretter og at tage en taxa.

Jeg kommer fra en familie, som måske har været lidt for god ved mig nogle gange, hvor jeg selv burde have rodet mig ud af tingene. Jeg har fået mange gode og mindre gode idéer hele mit liv, og mine forældre har altid – utroligt nok – været meget støttende.

På nogle punkter ville jeg da ønske, at jeg var den type, der kørte den lige vej og fik en god uddannelse, der skabte en god karriere, som førte mig til et godt familieliv – men det er jeg bare ikke, jeg har for meget krudt i røven.

Dubai er et meget mærkeligt sted. Hvis jeg selv var muslim, ville jeg se det som satans sted, tror jeg. Folk drikker og har sex før ægteskabet. Nogle af de få, jeg har mødt, som ikke drikker, er emiratier – altså folk, der er født og opvokset i Emiraterne – de fester og er sammen med piger, men de drikker ikke, de bor stadig hjemme, og deres far har fire koner og sådan...

I offentlig transport er alting kønsopdelt. Kvinder og mænd er adskilt i togene, men det er bare fint for kvinderne, for der er altid mere plads der.

Jeg går ikke anderledes klædt, end jeg ville gøre hjemme – jeg er nok en af de mest påklædte piger i nattelivet i Dubai. Både pigerne og fyrene går ud og gør, hvad de vil, selvom de er muslimer, og jeg har ikke følt, at jeg har skullet gå på kompromis på nogen punkter i min livsstil.

Jeg bliver ikke provokeret af det, og jeg føler mig ikke utryg, som nogle danskere måske vil tro. Jeg føler mig lige så, hvis ikke mere, tryg i Dubai som i København. Straffene er rigtig hårde, så folk tør ikke begå kriminalitet. Når jeg sidder på en kaffebar og skal på toilettet, lader jeg bare min taske, mobil og alting ligge, og jeg har aldrig oplevet, at nogen har taget noget.

Jeg synes, Dubai er vild. Her kan du få de vildeste på oplevelser, den bedste mad og gå på de mest imponerende klubber i et ekstravagant natteliv. En del af mig kan ikke forestille sig at flytte hjem igen, fordi jeg er så glad for at bo i Dubai. Jeg tænker, at jeg i hvert fald bliver i to år endnu.

André Houdet, 22

Jeg blev færdig med gymnasiet for to år siden, og det var der, jeg begyndte med crossfit. Jeg havde en drøm om at kvalificere mig til de regionale crossfit-mesterskaber med deltagere fra Afrika og Europa. Derfra kan man kvalificere sig til verdensmesterskaberne.

Det var et stort mål, som jeg skulle træne rigtig meget for at nå, så jeg studerede slet ikke, men underviste og trænede fuld tid i halvandet år i Crossfit Copenhagen. Jeg tog på træningslejre rundt om i verden, hvor jeg mødte crossfit-atleter fra alle mulige lande. Gennem de her træningslejre mødte jeg folk, som boede, trænede og arbejdede i Dubai, og som fortalte om, hvor mange penge de tjente, deres arbejdsforhold, træning og livet ved siden af på stranden – ja, generelt en ret fed tilværelse.

Jeg fortalte dem, at det kunne jeg godt være interesseret i, og lige pludselig vendte en af dem tilbage til mig og sagde; vi har et job til dig, du kan komme, når det passer dig.

De fleste trænere i Crossfit Copenhagen har jobbet ved siden af et studie eller et andet job, og man taler om, at man snart skal have 'et rigtig job' eller 'et voksenjob', men for mig er det her et rigtigt job, og det bliver det også opfattet som i Dubai.

Jeg får udbetalt omkring 40.000 kroner om måneden.

I Danmark føler jeg, at der bliver set ned på jobbet som crossfit-træner på trods af, at man har ansvar for hundredevis af mennesker gennem dagen, man hjælper folk med at få et sundere liv gennem træning og vejledning om kost og søvn. I Dubai har de virkelig respekt for mit job. Folk ser op til én som træner, man er et forbillede. Alle trænerne her, hvor jeg arbejder, skal optræde som rollemodeller for medlemmerne. Vi skal repræsentere en bestemt livsstil, som medlemmerne gerne vil opnå.

Det sidste halvandet år, hvor jeg boede hjemme i Danmark og lavede crossfit fuld tid, var mine forældre og jeg ikke helt på bølgelængde. De var nervøse for min fremtid, at jeg ville blive for opslugt af crossfit og gå i stå i min udvikling – de har altid haft forhåbninger om, at jeg ville gå på universitetet. For hvad kan man drive det til som crossfit-træner? Kan man tjene penge nok til at forsørge sin familie? De ting har jeg aldrig selv være bekymret for. Jeg tror på, at hvis der er noget, man er hundrede procent passioneret omkring og har talent for, så skal man nok kunne få en fin indtjening på det.

Da jeg fortalte mine forældre, at jeg ville flytte til Dubai, tror jeg, de fandt ud af, at de var nødt til at støtte mig, hvis de også skulle kunne følge med på sidelinjen.

Mange mennesker gør livet meget mere kompliceret, end det er. Jeg prøver at leve mit liv så simpelt som muligt. Mange problemer opstår, fordi man selv stiller dem op, jeg prøver at være positiv, og jeg sætter virkelig pris på en masse små ting.

Jeg ved, hvad livet er værd. Jeg mistede min bror i en ulykke for halvandet år siden, han blev 25 år, og min søster har siddet i kørestol hele sit liv.

Jeg savner min familie. Min søster og jeg er rigtig tætte, jeg har altid hjulpet med at løfte hende, at hjælpe hende rundt til en fest og sådan, så det er det nok den største ting, jeg har ofret ved at tage herned. Til gengæld har jeg råd til at flyve hende herned og besøge mig, når hun har ferie.

Der er ingen tvivl om, at København er mit hjem, og at jeg skal hjem en dag.

Jeg vil rigtig gerne være iværksætter og starte mit eget, og jeg er klar til at arbejde virkelig hårdt for det – i stedet for at gå den mere traditionelle vej, som samfundet gerne vil have med at tage en uddannelse og noget mere uddannelse og så bagefter kæmpe om jobbene, så tror jeg mere på hårdt arbejde og et godt netværk, at møde de rigtige mennesker og at finde nogle gode mentorer.

Nogle spørger: 'Hvordan ved du, at det kan lykkes?' Men det spørgsmål er aldrig dukket op i mit hoved. Jeg har aldrig tænkt, at det ikke kan lykkes.

Jeg får udbetalt omkring 40.000 kroner om måneden, og jeg har sat mig nogle mål for, hvor mange penge jeg skal spare op til fremtidige projekter, og hvad jeg er nødt til at lære, hvis jeg en dag skal køre min egen forretning. Hvad skal jeg vide for at kunne markedsføre den rigtigt? Hvordan kan jeg finde et hul i markedet? Jeg har en helt specifik 3-årig og 5-årig plan, og jeg lægger 18.000 kroner til side hver måned.

Der er rigtig mange, der tjener vanvittigt mange penge hernede, men ikke sparer nogen op, fordi der er så mange ting, man kan brænde sine penge af på. Det er nemt. Heldigvis er mine prioriterer min kæreste, min træning og mit arbejde, og det foregår alt sammen nogle steder, hvor det ikke koster mig noget at være. Det dyreste, jeg gør, er at gå ud og spise på en lækker restaurant en gang i mellem. Jeg drikker ikke alkohol, det har jeg ikke gjort i to og et halvt år, og jeg fester heller ikke.

Jeg synes, der er mange ting, der er federe at lave end at feste. At tage ned på stranden og bade klokken halv syv om morgenen og se solen stå op for eksempel.

Læs flere interview fra VICE:

Billeder af georgiske mænd og deres Ladaer: "Jeg vil dø, men den her bil vil køre videre"

Historien om hvad der skete, da en 15-årig flygtning med kælenavnet 'Saint' steg af toget i Malmø

Billeder af folk med den barndomsting, som de ikke kan få sig selv til at smide ud

Mere VICE
VICE kanaler