Annoncering
Børn nu til dags

Nicolas Cages søn har opfundet noget, der hedder "ghost metal"

Det har vi selvfølgelig talt med ham om.

af J Bennett
08 maj 2018, 9:15am

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey USA

Weston Coppola Cage, som var fribryder i gymnasiet, er en stor fyr. Da han ankommer i lobbyen til SLS Hotel i Beverly Hills, ledsaget af sin kommunikationsrådgiver og sin kone Danielle, skubber han en barnevogn med parrets tre måneder gamle søn foran sig. Drengen ligger og sover sødt. "Han er svær at vække," siger Weston Cage. "Vi var ude til et arrangement den anden dag, hvor dj’en spillede superhøj techno, men den lille mand fortrak ikke engang en mine."

Selv om Weston Cage kun er 23, er han allerede på kone nummer to. Det betyder selvfølgelig, at han holder godt trit med sin far, Nicolas Cage – jeps, den Nicolas Cage – som har tre ægteskaber på CV’et indtil videre. Æblet falder sjældent langt fra stammen. Hvor Cage senior er kendt for sine maniske roller i film som Raising Arizona, Wild At Heart og Bad Lieutenant: Port of Call New Orleans, så er Weston Cage kendt for at have stiftet bandet Eyes Of Noctum, hvilket i sig selv ikke er underligt – der er masser af Hollywood-unger, som udnytter deres forældres succes til at lancere deres egne karrierer – men sagen er bare den, at Weston Cages band spiller blackmetal – en notorisk lytterfjendtlig nichegenre inden for metallen. Godt hjulpet på vej af det store familiecheckhæfte fløj Weston Cage hele bandet til Sverige for at indspille sammen med den legendariske producer Fredrik Nordström, manden bag album fra nogle af de største ekstremmetal-bands i verden som At The Gates, Opeth og Dimmu Borgir. I LA ser man tit Weston Cage troppe op på den røde løber iført eyeliner eller corpsepaint. Utroligt nok får han sin far til at se helt normal ud.

Weston Cages solomusik kombinerer metal med industrial i en musikalsk skabning, han kalder for "ghost metal". Han håber på, at projektet kan hjælpe ham med at reparere forholdet til sin mor Christina Fulton. Men det er ikke noget, han skruer forventningerne op til.

Noisey: Hvornår begyndte du at interesse dig for metal?
Weston Cage:
Det gjorde jeg i en ret ung alder. Jeg lyttede til atmosfærisk musik, men jeg ledte efter noget, der brugte det på en anden måde. Så fandt jeg bands som Rammstein, der også bruger industrial-elementer, og System of a Down.

Det var sådan, du fandt vej til metal?
Ja, absolut. Da jeg blev lidt ældre, begyndte jeg at høre mere ekstreme ting som Cradle Of Filth og Dimmu Borgir.

Hvad med undergrundsbands?
I forhold til true blackmetal, vil jeg sige Emperor. Ihsahns stemme er bare så fuld af følelse, og det var jeg helt vild med, da jeg var yngre – og det er jeg stadigvæk.

Var der nogen, der introducerede dig for de bands, eller fandt du dem på nettet?
Jeg fandt selv vej til blackmetal via nettet. Da jeg var 17, var jeg pludselig i Norge, hvor jeg hang ud med de der gutter. Det var en stor ære. Jeg holdt min 18 års fødselsdag i Norge sammen med dem. Det var en fest, der varede tre dage [griner]. Jeg husker de første 24 timer, men ikke mere. Jeg er stadigvæk ret gode venner med Hellhammer fra Mayhem og [tidligere Dimmu Borgir-bassist] ICS Vortex.

Rejste du derover for at møde dem?
Jeg rejste derover på ferie, men også for at finde inspiration. Jeg er stor tilhænger af input-output-teorien. Man skal hælde så mange informationer i maskinen som muligt, så jeg ville over og se fjordene og sådan noget.

Hvad er historien med dit gamle blackmetal-band, Eyes Of Noctum?
Eyes Of Noctum blev stiftet i begyndelsen af 2006. Det var mit hjertebarn, men jeg gik stadigvæk i gymnasiet dengang, hvor jeg dyrkede fribrydning og kampsport. Når jeg kom hjem efter træning, var jeg helt oppe at køre på endorfiner, og så havde jeg brug for at være kreativ. Nogle år senere blev bandet hovedfokus i mit liv. Min ven Alex og jeg skrev et helt album sammen. Så hyrede vi nogle folk og rejste til Sverige for at optage sammen Fredrik Nordström. Det var kæmpestort. Vi var i Göteborg, og Fredrik var fantastisk at arbejde med. Nogle af musikerne i mit band forstod ham ikke, når han sagde ting som: "Det skal lyde mere middelalderligt," men vi var totalt på bølgelængde.

Du og Alex var altså venner i skolen, men de andre gutter i bandet var hentet ind?
Ja, jeg så en fyr spille klassisk guitar uden for skolen en dag, og der stod en masse folk og mobbede ham. Jeg kunne slet ikke acceptere, at de stod og mobbede en kreativ og kunstnerisk person, et menneske, som var lidenskabeligt engageret i sit arbejde, så jeg forsvarede ham over for de andre, og så blev vi venner. Det var begyndelsen på vores venskab. Men så fik han nykker, og nu er vi ikke venner længere. Han er ret underligt i dag.

Var dine forældre bekymrede over at sende dig på turné i den alder?
Min far bakkede op om mig, men min mor og jeg voksede fra hinanden i den periode. Hun prøvede at ringe til mig, mens jeg spillede sammen med bands som Black Earth og Cattle Decapitation, og jeg var sådan lidt: "Jeg har altså ikke tid nu". [Griner]

Alle de anmeldelser, jeg har læst af Eyes Of Noctum-pladen, er positive, men skribenterne er alle sammen meget optaget af, at du er Nicolas Cages søn. Hvordan har du det med det?
Jeg håndterer det lidt på sammen måde, som folk, der er udsat for racisme eller diskrimination på baggrund af religiøse tilhørsforhold, håndterer det. Folk går ud fra, at jeg er født med en guldske i munden, men de forstår ikke, hvor mørkt det kan være at vokse op i sådan et hjem. Jeg bruger det som motivation og tager min hævn i mit hjerte.

Er din musik drevet af hævngerrighed?
Ja, dybest set. Men jeg prøver at lave noget positivt ud af den negative energi. Mine tekster er meget filosofiske – de handler om at finde kraften i sig selv på mange måder. Jeg bruger en slags formular til at hjælpe folk med at finde deres indre gud eller gudinde. Noget i den retning.

Du optrådte under navnet "Arcane" med Eyes Of Noctum. Hvordan kom du på det?
Jeg fandt på det, da det gik op for mig, hvor misforstået jeg var, og hvor gådefuld mit liv altid har været. Der var ingen, der kunne sætte en finger på mig, så da vi valgte dæmonnavne, tog jeg "Arcane".

Hvordan finder du balancen mellem at skabe dit eget brand og samtidig være søn af en berømt filmstjerne?
Efter Eyes Of Noctum måtte jeg indse, at jeg er, hvem jeg er. Det kan jeg ikke ændre på. Jeg har ingen kontrol over, hvem mine forældre er, eller hvor jeg er født, og i dag finder jeg en vis stolthed i mit ophav. Jeg er godt klar over, at jeg havde en privilegeret opvækst – jeg havde mulighed for at rejse verden rundt og opsøge viden, hvor end jeg kom. Det eneste, jeg ønsker, er at dele den viden med andre. Jeg vil ikke bare være egoistisk og holde på det selv. Jeg har set rigtig mange ting, som jeg synes, verden skal kende til. Det er også derfor, jeg gerne vil være mere kommerciel nu, så jeg kan dele det mine indsigter med et større publikum.

Hvad er det, du vil dele?
Jeg har været interesseret i det okkulte hele mit liv – Den poetiske Edda, Necronomicon, Dødebogen og så videre. Da jeg rejste rundt i Italien og Grækenland, så jeg steder, der var helt magiske, som Stromboli. Da jeg var på Korfu, følte jeg Poseidons tilstedeværelse under vandoverfladen ved siden af mig.

Tror du, det er svært for folk at relatere til?
Ja, helt sikkert. Folk ser okkulte referencer i mine tekster, og så tror de, jeg er skør. Det er underligt, fordi de første videnskabsfolk var alkymister.

Hvad skete der med Eyes Of Noctum?
Det var lidt ligesom en stor skilsmisse. Folk var ikke ærlige over for mig i forhold til, hvor de var i livet – én tog hjem til Idaho, en anden tog til Wisconsin for at arbejde på restaurant og undervise i bas. Folk begyndte ligesom at falde fra. Det var en hel trend. Men vi var også bare meget forskellige mennesker. Jeg plejede at være ret demokratisk anlagt – de havde alle sammen vetoret. Men de rottede sig sammen og ville af med orkesterdelen af bandet, og det var noget, jeg holdt rigtig meget af. Det adskilte os ligesom fra andre bands. Da de ville af med cello og violin, begyndte jeg at foragte bandet. Det var det, der fik mig til at gå solo.

Du kalder din nye stil for "ghost metal". Hvorfor?
Min første prioritet er at få lytteren til at gyse, når jeg skriver musik. Jeg bruger en masse instrumenter fra oldtiden nu, som bouzoukien, for at skabe den der hjemsøgte stemning. Det er også derfor, jeg kalder albummet for Prehistoric Technology. Den her plade har en masse "ghost metal"-øjeblikke, men jeg har det stadig, som om jeg kan gøre det bedre på den næste.

Du har allerede udgivet den første single, ”Tell Me Why (Matriarch of Misery)”, som er mere industrial, end den er black metal. Er det et bevidst valg?
Ja, helt sikkert. Blackmetal vil altid have en særlig plads i mit hjerte, og jeg vil altid lave det ved siden af, men den nye genre er mit hovedprojekt. Jeg vil altid lave blackmetal ved siden af. Jeg har nogle ret interessante ideer.

Din kone har skrevet teksten til "Tell Me Why". Hvad skal folk ellers vide om sangen?
Det er en fed sang at komme ind i pladen på. Den har det der karakteristiske ghost metal-omkvæd, som tog lang tid at lave, mens verset har en mere thrashet stil. Danielle skrev teksten en dag, hvor vi var på besøg hos hendes mor. Jeg læste den, og så kunne jeg bare høre musikken i hovedet. Jeg vidste, det var en dyb tekst, så jeg blev nødt til at bruge den.

Hvad handler den om?
Det er et udefrakommende perspektiv på noget, der var meget svært for mig under min opvækst. Jeg har haft et tumultarisk forhold til min mor – jeg ville egentlig selv skrive sangen om hende, men den var ikke blevet lige så yndefuld. Den var blevet mere grotesk. Hvis man ser på første bogstav i hver ord i titlen, "Matriach of Misery", så ved man, hvem det handler om. Men hun har ikke hørt den endnu.

Vil du gerne have, hun lytter til den?
Ja, da. Hun har et offerkompleks, og teksten er interessant, fordi den håner alt, hvad hun har sagt. Det er ligesom en meget intens telefonsamtale.

Har du planer om at reparere dit forhold til din mor efter den her sang?
Det ville jeg gerne. Alle de problemer, jeg har med hende, er over ting, hun ikke ved, har skabt problemer. Det er det værste ved det. Hun har Münchhausen-syndrom og borderline personlighedsforstyrrelse. Med den kombination ser hun altid sig selv som offeret, og det er mig, der er noget i vejen med. Det er foruroligende.

Hvor længe er det siden, du har talt med hende?
Det er over et år siden. En af grundene er, at jeg ikke vil have det skal påvirke min søn. Jeg ville blive vred, hvis hun begyndte at fylde hans hoved med ideer om, at der er noget i vejen med ham. Når man først begynder at fortælle folk den slags, ender de bare med at tro på det selv.

Hvad synes din far om din musik?
Han elsker det. Min far har altid opfordret mig til at bevare min integritet, i det jeg laver. Det er derfor, jeg har opfundet min egen genre, og det, tror jeg, han sætter pris på.

Jeg har hørt, du har fået ham til at lytte til Darkthrone.
Ja! Det var, da jeg var 16. Jeg spillede en masse forskellige blackmetal-bands for ham, men jeg ville også udsætte ham for noget, hvor der var mere rock og punk inde over. Jeg satte Darkthrones "Too Old, Too Cold" og "Transilvanian Hunger" på for ham, og han var nede med det.