Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US.
Over 75 malerier, skulpturer og illustrationer udgør Miyazaki Art Show, som er en hyldest til den Oscar-vindende instruktør Hayao Miyazaki, der står bag animerede klassikere som Chihiro og heksene, Prinsesse Mononoke og Det levende slot. Udstillingen er arrangeret af Spoke Gallery, der er kendt for at blande fan-art og professionel kunst i udstillinger, der hylder folk som Wes Anderson, Coen-brødrene og Quentin Tarantino.
Videos by VICE
Spoke repræsenterer en gruppe af pop-surrealister, lowbrow-malere og Instagram-kunstere. De dyrker værker fyldt med farver, pop-elementer og tit en internetvenlig humor. “Kunstnerne i det her miljø er lige så inspirerede af pop-art fra 60’erne, som de er af nutidig popkultur,” siger kurator og ejer af Spoke Art, Ken Harman.

Alle de deltagende kunstnere i Miyazaki Art Show, som vi talte med, kan relatere til Miyazaki på et personligt plan. En relation, der kun voksede efterhånden, som de forsøgte at tilpasse deres kunst til hans karakterer og stemninger. De fleste af dem har aldrig arbejdet seriøst med Miyazaki før, men de lyser alle sammen op, når de taler om deres oplevelser med hans film.
“Jeg synes, Miyazakis værker går på tværs af så mange grænser og berører en større del af befolkningen end det meste andet animation,” siger lowbrow-kunstneren Adam Caldwell, der mest arbejder med pop-surrealistiske oliemalerier. Hans bidrag til udstillingen er et realistisk portræt af San – hovedpersonen i Prinsesse Mononoke. Det er baseret på modellen Meisha Mock, klædt i et kostume, hun selv har designet.
Folk-kunstneren Marni Manning’s værk Gluttony er en moderne udgave af manden uden ansigt fra Miyazakis Oscar-vindende Chihiro og Heksene fra 2003. “Miyazaki skaber væsner med særheder og dybde, og animationerne er både intelligente og dragende. Han har givet verden en overflod af elskelige, stærke karakterer. Man kan ikke lade være med at forelske sig i dem,” siger hun.
I filmen propper Nulfjæs sig med mad, drikke og levende mennesker. “Hans opførsel minder mig så meget om nutidens samfund,” siger Manning. I hendes maleri er der også øl, slik, Netflix, fidget spinner og Louis Vuitton-tasker på den sultne ånds tallerken. “Teknologien har gjort, at materielle goder bliver leveret direkte til døren med et klik, og det er nemt for forbrugerne at blive fortabt i deres behov for hele tiden at ville have mere, i stedet for at være tilfreds.”

Murmaler og illustrator Lauren YS synes, at de “aggressive feminine undertoner” i hendes arbejder passer godt til Miyazaki. “Hans film har stort set alle sammen kvindelige hovedpersoner, og det har virkelig påvirket mig, og min måde at se verden på,” siger hun. “Jeg henviser stadig til første gang, jeg så Chihiro og Heksene som noget af det tidligste, der gav mig lyst til at være kunstner. Rent visuelt forandrede den min hjerne.” Hun siger, at hendes eget etiske kodeks er påvirket af Miyazakis film. Alt lige fra hendes forhold til andre mennesker, til feminisme og klimabevidsthed.
Kunstnere elsker hans film, men hvad er det ved genskabelsen af hans karakterer, der er så tiltalende? “Det er lidt ligesom at være en musiker, som beslutter sig for at lave et cover engang imellem,” siger den autodidakte maler og illustrator Sarah Joncas. “Miyazakis film er meget magiske, legesyge og surrealistiske, og når jeg dykker ned i dem ved at male, kan jeg mærke den følelse inde i mig selv.”
The Miyazaki Art Show skiller sig ud fra Spoke Arts andre tilbud, fordi det er første gang, at man bruger fan-art til at hylde en animator. Det er en fortsættelse af en tidligere kunstudstilling på galleriet i San Francisco, men Miyazaki er så interessant, at de kunne lave en helt ny udstilling, hvor stort set alle værker er nye. “Når man skal vælge et emne, er det vigtigste, at det er en kunstner, som vi respekterer og elsker,” siger Harman.

Det er værd at bemærke, at udstillingen ikke er arrangeret af Studio Ghibli, men værkerne vil være til salg. Som det blev forklaret i et omfattende interview med juraprofessor Rebecca Tushnet, er det i orden at fortolke en anden kunstners karakter i sin egen stil. Ligesom med alt andet så varierer grænserne for copyright fra sag til sag.
“Det er vores erfaring, at de produktionsselskaber og instruktører, som vi hylder, støtter op omkring vores udstilinger,” siger Harman. “For en kunstner som Hayao Miyazaki må det også være fedt at se, hvordan hans værker har inspireret en hel generation af kunstnere. Vi håber, han har mulighed for selv at se vores hyldest til hans film.”












Mere
fra VICE
-
Illustration of damaged satellite and space junk. Photo: MARK GARLICK / SCIENCE PHOTO LIBRARY / Getty Images -
Screenshot: Lente -
Screenshot: Nintendo -
Way more restful than the blaring alarm that Dwight is about to set off – Credit: Peacock