Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i som en del af serien Life Inside, der udgives i samarbejde med The Marshall Project
I 2008 blev Marilyn Shankle-Grants søn Paul Storey dømt til døden. Sammen med en medskyldig blev han kendt skyldig i at have skudt og dræbt den 28-årige Jonas Cherry midt i et røveri på den minigolfbane, hvor Jonas Cherry arbejdede i Hurst, Texas.
Følgende er Marilyn Shankle-Grants fortælling om oplevelsen og årene, der er gået siden, som fortalt til Maurice Chammah.
Jeg var på ferie i New York, da jeg fandt ud af, at min søn var blevet arresteret. Jeg blev helt følelsesløs. Det her sker ikke, tænkte jeg bare. Det kan ikke passe. Der er ikke gået en dag siden, hvor jeg ikke har tænkt på offerets mor, den ødelæggelse og tomhed, hun må føle ved tanken om at have mistet sin eneste søn.
Da jeg besøgte Paul i fængslet før retssagen, var han ekstremt deprimeret. Han sagde: "Jeg har ikke lyst til at leve, hvis jeg skal i fængsel. Så ville jeg hellere dø." Jeg blev ved med at prøve på at holde ham stærk og fortalte ham, at der sker mirakler hver evig eneste dag.
Jeg kunne ikke forstå, hvorfor Paul blev dømt til døden. Når man tænker på dødsstraffen, tænker man på seriemordere. Man tænker ikke på mord ved røveri, som min søn begik. De første par år kunne jeg ikke andet end at græde. Jeg kan huske, første gang jeg besøgte ham på dødsgangen, en uge efter han var kommet. Han så allerede meget tyndere ud. Det virkede, som om han sultede sig selv. Det knuste mit hjerte.
Jeg besluttede mig for, at jeg måtte se ham så ofte som overhovedet muligt. Jeg tog ekstra vagter på arbejdet, så jeg kunne få råd til den fire og en halv timer lange køretur, jeg har til fængslet.
Når jeg besøgte ham, kaldte de kvindelige fængselsbetjente mig "Mama," og sagde: "Mama, han har opført sig pænt i dag." De siger, at han behandler dem med den yderste respekt. Jeg har altid lært ham at beholde sin værdighed, lige meget hvor han er, så jeg kan slet ikke sætte ord på, hvor glad det gør mig, når vagterne siger søde ting om ham. Han får breve fra pennevenner, og jeg tror, at mange mennesker går ud fra, at Paul – en sort mand fra en enlig mor i den indre by – ikke er specielt veluddannet. Men han overrasker dem, og så skriver de til mig for at sige: "Wow, han skriver så godt!" Og det er også noget, der gør mig stolt.
Jeg mistede mit job sidste år. Jeg havde så meget om ørerne, følelsesmæssigt, at jeg ikke var i stand til at arbejde. Jeg fik nok dagpenge til at kunne betale mine regninger, men havde ikke nok til at besøge Paul. Så jeg begyndte at bage småkager og sælge dem. Jeg lavede en Facebook-side for Marilyn's Old-Fashioned Tea Cakes. Jeg besøgte tankstationer og skønhedssaloner – alle tænkelige steder, hvor folk ville lade mig sælge dem.
Ankesager tager lang tid, og vi talte aldrig om, hvad der kunne ske. I efteråret sidste år fik han en henrettelsesdato i april 2017. Hans lillebror og jeg tog ind for at besøge ham. Han bød os velkommen ved at sige: "I har fem minutter til at græde, skrige, råbe – få det ud. Og så skal vi nyde vores besøg."
Vi talte ikke om det igen. Vi taler aldrig om henrettelsen eller begravelsen eller noget i den stil. Jeg vil ikke have, at han skal opgive håbet. Vi holder stadig fast i vores lillebitte stykke håb, så vi reflekterer ikke over det, der ligger lige rundt om hjørnet. Jeg har ekstremt meget tiltro til hans advokater, og jeg beder til Gud om, at de finder noget i hans sag, der kan få den udsat.
Men jo tættere, vi kommer på dagen, jo mere kan jeg mærke, at det tynger mig. Jeg var altid festens midtpunkt – en munter, udadvendt person – men jeg har ændret mig fuldstændigt. Jeg undgår venner og familie. Jeg tager ingen steder hen.
Folk spørger mig hele tiden, om jeg tager til henrettelsen. Hvordan skulle jeg kunne andet som mor? Jeg kan ikke lade mit barn dø uden at være til stede. Det er unaturligt for en forælder at leve længere end sit barn. Men det her er ikke et langt sygdomsforløb. Det er ikke et pludseligt biluheld. Det er at sidde og se sit raske barn blive spændt fast til en båre og pumpet fuld af kemikalier. Uden at kunne gøre noget som helst.
Jeg prøver at udleve det i hovedet. Jeg tænker; Hvordan bliver det at sidde der? Overlever jeg det? Jeg har haft mareridt. Jeg vågner, skrigende. Jeg siger hele tiden til Paul: "Vi er gudfrygtige mennesker. Gud kan gøre hvad som helst." Men når han ligger på den båre, er jeg bange for, at han vil kigge på mig og spørge mig: "Mor, løj du for mig?"
Når jeg tager hen for at besøge ham på dødsgangen, kan jeg ikke røre ham eller berolige ham. Jeg har hørt, at de sender ham på kapel efter henrettelsen. De lukker dig ind, mens den afdøde stadig er varm. Det bliver første gang, jeg har rørt ham i over ti år.
_Sven Berger, et af jurymedlemmerne, der dømte Paul Storey til døden, medvirkede i en tidligere _Life Inside-artikel.